Birgitte Stoklund Larsen: "Advent er lommer af lys i en mørk tid"

Det begynder i weekenden med første søndag i advent, hvor vi hiver julekassen frem, hænger de røde glashjerter i køkkenvinduerne, bager brune kager og laver adventskrans, beretter generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen.

Foto: Magdalena Kucova - Fotolia / Iris

Hvis vi holder jul med min familie, synger vi 'hørder' i stedet for 'hyrder' i "Dejlig er jorden". Sådan sang min for længst afdøde farfar, så i den detalje ligger også erindringen om barndommens jul - og om dem, der ikke længere er med rundt om træet, skriver generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen

Lys og Engle. Oksen og æslet og barnet i krybben. Halmen. Det er julens tableau fra stalden, der melder sig på nethinden, når jeg hører ordet jul. Det kommer ikke i en bestemt kunstnerisk gengivelse, men det kommer som et patchwork fra kulturhistorien. Også før associationerne til mine egne barndomsjuleerindringer: den lange dag med Disney, juletræet i spisestuen og min farfar, der denne ene gang om året bad bordbøn.

Jeg havde en periode som teenager, hvor jeg kun kunne få øje på hykleri og materialisme i julen; at man i spisestuens buffetspejl kunne se sig selv lidt udefra, når man gik rundt om træet, bidrog massivt til min juleskepsis. Den har jeg siden droppet - jeg går all in. Med lys og engle og hele molevitten.

Den 24. december laver jeg risalamande om formiddagen og senere grønkålssalat. Det er mit bidrag til julemiddagen. Jeg går i kirke, spiser og synger og går om juletræ og pakker gaver ud. Det er vist som de fleste. For mig har den 24. december ofte været en lidt forceret affære. Lige nu har vi ingen små børn i familien, så vi overvejer, om vi skal droppe juletræet. Det står pt. uafgjort.

Vi har et fast repertoire af salmer og sange, når vi går om juletræet. Hvis vi holder jul med min familie, synger vi "hørder" i stedet for "hyrder", når vi synger "Dejlig er jorden", som er den obligatoriske juleaftenssalme. Sådan sang min for længst afdøde farfar, så i den detalje ligger også erindringen om barndommens jul - og om dem, der ikke længere er med rundt om træet.

Egentlig holder jeg mest af julen på grund af adventstiden, hvor man i en måned gentager sig selv fra sidste år - på den gode måde. Det begynder i weekenden med første søndag i advent, hvor vi hiver julekassen frem, hænger de røde glashjerter i køkkenvinduerne, bager brune kager, laver adventskrans - og så videre. Advent er på en måde et særligt luftrum, lommer af lys i en mørk tid. Juledag er også en dejlig dag, en legitim pyjamasdag, hvor vi ikke gør ret meget andet end at lave ingenting, spille spil og måske gå en tur.

Hvis du skal forklare dansk jul for et menneske med en anden baggrund – hvad vil du så sige?

Jeg ville fortælle om, hvad vi gør - og om alle de ting, der hører julen til. Om glæden ved gentagelsen. Der er vel ingen kulturer, der ikke har den slags genkommende religiøse højtider, hvor måden, man fejrer den på, ikke hænger ret meget sammen med anledningen. Det er kultur og tradition, og sammenhængen ligger gemt i historien om Jesus. Den vil jeg så også fortælle. Og måske begynde med historien om min egen barndoms jul på landet, hvor jeg sagtens kunne forestille mig, at oksen kyssed' barnets fod...

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.