"Jødedommen tillader ikke moralsk passivitet"

Jonatan Cohn-Maxild er j¿de. Foto: Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

De fleste mener, at der er store forskelle på jødisk og kristen moralopfattelse, skriver Jonatan Cohn Maxild

Vi har stillet debatpanelet på religion.dk fire spørgsmål om deres personlige overvejelser om religiøs etik.Jødiske Jonatan Cohn Maxild svarer:

Nogle år tilbage havde jeg en samtale med en ikke-jødisk studiekammerat om etik. Vi kom i den sammenhæng ind på Bibelen, hvorefter jeg citerede den såkaldte gyldne regel, der nogenlunde lyder: Du må ikke gøre mod andre, hvad du ikke vil have, andre skal gøre mod dig.

Jeg fortalte i den forbindelse, at jeg altid har anskuet dette påbud som værende fundamentet for etiske overvejelser. For hvad er moral, hvis ikke en stemme, der fortæller os, at vi i denne og hin situation ikke bør handle selvisk?

Jeg uddybede med en betragtning om, at når man tænkte over det, var det ikke så underligt, at moralens tilsynekomst i vores del af verden kan tilskrives de hebræiske slaver, der selv oplevede konsekvensen af sine herskeres brutale adfærd i datidens Egypten.

På trods af mine rosende ord om denne etiske forskrift svarede min studiekammerat, at det vist måtte være en gammeltestamentlig og dermed udløbet version, for såvidt han var orienteret, formulerer Jesus det på følgende måde i Det Nye Testamente:

Du skal gøre mod andre, hvad du vil have, andre skal gøre mod dig.

Rigtignok fandt jeg senere ud af, at min mere negative version af den gyldne regel blev formuleret af rabbineren Hillel i Talmud, mens Jesus derimod kom med den positive version i sin bjergprædiken.

I praksis er det dog min opfattelse, at der ikke er den store forskel på de to formuleringer. Der er nemlig ingen - hverken kristne eller jøder - der mener, at man skal læse deres version af den gyldne regel bogstaveligt.

Tag nu en ordret læsning af Hillels version. Det vil føre til en morallov, hvor man ikke er forpligtet til at hjælpe folk i nød. Reglen påbyder blot en til ikke at være årsag til, at folk er i nød.

Du må således ikke være årsag til at andre er i nød, idet du ikke selv ville have, at andre var årsag til, at du selv var i nød. Om folk så er i nød af andre grunde, der ikke har noget med en selv at gøre, kan man vel ikke tage sig af.

Selvfølgelig kan den skarpe iagttager indvende, at man med sin manglende handlen alligevel er årsag til, at folk er i nød.

En aktiv handlen ville jo kunne resultere i, at folk ikke længere var i nød. I så fald omhandler Hillels negativt formulerede regel ikke bare et forbud mod at handle forkert (du må ikke handle) men også et påbud om at handle (du må ikke undlade at handle).

Men selv hvis vi ikke accepterer denne indvending, så har Hillel formentlig heller ikke ment, at man skulle læse hans formulering af den gyldne regel bogstaveligt.

Jødedommen påbyder aktiv hjælp
Det ville nemlig ikke stemme overens med resten af jødedommens etik. Jødedommen tillader ikke moralsk passivitet, men påbyder tværtimod sine tilhørere at yde aktiv hjælp til for eksempel de fattige.

Ligeledes kan Jesus heller ikke have ment, at man skulle læse hans påbud helt bogstaveligt. For hvad hvis man nyder at gøre dårlige ting mod sig selv? Betyder det så, at man er forpligtet til at gøre dårlige ting mod andre?

Det tror jeg ikke, at Jesus eller nogen andre, der accepterer dette moralske princip, mener. Jesus og Hillel er derfor ikke så uenige, som den eksplicite ordlyd af deres moralske doktriner ellers kan foranledige folk til at tro.

Men hvis det ikke er i denne henseende, at forskellen på jødisk og kristen moral findes, hvor er det så?

Mit bud er, at essensen i den jødisk-kristne uenighed om moral er nært beslægtet med vores forståelse af retfærdighedsbegrebet.

Retfærdighed
Retfærdighed er et omtvistet begreb. Der er stor uenighed om, hvordan man udfylder det. Der er dem, der mener, at begrebet som sådan er indholdsløst. Så vidt vil jeg nu ikke gå.

Men der er store forskelle på, hvordan vi hver især forstår, hvad der er retfærdigt.

Jeg vil påstå, at en essentiel forskel på jødedommen og kristendommen er, at førstnævnte adskiller moralbegrebet fra retfærdighedsbegrebet, mens sidstnævnte bruger de to begreber synonymt.

Retfærdighed handler traditionelt set om at have den rette færd, altså om at handle ret. I denne forstand er begreberne retfærdighed og moral ækvivalente. Men det er kun en overfladisk betragtning, for hvad indebærer det at handle ret?

På dette punkt mener jeg at kunne iagttage en væsentlig forskel på jødedommen og kristendommen. I jødedommen er det at handle ret i min optik ensbetydende med at handle i overensstemmelse med retten.

Et godt eksempel på dette er det tit fejlfortolkede øje for øje, tand for tand princip, som står beskrevet i Anden Mosebog.

Mange har forstået øje for øje rent bogstavligt, hvilket jeg tror hovedsageligt kan tillægges Jesus formulering i Matthæusevangeliget, hvor han udtaler:

I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil gøre jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen.

Hvis vi ser bort fra, at kristne gennem historien har haft store vanskeligheder med at leve op til denne doktrin om at vende den anden kind til, og at det i alt for mange situationer er gået udover uskyldige (jøder), så kan man hurtig få den følelse, at jødedommen er et krigerisk oldlevn, mens kristendommen symboliserer fred og fremskridt.

Nu er det dog sådan, at det aldrig har været meningen, at øje for øje princippet skulle forstås bogstaveligt.

I Talmud beskrives denne formulering som et kompensationsprincip, hvormed skader på personers liv eller ejendom skal erstattes med et beløb, der i størrelse svarer til den værdi, som skaden beløb sig til.

Når Shylock i Shakespeares Købmanden i Venedig derfor kræver kristent liv i overensstemmelse med hans ret, er der tale om en aldeles ujødisk tankegang.

Retfærdighed i jødedommen går, hvis jeg må låne en formulering fra det antikke Hellas, altså ud på, at ret handlen er at give hvert menneske, hvad der skyldes ham.

Det er her værd at bemærke, at når retfærdigheden indtræffer, er det ikke ensbetydende med, at vi har handlet moralsk rigtigt.

Hvis en rig mand har krav på penge fra en fattig, så er der først retfærdighed til, når pengene er blevet betalt, eller når den rige mand eftergiver sit krav.

Imidlertid kan man tænke sig, at den moralsk rigtige handling altid må være, at den rige mand ser bort fra sit krav om tilbagebetaling.

Her ser vi altså, at moral og retfærdighed ikke nødvendigvis sammenfalder.

Mens samfundet sikrer, at retfærdigheden via retten bliver opretholdt, så er moral subjektivt i den forstand, at vi selv vælger - selvfølgelig under et vist konstant socialt pres - om vi vil leve op til den. Det kan altså sagtens lade sig gøre, at moral og retfærdighed peger i samme retning.

Mit postulat er blot, at de to begreber indenfor jødedommen ikke nødvendigvis er sammenfaldende.

I kristendommen derimod er der et krav om, at moral og retfærdighed altid er sammenfaldende. Vi hører jo netop Jesus afvise det jødiske øje for øje princip.

I stedet fortæller han os, at hvis retten pålægger nogen at aflevere sin kjortel, så giv ham endelig også kappen.

Retfærdighed er således ikke at give hvert menneske, hvad der skyldes ham.

Retfærdighed handler om at give afkald på sin ret og dermed om at give afkald på egoismen.

Men at give afkald på egoismen var jo netop det, der kendetegnede moralen.

For kristendommen er der derfor ikke forskel på retfærdighed og moral.

Jesu krav er tiltrækkende
Grundlæggende set mener jeg, at jødedommens retfærdighedstilgang, hvis ovenstående tolkning da passer, ligger tættere på vores intuitive fornemmelser end kristendommens.

Alligevel er der også noget tiltrækkende ved Jesus krav om et sammenfald af retfærdighed og moral.

Jesus siger, at grunden til, at vi skal afvise øje for øje-princippet og vende den anden kind til, er, at vi på den måde kan stræbe efter Guds fuldkommenhed.

Jeg kan sådan set godt forstå dette rationale. Det mest stringente ville være, at vi i alle henseender hæver os op over vores hedonisme og bevæger os hen imod en mere moralsk fuldkommenhed.

Alligevel har jeg svært ved at acceptere den kristne afvisning af retfærdighed som et selvstændigt begreb. Og det hænger nok sammen med, at det, jeg tolker som værende den jødiske skelnen mellem retfærdighed og moral, formentlig er mere i overensstemmelse med virkeligheden.

Det kristne påbud om altid at afvise vores ret kræver for meget af os. Man kan selvfølgelig mene, at jeg her laver en naturalistisk fejlslutning, altså at jeg forveksler er og bør.

Men moral giver ingen mening, hvis den ikke harmonerer med virkeligheden.

Gang på gang ser vi, at mennesket ikke kan leve op til Jesus krav om at opgive sin ret; højst kræver vi efterlevelse fra andre.

Og dermed ender vi alt for tit i en uholdbar situation, hvor - sagt med Jesus egne ord de, der har travlt med at finde splinten i modstandernes øjne, ikke ænser bjælken i sit eget.

Jonatan Cohn Maxild er jøde og læser statskundskab ved Københavns Universitet