Synspunkt

Jubelåret skal minde os om barmhjertighed

Jubelåret, det hellige år, festligholdes almindeligvis hvert 25. år i den katolske kirke, skriver journalist Malene Fenger-Grøndahl. Foto: abilitychannel - Fotolia

Pave Frans har udråbt et jubelår med barmhjertighed som tema, og det minder mig om alle de gange, andre mennesker har tilgivet mig og sat mig fri. Min bøn er, at jeg må være i stand til at sætte andre fri på samme måde, skriver journalist Malene Fenger-Grøndahl

En gammel mand fortalte mig kort før sin død sit livs hemmelighed: Han havde under krigen været frihedskæmper og havde både deltaget i væbnede aktioner og havde organiseret jøders flugt til Sverige.

Når en familie med små børn skulle sendes af sted i en fiskerbåd, var der som regel en læge fra modstandsbevægelsen til stede, som kunne bedøve spædbørnene, så de ikke græd og afslørede flugten. En dag dukkede lægen ikke op, og manden havde selv måttet bedøve et barn. Han fornemmede, at barnet blev meget slapt, og han var bange for, om dosis havde været for høj.

Efter krigen fandt han frem til den jødiske familie, som var kommet tilbage til Danmark. Han besøgte dem og spurgte til barnet. Moren afviste ham først men lod ham så komme ind og se barnet, som var multihandicappet.

Manden følte sig voldsomt skyldig og undskyldte. Moren kiggede forundret på ham og sagde: ’Du reddede vores liv. Vi er dig evigt taknemlige. Det er os, der takker dig’.

Med de ord kunne han gå ud i livet med fornyet håb og glæde. Hans skyldfølelse forsvandt ikke, men noget i ham blev forløst. Han oplevede, at der i kvindens ord var en stor barmhjertighed. Og han forstod, at hans gerning for kvinden stod som et udslag af barmhjertighed.

At vi således kan være barmhjertige over for hinanden og på den måde forsøge at gøre blot en smule af det, Gud gør for os alle, er for mig hemmeligheden i det jubelår for barmhjertighed, som pave Frans udråbte i marts i år, og som begynder den 8. december 2015 og varer til 20. november 2016.

Når paven har udråbt et ekstraordinært jubelår, skyldes det, at vi som kirke ”ønsker at leve i lyset af Herrens ord: ’Være barmhjertige som jeres Fader er barmhjertig’,” som paven har udtrykt det.

Jubelåret indledes på dagen for fejringen af Marias undfangelse, hvilket peger på, at Maria for pave Frans står som det stærkeste symbol på barmhjertighed.

For mig står jomfru Maria som den barmhjertige moder, som ikke blot er Gudsmoder, men også kirkens moder og alle troendes moder. Hun minder mig om, at vi ikke kun er mødre for vores egne børn hjemme i familien. Vi er også mødre for det liv og håb, vi kan føde i andre ved at tilgive og vise overbærenhed. Vi kan gøre det i store gerninger og i små – og på den måde forsøge at være barmhjertige, som vores Fader er det.

Mulighed for at få aflad, som er centralt under et jubelår, kan nok for mange virke fremmedartet og ulogisk. Men aflad hænger tæt sammen med bodens (skriftemålets) sakramente og troen på, at kirken kan hjælpe os til at gøre den skade god igen, vi har påført os selv og andre.

På den måde kan vi blive sat fri til at gå ud i livet og handle uden at være lammede af frygt for at fejle eller af skam og skyld over de handlinger, vi har skadet andre med.

Jubelåret, det hellige år, festligholdes almindeligvis hvert 25. år i den katolske kirke. Traditionen, som har baggrund i det gamle Israels helligholdelse af hvert 50. år som jubelår og i Jesu forkyndelse af Herrens nådeår (Lukasevangeliet kapitel 4 vers 17-21), blev indført i år 1300 og har fra år 1475 – med få undtagelser - været fejret hvert 25. år.

I et helligt år valfarter pilgrimme til de hellige steder i Rom og går gennem en dør i Peterskirken, som åbnes ved jubelårets begyndelse og mures til igen ved dets afslutning. Det sker også, når der udråbes ekstraordinære jubelår, sådan som pave Frans har gjort, og millioner af pilgrimme vil formodentlig rejse til Rom for at gå gennem den hellige dør og opnå aflad.

Jeg når næppe til Rom i løbet af jubelåret. Men mit håb er, at jeg i løbet af det hellige år vil blive bedre til at åbne døre i andres liv, sådan som andre har åbnet døre i mit liv ved at tilgive mig, når jeg ikke ’fortjente’ det. Når andre gør sådan mod mig, gør de Guds barmhjertighed virksom i verden.

Jeg tror, at den gamle mand oplevede mødet med den jødiske mor, hvis liv han havde reddet, lige sådan. Og for mig er det et stærkt billede på den barmhjertighed, som pave Frans med jubelåret minder os om. Det er Guds barmhjertighed, som vi hver især modtager som gave og kan dele med hinanden.

Malene Fenger-Grøndahl er katolik og uddannet journalist.