Min juletid

Hindu: Julen sætter børnene i centrum

Julen en tid, hvor man med glæde ønsker andre mennesker, som man ikke nødvendigvis kender, en god jul og kommer hinanden ved. Det er også en tid, hvor man besøger familiemedlemmer, som man måske ikke møder så tit, skriver hindu Pirapaharan Navaratnam Foto: pressmaster - Fotolia

Jeg betragter julen som en hyggelig tid, hvor man er sammen med familien - og hvor især børnene er i centrum med julekalender, julemand, juletræ og gaver, skriver hindu Pirapaharan Navaratnam

Selvom jeg ikke er kristen, har jeg altid syntes godt om julen. For mig betyder julen en tid med familiehygge og en tid, hvor folk i hele landet samles om noget fælles.

Da jeg var barn, fejrede vi ikke jul derhjemme. Men i barndomstiden virkede det som om, der altid var en hvid jul. De gode minder derfra var, når vi lavede julepynt, sang julesalmer til morgensang i landsbyskolen, tændte kalenderlys hver dag, bagte julebag, spiste pebernødder og brunkager og så julekalender på TV om aftenen sammen med resten af familien.

Dengang syntes jeg også, at julekalenderne var mere eventyrlige og havde mere med jul at gøre, end det er tilfældet i dag. Jeg syntes også, det var rigtig smukt, når der i december måned hang julepynt/belysning (stjerner eller røde hjerter med lys i og med gran foroven) på lygtepælene hele vejen gennem landsbyen.

Selvom vi ikke fejrede jul derhjemme, så påvirkede det mig ikke, at mine venner i skolen fejrede jul, og at der blev talt meget om julen. Oftest blev vi inviteret hjem til nogle bekendte, der var katolikker, og tilbragte aftenen hjemme hos dem eller hos noget andet familie. Jeg var meget bevidst om, at vi som hinduer havde andre helligdage, hvor vi også får gaver.

Efterhånden som jeg blev ældre, valgte jeg oftest at arbejde juleaften. På den måde kunne en af mine danske kolleger få fri fra arbejde, så vedkommende kunne fejre jul med familien. Eftersom jeg arbejder på et sygehus, så fejrede jeg juleaften sammen med andre mennesker på de forskellige afdelinger. Selvom folk var indlagte, fordi de var syge, så gjorde julen dem alligevel glade. Julefrokoster kom jeg også til, så jeg lærte efterhånden, hvad julemad er. And fik vi aldrig derhjemme, så det så jeg faktisk frem til - og selvom risengrød med kanel ikke tiltalte mig så meget, så var risalamande min favorit.

I dag er jeg begyndt at fejre jul, eftersom jeg er blevet gift med en katolik. Så juleaften tager jeg til julemesse sammen med min kones familie, og ellers står aftenen på familiesamvær, julemad og gaver. Selvom julen er en kristen højtid, betragter jeg det mere som en hyggelig tid, hvor man er sammen med familien - og hvor især børnene er i centrum med julekalender, julebag, julemand, juletræ og gaver.

Desværre synes jeg, at julen i dag minder mere og mere om gaveræs, og selve julestemningen bliver ødelagt af, at man allerede kan købe juleting i butikkerne fra oktober måned, og at man skal stå i kø i rigtig lang tid ved kasserne i butikkerne. Folk virker til at have travlt og være stressede, og det er trist at læse om fattige familier, der ikke kan glæde børnene med en god jul, og ensomme mennesker, der ikke har nogen at fejre den med.

Men det er så især i denne anledning, at vi også ser, hvor godhjertede folk er, når de donerer penge til julehjælp og inviterer fremmede, ensomme mennesker med hjem for at fejre julen sammen. Det er også en tid, hvor man med glæde ønsker andre mennesker, som man ikke nødvendigvis kender, en god jul og kommer hinanden ved. Det er også en tid, hvor man besøger familiemedlemmer, som man måske ikke møder så tit.

Glædelig jul!
 
Pirapaharan Navaratnam er hindu, radiograf og panelist ved religion.dk.