Alle jødiske traditioner tager udgangspunkt i pesach

Pesach-festen markerer israelitternes udfrielse fra Egypten. Det er så central en begivenhed i jødedommen, at Toraen forklarer, at enhver jøde må se på udvandringen, som var det ham eller hende selv, der blev befriet dengang, forklarer jødiske David Lexner

Pesach-festen fejres i det tidlige forår i den hebraiske måned Nissan. Den markerer befrielsen af israelitterne fra slaveriet i det gamle Egypten.

Udgangen af Egypten er så central i jødedommen, at Toraen befaler enhver jøde at betragte sig selv, som var det ham eller hende selv, der blev befriet dengang.

Utallige regler og forskrifter tager udgangspunkt i netop denne begivenhed. ”Du må ikke undertrykke eller forulempe den fremmede, thi I var selv fremmede i Egypten”, står der i Anden Mosebog, og vi holder sabbatten for at huske på, at vi ikke skal blive ”slaver” af hverdagens stress og byrder.

Udfrielsen fra Egypten

Alle jødiske traditioner tager på en eller anden måde grund i den 3000 år gamle historie: I over 200 år blev Israeliterne udsat for opslidende arbejde og uudholdelige rædsler under faraoernes regimer.

Da sendte Gud Moses til farao med et krav om befrielse fra slaveriet. Men trods talrige advarsler nægtede farao at lytte til Guds befaling, og Gud sendte derfor ti plager over egypterne som ødelagde alle egypternes rigdomme, deres kvæg og afgrøder, deres templer og afguder.

På slaget midnat den 15. Nissan i år 1313 før vor tidsregning ramte den tiende plage: Alle egypternes førstefødte, deriblandt faraos egen søn og tronfølger, blev dræbt at dødsenglen. I sorg og fortvivlelse for flere plager lod Farao endeligt israelitterne gå.

600.000 voksne mænd og mange flere kvinder og børn forlod Egypten den dag. De satte mål mod Sinaibjerget og deres fødsel som et folk. De forlod i en sådan hast, at deres brøddej ikke nåede at hæve.

Sedermåltidet er en påmindelse om historien

For at genskabe den samme virkelighed må jøder hverken eje eller spise hævet brød eller syrnede fødevarer i løbet af festens syv dage. I stedet spises, som dengang, matzah, et fladt usyret brød.

Brød og gærede madvarer er bandlyste i jødiske kredse under festen. Derfor rengør observante jøder deres huse i ugerne op til festen. Mange udskifter deres tallerkener, bestik, potter og pander med et sæt afsat til kun disse syv dage.

Et særligt måltid, sedermåltidet, finder sted på festens første aften. Her bliver historien om befrielsen fra slaveriet læst op, og traditionelle salmer bliver sunget omkring middagsbordet. Sammen med festmiddagen serveres også traditionelle retter såsom persille og hårdkogt æg i saltvand, rå peberrod og selvfølgelig matzah – alle til påmindelse om, eller genoplivelse af, begivenhederne dengang.

Og skulle du være så heldig at være inviteret til et sedermåltid, så bør du nok ikke tage brød, kage, whisky eller øl med til værten.

David Lexner er jøde og arbejde med international marketing i Tel Aviv.