Kan man respektere Muhammed?

YTRINGSFRIHED: Jeg kan ikke se, hvordan 12 tegninger af Muhammed i Jyllands-Posten kan berøve Ahmed Akkari friheden til at dyrke sin religion. Kommentar af Ricardt Riis

KOMMENTAR

Ahmed Akkari skriver i sit indlæg for nylig, at "den aktuelle sag om muslimer, imamer, tegninger af Muhammad og om humor og satire drejer sig om at forstå, at ens frihed stopper der, hvor andres frihed starter."

Det lyder jo rigtigt, men det er tydeligt, at han forstår det helt anderledes, end jeg gør. Jeg kan ikke se, hvordan 12 tegninger af Muhammed i Jyllands-Posten kan berøve Akkari nogetsomhelst af den frihed, han har her i landet til at dyrke sin religion, nøjagtig som han vil.

Hvis jeg ville tvinge ham til at mene noget andet, end han mener, eller hvis nogen ville stille som betingelse for ansættelse, at han skulle skifte religion, eller hvis nogen ville forhindre ham i at komme til fredagsbøn i moskéen osv., så ville der være tale om et indgreb i hans frihed.

Men fordi en avis bryder et tabu, han har, om ikke at afbilde profeten Muhammed, fordi nogle måske endda er uenige med ham om, hvorvidt man skal vise Muhammed respekt eller ej, det må denne avis eller disse andre jo om, det kan da umuligt vedrøre ham, han kan gå til fredagsbøn, som han plejer, ganske uanfægtet, han kan bede sine daglige bønner, ingen forhindrer ham, han kan gå forbi alle de lækre svinekødsretter, ingen tvinger ham til at spise. Så ærlig talt: Hvad er problemet?

Ja, det er måske i virkeligheden, at Akkaris tro er alt for ringe. Han tror i virkeligheden ikke rigtig på det, han står og siger i moskéen. Han er ikke helt sikker på, at Muhammed nu også er en udsending fra Gud, og på, at Koranen nu også er Guds eget skinbarlige ord. Han har langt inde i sindet sine tvivl. Derfor vil han allerhelst være i et samfund, hvor alle andre tror. Så kan han nemlig tro som alle andre. Og det er der noget utrolig trygt ved. Når så mange tror, så er det nok rigtigt, det, de tror på.

Et sådant samfund lever han bare ikke i her i Danmark. Her lever han blandt en stor flok af kulturkristne, som igennem mange årtier har været vant til at skælde kristendommen ud for det værste. Her er der en lille flok kirkekristne, som er vant til, at deres bibel bliver kritiseret sønder og sammen, ja, som oven i købet selv uddanner deres præster i en solid bibelkritik, så de i deres unge dage kan møde alle troens modsigelser og vænne sig til det.

På den måde styrkes troen, på den måde mener vi kristne, at troen bliver det, den skal være: en personlig overbevisning, som man stræber efter at holde fast i, om så alle andre falder fra.

Men fordi nu Akkaris tro er så ringe og så let går i spåner, så vil han - sammen med Islamisk Trossamfund - i det mindste kræve respekt for den. Den tro, der indadtil er yderst skrøbelig, den må udadtil have des mere understøttelse. Og den understøttelse skal vi andre være med til at give ham. Vi skal på den ene eller den anden måde være med til at holde hans vaklende tro i live. Det er derfor, han mener, at tegningerne af Muhammed er et indgreb i hans frihed.

Det vil sige, sådan tror jeg nok, det forholder sig. På den måde kan jeg i det mindste få en vis mening i det, når han skriver: "Muslimer kan og vil ikke finde sig i, at deres forbillede og særlige religiøse figur Muhammad bliver udsat for en bølge af uanstændig og målløs kritik."

Han skal have al mulig understøttelse af sin tro udefra for at kunne fastholde, at Muhammed er et forbillede og en særlig religiøs figur. Vi skal i hvert fald ikke komme her og nedgøre ham.

Er det slet ikke faldet Akkari ind, at det er det, vi her i landet har ytringsfriheden til: til at imødegå en kritik af Muhammed med saglige og overbevisende argumenter, hvis sådanne findes? Hvorfor skal man absolut gribe til tvangsforanstaltninger overfor os andre, for at muslimerne ikke bliver anfægtet i deres tro? Hvorfor skal vi andre ved at tvinges til at tie stille med vor "uanstændige kritik" være med til at opretholde hans altfor svage tro? Jeg finder det besynderligt. Jeg finder hans tankegang mærkværdig.

Vi skal leve med vore muslimske medborgere mange år fremover. Og jeg har derfor sat mig for at undersøge islam en smule for at finde ud af, hvad det egentlig er, de tror på. Og der rejser sig derigennem en masse spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig at få svar på. Jeg går ud fra, at mine muslimske landsmænd er forholdsvis fornuftige mennesker, der nok kan give svar på tiltale.

Når således Akkari hævder, at Muhammed er hans forbillede, og når han også synes at ville kræve af os, at vi viser ham respekt, så rejser der sig for mig det spørgsmål: Er Muhammed værdig til respekt?

Man kan måske beundre ham for hans magtudøvelse, man kan måske undre sig over hans egne heldigt gennemførte krigstogter, og måske også finde det besynderligt, at muslimerne efter hans død erobrede den halve verden, ligesom man kan undre sig over Napoleon og måske også beundre ham for hans store erobringer. Men respektere ham? Det kræver dog noget mere. Og dette "mere" synes jeg på ingen måde, Muhammed er i besiddelse af. Tværtimod.

Tag den kendsgerning, at Muhammed giftede sig med Aisha, da hun var seks år gammel og gennemførte den ægteskabelige handling, da hun var ni og - som hun selv siger - endnu legede med dukker! Er det et eksempel til efterfølgelse? Kan Muhammed være et forbillede for nogensomhelst med den handling? Ja, desværre er der alt for mange kvinder i de muslimske lande, der har lidt under, at man har gjort som Muhammed.

Sådanne handlinger er dog vel på retur i vore dage i de muslimske lande. Men det kan de dog kun være, fordi man ikke har taget Muhammed til forbillede.

Eller tag den tildragelse, som Ibn Ishaq beretter om i sin Muhammed-biografi, den ældste, der findes. Muhammed gav amnesti til Mekkas indbyggere, før han drog ind i byen. Men der var undtagelser. Der var mennesker, som han ville have ram på, og som han befalede skulle myrdes.

Én af dem var Abdullah b. Sad. Han havde været én af Muhammeds skrivere, men var faldet fra islam, efter sigende fordi han opdagede, at Muhammed snød med åbenbaringerne. Abdullah b. Sad kunne komme med forslag til, hvad der skulle stå i Koranen, og nogle af disse forslag blev godtaget af Muhammed; hvilket altså beviste for Abdullah (og for os andre), at ikke alt i Koranen er Guds eget skinbarlige ord, åbenbaret gennem Muhammed.

Og en sådan mand kunne Muhammed altså ikke tillade sig at have gående frit omkring. Viser en sådan tildragelse os ikke en Muhammed, som ikke engang selv rigtig tror på sin sendelse og sine åbenbaringer?

Jeg har også spekuleret noget på det, der fortælles om Abu Sufyan (af samme Ibn Ishaq). Han blev som fange bragt ind til Muhammed, og Muhammed spurgte ham: "Er det ikke klart for dig, at der ikke er anden Gud end Allah?" Han svarede: "Hvis der havde været det, ville han have bevist, at han var til, ved at hjælpe mig". Muhammed fortsatte: "Er det ikke klart for dig, at jeg er Allahs udsending?" Dertil svarede Abu Sufyan: "Det har jeg stadig mine tvivl om."

Så sagde én af Muhammeds ledsagere til ham: "Ve over dig! Bekend dig til islam og sig: 'Jeg bevidner, at der ikke er anden gud end Allah, og at Muhammed er hans udsending', før han hugger hovedet af dig!" Og så aflagde Abu Sufyan den muslimske bekendelse og reddede sit liv.

Er det en handling fra Muhammeds side, som man må respektere? Jeg synes det ikke. Jeg synes, det viser Muhammed som et svagt menneske, der ikke selv har den indre kraft til at tro på sine egne åbenbaringer, men skal tvinge andre til at bekende, for derved selv at kunne styrkes i sin tro. Eller, hvis jeg skal sige det på anden måde: Det viser, at Muhammed kun tror på sin sendelse, fordi han endte med at få politisk magt. Når det skulle være klart for Abu Sufyan, at Muhammed er Allahs udsending, skyldes det jo, at Allah har givet Muhammed så stor en magt.

Men det er da for dårligt! Det er da ikke noget, man kan respektere. Det er for svagt.

Nuvel, jeg ved da godt, at det billede, jeg her tegner af Muhammed, er langt mere anfægtende for en muslim end selv nok så mange tegninger i Jyllands-Posten. Men læg mærke til, at det ikke er mig, der tegner et sådant billede, det er de muslimske kilder selv. Og jeg kunne da godt tænke mig at vide, hvad en moderne muslim, der er min landsmand, og som vel er forholdsvis fornuftig, vil svare til det. Derfor nævner jeg det. Respektabel synes jeg ikke Muhammed er. Værd at tage som forbillede heller ikke.

Og så læser jeg det sidste af det, Ahmed Akkari skriver, og så fornemmer jeg en vis overensstemmelse med Muhammed. Begge skal have deres svage tro understøttet af magtudøvelse. Muhammed havde den politiske magt, derfor brugte han den til at understøtte sin svage tro. Akkari har ikke nogen politisk magt, men han bruger, hvad han har: Han søger - gennem Islamisk Trossamfund og rejserne til Mellemøsten - at gennemtvinge en ydre respekt, en mundsbekendelse, til Muhammed hos os, sine "vantro" landsmænd.

Og han truer til sidst med repressalier, hvis vi ikke makker ret: "Lad os håbe, at de, der sidder bag rattet i Danmark, får oprettet balancen igen, inden skålen tipper over og en anden form for løsninger tager over." Dette er en forblommet trussel om voldsanvendelse. Det indrømmer han selv, når han fortsætter med at skrive: "Nej! Naturligvis er dette ikke en trussel, som nogen ret forhastet kunne finde på at fortolke det som, men blot en påmindelse og et godt råd."

At det er en trussel, er ikke blot en forhastet fortolkning, det er den eneste mulige fortolkning. Men bevares, den er udtalt med godt med uld i mund, så der nok ikke kan rejses nogen politisag imod ham for opfordring til vold. Og det er faktisk lidt uhyggeligt, at denne trussel om mord - eller hvad der nu kan ligge i de forblommede ord - svarer så fortrinligt til hele Muhammeds holdning. Vold, trussel om vold, det er tilsyneladende det mest nærliggende indenfor islam.

Tja, men vist også kun tilsyneladende. For Ahmed Akkari repræsenterer ikke alle muslimer i Danmark. Det gør ikke engang Islamisk Trossamfund. Og man må vel nu efterhånden håbe, at mange, mange flere end Naser Khader og Hadi Khan tager bladet fra munden og nægter at lade sig repræsentere af sådanne hetzere som f.eks. Ahmed Akkari.

Ricardt Riis
Tidligere sognepræst, redaktør af www.martinluther.dk