Jesus døde for at tage magten fra døden

Jesus døde for at vi skulle få del i Hans sejr over forgængelighed og død, for at vi skulle blive delagtige i Hans sprængning af dødsrigets porte, for at vi skulle opstå fra de døde med Ham og have evigt liv i Guds Rige, skriver Poul Sebbelov. Foto: Leif Tuxen.

Kristus blev menneske og døde for at skænke alle os, som uden Ham ville have været dødens bytte, evigt liv, skriver ortodoks præst Poul Sebbelov

Hvorfor måtte Kristus korsfæstes og dø? Var dette virkelig nødvendigt? Sådan lyder, for en logisk betragtning, kristentroens helt afgørende spørgsmål. Svaret på spørgsmålet bestemmer for mange, om det i det hele taget er muligt for os at gøre den kristne tro til vor egen tro. Kan vi finde mening i en kirke, der som sit omdrejningspunkt har Kristi død?

Kan vi fæste lid til en Gud, som kommer til vor verden og bliver Menneske med det ene formål at dø? Kan vi tro på en kærlig Fader, som ikke stiller Sig tilfreds, før Hans egen Søn er blevet straffet med korsfæstelse og død?

Nej, det kan vi ikke! Hvis det virkelig forholdt sig på den måde, at den kristne tro var en slags sadistisk dødskult, og hvis Guds tanke med at blive Menneske var en slags forherligelse og dyrkelse af død og straf, så ville vi gøre klogest i at holde os langt borte fra kristendommen.

Men vi, som lever i Guds Kirke, sætter alt vort håb til Kristus. Uden Kristus ville der slet intet være for os at håbe på. Vi afviser imidlertid på det bestemteste, at Kristi død i og for sig skulle være dét, vi håbede på; og vi afviser, at de troendes frelse skulle være knyttet til Kristi lidelse, korsfæstelse og død i og for sig!

Vi er så tilbøjelige til at stille kritiske spørgsmål og dernæst forvente logiske svar på vore spørgsmål. Men vi skulle snarere indlejre vore brændende spørgsmål i bekendelsen af den kristne tro. Ikke som gåder med logiske svar, men som troens paradoksale mysterier: Jesus Kristus måtte lide, korsfæstes og dø, for at Han kunne besejre døden, sprænge dødsrigets porte, skænke liv til dem i gravene og atter opstå fra de døde.

Kristus blev Menneske og døde med det ene formål at fratage døden dens magt og skænke alle os, som uden Ham ville have været dødens bytte, evigt liv. Kristus narrede, rent ud sagt, døden. Han tilbød Sig som madding, og dødsriget slugte Ham, blot for at opdage, at han var kommet for at sprænge dets porte indefra og sætte dødens fanger fri.

Hvad betyder det? Det betyder, at den sande kristne tro ikke lader sig nøje med de juridiske overvejelser, med de tanker om forbrydelse og straf, som desværre præger store dele af den teologiske tænkning, ikke mindst i romersk-katolsk og protestantisk sammenhæng.

I den Ortodokse Kirke er der ikke stor forståelse for idéerne om den stedfortrædende straf, den tanke, at menneskeslægten ved at overtræde Guds bud er hjemfalden til straf, men at en anden, Jesus Kristus, påtager Sig at lide straffen på vore vegne. Vi underkender på ingen måde Kristi lidelse og død; men vi ser alt i lyset af Hans Opstandelse påskemorgen og tilkender ikke døden mening i og for sig!

Ortodoks kristen tro har mere end vanskeligt ved at forholde sig til tanken om en smålig, rethaverisk og hævngerrig Gud, som ikke helmer, før straffen er eksekveret, og som gerne retter bager for smed, om det så skal gå ud over Hans egen Søn, vor Herre Jesus Kristus. Hvilken tillid kunne vi have til en sådan Gud? Skulle dét være en sand beskrivelse af den kristne Kirkes Gud, som i Sin kærlighed vil alle menneskers frelse?

Vist ikke! En sådan teologi ville have mærkbare følger, som kunne aflæses i de kirkelige højtider. For hvis det virkelig var på den måde, at prisen var betalt og sagen afsluttet med dødsdommen over Kristus og den efterfølgende korsfæstelse, så ville vi kunne afslutte påskefejringen med fredag i Den Stille Uge; og Opstandelsen påskemorgen ville da blot være Kristi private foretagende, som egentlig ikke havde nogen betydning for menneskeslægtens frelse og for Kirken.

Den ortodokse kristne tro afviser al juridisk tænkning angående Kristi død. Ligeledes afviser vi den såkaldte passionsmystik, hele den oftest usunde dyrkelse af lidelsen, af piskeslagene, det silende blod, naglerne, tornekronen og alt det øvrige, som går forud for korsfæstelsen og døden.

I nogle kristne kredse er der en voldsom opmærksomhed om alt dette. Visse kristne søger på forskellige måder at få del i Kristi lidelse, de påfører sig selv smerte, eller de koncentrerer i den grad deres tanker og tro om korsfæstelsen, at de bliver ofre for såkaldte stigmatiseringer, hvor der optræder sår på hænder og fødder, svarende til de pågældendes intense beskæftigelse med Kristi sårmærker.

Enhver, som har været med ved Den Ortodokse Kirkes påskefejring vil kunne bevidne, at vi på ingen måde bagatelliserer Herrens lidelse og død. Gennem påskedagene lever vi med i Hans pågribelse, lidelse, korsfæstelse og død; men tværs igennem alt dette har vi allerede forventningen, og vi aner allerede glæden over påskemorgens lyse Opstandelse, den glæde, som jublende bryder frem i morgentjenestens atter og atter gentagne sejrsråb: Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden!

Hvorfor skulle Jesus egentlig dø? Sådan lød vort indledende spørgsmål. Og svaret er indeholdt i påskehilsenen: Kristus er opstanden! Kristus har, med Sin lidelse, Sin korsfæstelse og Sin død, taget vore menneskelige vilkår, vor forgængelige og dødelige natur, fuldt og helt på Sig; og det har Han gjort, for at vi skulle få del i Hans sejr over forgængelighed og død, for at vi skulle blive delagtige i Hans sprængning af dødsrigets porte, for at vi skulle opstå fra de døde med Ham og have evigt liv i Guds Rige.

Derfor synger Guds Kirke fra Påske og frem til Kristi Himmelfart igen og igen sejrssangen: Kristus er opstanden fra de døde / Ved døden besejred Han døden / Og til dem i gravene gav Han liv!

Fader Poul Sebbelov,
Præst i den ortodokse kirke Gudsmoders Beskyttelse