På 12 meters dybde lærte jeg at trække vejret gennem bøn

Hvorfor er du så bange, spurgte min dykkerinstruktør flere gange. Svaret var: At jeg var bange for at dø. Først da jeg begyndte at bede Hjertebønnen, blev jeg god til at dykke, skriver cand.mag Christian Arffmann

For et år siden lod jeg mig overtale til at tage et dykkercertifikat. Det er ikke, fordi jeg er super god til at svømme. Men jeg har altid været en vandhund. Jeg sprang lige ud i det uden at tænke nærmere over det. Det var på en ferie på De Andamanske Øer i Indien.

Selvfølgelig kan man ikke bare begynde at dykke fra den ene dag til den anden. Man skal først igennem et kursus. Kurset hedder Open Water Diver Course og var et intensivt kursus på 3-4 dage. Vi fik en lærebog, hvori der stod alt, hvad der var værd at vide om dykning. Undervejs øvede vi os i et svømmebassin og tog senere ud på dybere vand og prøvede teknikkerne af.

Jeg var en meget flittig dykkerstuderende og prøvede at lære det hele udenad. Men det var meget svært for mig. Jeg havde svært ved at slappe af og kunne godt mærke, at jeg var i den tunge ende af niveauskalaen. Men jeg bestod eksamen og kunne kalde mig den stolte ejer af et dykkercertifikat. Året efter tog jeg på ferie på den thailandske ø Ko Chang. Her var der mulighed for at dykke, og nu hvor jeg havde mit dykkercertifikat, var der jo ingen problemer i at dykke.

Men der var gået over et år, og jeg var stadig ikke helt fortrolig med det. Så jeg fik en dykketur, hvor jeg fik genopfrisket dykketeknikker af den lokale dykkerinstruktør Andy. Men jeg var nervøs og bange. Jeg fik hele tiden at vide, at jeg skulle slappe af.

”Hvor er det sjovt at dykke!” sagde alle omkring mig. Men sådan føltes det ikke. Andy var ikke særlig imponeret. Han kunne konstatere, at jeg løb tør for ilt på ingen tid, fordi jeg slog og sparkede med arme og ben ud til alle sider. Ikke særlig yndefuldt og spild af dyrebar ilt og energi.

Det er meningen, at man bare skal flyde rundt i vandet som en havfrue. Men når jeg dykkede, lignede det snarere et epileptisk anfald. Andy sagde, at jeg burde kunne dykke uden problemer. Hvorfor er du så bange? spurgte han flere gange.

Svaret var: At jeg var bange for at dø. Når man dykker, bliver man på en måde konfronteret med døden. Man kan løbe tør for ilt. Man kan komme til at komme for dybt ned og ikke nå op i tide. Man kan risikere dykkersyge, hvis man stiger op alt for hurtigt. Man lærer, at man skal have fuldstændig styr på sit udstyr og lære teknikkerne at kende. Så jeg tjekkede mit udstyr og mine apparater hvert 10. sekund, fordi jeg var sikker på, at der hvert øjeblik kunne gå noget galt. Mit åndedræt var uregelmæssigt og ukontrolleret, fordi jeg hele tiden stressede og var bange for, at noget skulle gå galt.

Mens jeg dykkede, var jeg især bange for at falde ned, gå til bunds eller blive stukket af leopardfisk, pilrokker eller skorpionfisk, som skulle være sindssygt giftige.

Fordi mit åndedræt var uregelmæssigt, kunne jeg ikke kontrollere min ”buoyancy”, som det hedder. Evnen til at flyde. Hverken flyde op eller ned, men flyde vægtløst rundt i vandet. Det er dét, der er meningen.

Jeg grublede over forholdet mellem min vejrtrækning og min flydeevne. Lidt efter lidt begyndte jeg at tænke over Hjertebønnen. Bønnen som kirkefædrene bad. ”Herre, forbarm dig over os. Kristus, forbarm dig over os.” Bønnen gentages og gentages og gentages. Meningen er, at den efterhånden bliver en del af din vejrtrækning. Når du trækker vejret ind, siger du Herre, og når du trækker vejret ud, siger du Forbarm dig over os. Det vil sige, at du kalder på Herren og bagefter giver du slip, idet du siger Forbarm dig over os.

Jeg begyndte at bede og lade bønnen blive en del af mit åndedræt. Det virkede. Jeg gav slip. Min krop var helt stille. Mit åndedræt blev helt roligt. Og så begyndte jeg bare at dykke.

Bønnen fik mig til at slappe af. Den gav mig en rytme. Den gjorde mig fri af alle bange tanker, og jeg begyndte bare at flyde. Jeg begyndte at se rundt på alle de fisk og de koraller, der var omkring mig. Den smukke vidunderlige lille verden jeg var så heldig at være i. Tiden stod stille. Alt andet i verden var langt væk. Der var kun dette øjeblik. Jeg dykkede rundt i vandet. Var slet ikke mere bange for pilrokker, skorpionfisk eller leopardfisk. Var ikke bange for, at mit udstyr pludselig ville svigte mig. Jeg var okay. Det var, som om der var en usynlig hånd der holdt mig flydende.

Det er dét, bøn handler om. Det er derfor, det er vigtigt at bede. Nogle gange har vi brug for at give slip. Tro på, at der er nogen, der griber os og forbarmer sig over os. For når vi opdager, at der er en usynlig kraft, der holder hånden under os, bliver vi sat fri til at være i verden. Vores åndedræt bliver mere kontrolleret. Og det bliver nemmere at håndtere de op– og nedture, som livet byder på. Til vands, til lands og i luften.

Christian Arffmann er cand.mag. og konsulent.