Ramadan

"Jeg kæmper for at holde tårerne tilbage under bønnen"

Fastens triatlon viser sig krævende på forskellige måder. Tre discipliner i form af sult, tørst og træthed i forskellige situationer. Jeg tager mig selv i flere gange at synkrontygge med personer, som jeg ser spiser mad, skriver studerende Mobarak Hussein Ahmed. Foto: Privatfoto.

Da imamen påbegynder bønnen, bliver jeg overvældet med en styrke, jeg ikke har noget forsvar imod. Ordene fra Koranen fylder mit hjerte og min sjæl med trøst og kærlighed, skriver studerende Mobarak Hussein Ahmed

Det er ramadan. Jeg vågner om morgenen og skal vanen tro i gang med mine morgenrutiner. Heldigvis når jeg at stoppe mig selv, fordi jeg skammeligt erindrer min religiøse forpligtigelse. Fasten. Jeg takker min skaber højlydt for påmindelsen og kigger febrilsk rundt for at sikre mig, at jeg er blevet hørt af familien, og for at fastslå at der blot var tale om en kort forglemmelse.

Jeg samler mine tanker, mens jeg står i køkkenet, og pludselig går det op for mig, at i resten af denne velsignede måneds morgener er mine morgenrutiner i køkkenet skræmmende ubrugelige. Ingen morgenmad, ingen morgenkaffe, ingen morgenvitaminpiller, eller noget andet der normalt bliver indtaget om morgenen. Jeg kan tage et bad. Og jeg kan bede min bøn. Så det gør jeg.

Allerede her går det op mig, hvad jeg hvert år synes at glemme. Jeg glemmer, at ramadanmåneden aflaster mig for en masse uvæsentlige vaner i mit rutineprægede liv. Jeg bliver strippet for distraherende og åndeligt bremsende tillæg.

Blot for en stund gennemgår jeg en spirituel renselse. I den stund modtager jeg den unikke gave og mulighed for at gøre mig betragtninger i mit liv, som jeg ellers ikke ville ænse. Betragtninger som pynter min livsanskuelse med spiritualitet, åndelighed, taknemmelighed og afsætter mit ego. Det sidste ville alle have gavn af ind imellem. Bare for en stund.

Fastens triatlon viser sig krævende på forskellige måder. Tre discipliner i form af sult, tørst og træthed i forskellige situationer. Jeg tager mig selv i flere gange at synkrontygge med personer, som jeg ser spiser mad. At se et menneske nyde mad virker hypnotiserende og distraherer mig i korte øjeblikke.

Tørsten er straks værre og af slemmere karakter. Manglen på væske arbejder tæt sammen med træthed. Og de to kumpaner har det med at styre tempoet for dagen. De bevirker, at jeg ikke har styr på mine energiudladninger. Så enten farer jeg rundt, som om jeg konstant kommer i tanke om, at jeg har glemt noget, og derfor brat skifter retning spontant, eller jeg er i noget, der mener om en dvaletilstand. Mine øjne er lukkede, men rører du mig, så springer jeg op. Desuden har jeg bemærket, at jeg automatisk og ufrivilligt sætter farten ned, når jeg går forbi enhver form for væske.

Når jeg sammen med familien når den fjerde daglige bøn og fastens afslutning, fyldes jeg af en følelse, som har været savnet. Kollektiv åndsnærværende ydmyghed samlet i meditativ fællesfordøjelse af bønnen. Jeg elsker den form for samhørighed. Derfor glæder det mig også, at jeg i år har muligheden for at deltage i ramadanmånedens ekstra bøn tarawih. Det bliver en lille midlertidig minitradition for os i familien at bede den i moskeen under ramadanen. Det føles, som om vi lige har sat os ned for at spise efter næsten 16 timers faste, og så allerede er på vej videre til cirka en times bøn, når det er tid for tarawih. Det er lidt hårdt, men det er det hele værd.

Vi ankommer til moskeen, når det er tid til at bede fællesbønnen, og der er fyldt op med mennesker. Jeg melder mig straks ind i fællesskabet ved at hilse på de andre medlemmer, og vi føler en samhørighed ved den forstående masseaudiens hos vores skaber.

Spøg, ironi, lidelser og selvcentrering bliver sat til side. Det bliver alt sammen overflødigt, uden substans, falmende, ligegyldigt og uinteressant, når jeg påbegynder fællesbønnen tarawih. Tarawih bedes kun under ramadanen, og den bedes i antal opdelt med det formål at nå at recitere hele Koranen i ramadanmåneden.

Tarawih er ikke obligatorisk, så det store fremmøde i moskeen overvælder mig følelsesmæssigt. Da imamen påbegynder bønnen, bliver jeg overvældet igen, men dybere denne gang og med en styrke jeg ikke har noget forsvar imod. Ordene fra Koranen fylder mit hjerte og min sjæl med trøst og kærlighed. Jeg bliver fuldstændig rørt af de første par vers, der reciteres, og pludselig sløres mit syn og bliver tåget. Jeg kæmper for at holde tårerne tilbage, men opgiver og koncentrerer mig i stedet om at holde vejret, så ingen kan høre min tonstunge vejrtrækning. Jeg er ved at hulke.

Måske er jeg udkørt og følelsesmæssigt letpåvirkelig, men det ændrer ikke på, at jeg synes, at mennesker, som har fastet i 16 timer, og som kun lige når at få lidt mad og drikke, fordi de skynder sig videre for at bede en timelang, uobligatorisk bøn af ren og skær taknemmelighed og hengivenhed, og som vælger at bruge noget af den meget begrænsede solnedgangstid på at træde frem for deres skaber, udfører en meget smuk dedikation til Allah. Sikke et dejligt fællesskab. Hvilken ære det er at være en del af. Inshallah igen i morgen, om Gud vil det.

Mobarak Hussein Ahmed er studerende.