Jødedommen er en lyttereligion

Det er ikke kun jøderne, som skal lytte til Gud. Et centralt aspekt i jødedommen er også, at Gud hører jøderne, skriver statskundskabsstuderende Jonatan Cohn. Foto: Roman Dembitsky - Fotolia / Iris

Der er en gensidig lytterelation mellem jøder og Gud. Når jøder lytter til Guds ord, hører Gud deres bønner, men når jøderne ikke hører efter, vender Gud det døve øre til, skriver statskundskabsstuderende Jonatan Cohn

Jødedommen er en ”Religion of Listening”, en lyttereligion. Sådan har i hvert fald den tidligere britiske overrabbiner, lord Jonathan Sacks for nyligt beskrevet den jødiske religion i et indlæg i avisen The Algemeiner Journal.

Mens hedningene tilbage i de jødiske stamfædres tid kunne se billedstøtter af deres afguder, var Abraham, Isak og Jakobs Gud usynlig og åbenbarede sig alene via lyd og tanker til menneskets øre og sind.

Ikke overraskende er det derfor, at den sætning, som i historiens løb er blevet til den jødiske trosbekendelse, henviser til netop høresansen. Den lyder som bekendt: ”Hør Israel, Herren er vor Gud, Herren er én”. Trosbekendelsen, der dagligt forventes sagt både morgen og aften, påbyder således jøder at høre sandheden om den ene Gud, det vil sige at have en monoteistisk overbevisning. 

Men det er ikke kun jøderne, som skal lytte til Gud. Et centralt aspekt i jødedommen er også, at Gud hører jøderne. I Bibelens exodusfortælling beskrives det, at israelitterne klagede sig og skreg over slaveriet i Egypten, hvorefter ”Gud hørte deres jamren, og Gud huskede på sin pagt med Abraham, Isak og Jakob” (Anden Mosebog kapitel 2 vers 24). Derefter skildres historien om, hvordan Moses som Guds tjener førte israelitterne ud af trældommens hus og ind i det forjættede land, hvor de skabte en selvstændig hebræisk stat.

Grundlæggende findes der altså en gensidig lytterelation mellem jøder og Gud. Denne kan nærmere beskrives som, at når jøder lytter til Guds ord, hører Gud også deres bønner, men når jøderne ikke hører efter, vender Gud det døve øre til. På ørkenvandringen hen imod Kanaans land blev israelitterne for eksempel fortalt, hvordan de ville blive belønnet, såfremt de nøje lyttede til Guds bud og straffet, hvis de tjente andre guder.

Jøderne var dog vanskelige. De overhørte deres profeters advarsler og fulgte ikke Guds bud. Det medførte i sidste ende, at den første jødiske stat gik til grunde: Nebukadnesar ødelagde Jerusalem, og mange af indbyggerne blev sendt i det babylonske eksil.

Forståelsen af den gensidige lytterelation mellem jøder og Gud er dog ikke statisk. I stedet har den efter alt at dømme undergået en udvikling over tid. Hvis vi ordret læser Mosebøgernes omtale af belønning og straffen for henholdsvis at lytte til og overholde Guds bud eller at forbryde sig mod dem, tyder teksten på, at både belønningen og straffen vil blive modtaget i denne verden.
 
Imidlertid beretter den talmudiske jødedom - hvilket er betegnelsen for den teologiske tradition, som nutidens jødedom udgår fra - at belønning og straf ofte finder sted i en kommende verden, det vil sige i en tilværelse efter døden. Der synes således at være en forskel på Mosebøgernes ordlyd og den talmudiske tolkning heraf.

For år tilbage fulgte jeg en forelæsningsrække på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, der blandt andet berørte dette emne. Underviseren forklarede dengang, at denne forskel på den ordrette læsning af Mosebøgerne og den talmudiske udlægning formentlig skyldes, at den talmudiske tilgang til dette spørgsmål er blevet til i tidsperioder, hvor jøderne har været underlagt hårde livsvilkår og undertrykkelse fra fremmede herskere. De talmudiske skriftlærde indså dermed, at det at lytte til og overholde Guds bud ikke nødvendigvis medførte belønning i dette liv. Følgelig måtte den af Gud lovede belønning ofte tilkomme mennesket i en senere verden.

I vores moderne tider finder man også interessante tematiseringer af ideen om jødedommen som en lyttereligion. Et meget voldsomt eksempel ser man hos den italienske jøde og verdenskendte forfatter Primo Levi. Han overlevede et fangenskab i Auschwitz og skrev efterfølgende bogen ”Hvis dette er et menneske” om sine forfærdelige oplevelser i lejren.

Heri beskriver han en situation, hvor en jødisk medfange takker Gud, fordi hans bønner er blevet hørt, idet han ikke blev udvalgt af nazisterne til at komme i gaskammeret. Primo Levi bemærker med spottende tone dertil:

”Fra min øverste køje hører og ser jeg gamle Kuhn bede højt. Han rokker voldsomt frem og tilbage med huen på hovedet. Kuhn takker Gud, fordi han ikke er blevet udvalgt. Kuhn er et fjols. Han ser ikke Beppo i køjen ved siden af, grækeren Beppo der kun er tyve år gammel og som i overmorgen skal i gaskammeret, og han ved det, og han har lagt sig i sin køje og stirrer stift op i den nøgne lampe, uden at sige noget og uden at kunne tænke. Ved Kuhn ikke, at det bliver hans tur næste gang? […] Hvis jeg var Gud, ville jeg spytte på Kuhns bøn”.

Kuhn-Levi-kontroversen er, om end den sikkert også kan udlægges på andre måder, et illustrativt eksempel på, at tiltroen til, at Gud hører og besvarer menneskets bønner, i den grad blev udfordret under Holocaust. Kort tid derefter genopstod imidlertid en jødisk stat i Palæstina.

Efter 2000 års eksil og bønner om at vende tilbage til Zion tydede meget således på, at Gud endelig havde lyttet til Israels børn. Men hvis staten Israels oprettelse rent faktisk var udtryk for, at Gud havde hørt mange jøders længsel efter at afslutte en lang og ufri tilværelse i diasporaen, hvordan kunne Gud så samtidig have tilladt Holocausts rædsler?
 
Dette paradoks viser, at temaet om jødedommen som en lyttereligion har mange forskellige indfaldsvinkler, som ikke nødvendigvis er indbyrdes konsistente. Men netop det er velsagtens en af grundene til, at emnet har været aktuelt i såvel moderne litteratur som i tusinde år gamle talmudiske diskussioner.

Jonatan Cohn er jøde, statskundskabskabsstuderende og panelist ved religion.dk.