Katolicisme: At elske er at give sig selv helt og fuldt

Ægteskabet er i katolsk forstand et fællesskab for hele livet. - Foto: Foto: sxc.hu

Sex hører til inden for ægteskabet. Det hænger sammen med kærlighedens væsen, skriver cand.mag. Torben Riis i et forsvar for den katolske seksualmoral

Et indlæg om katolsk seksualmoral med overskriften Ikke i aften, skat... dateret den 16. februar kan for tiden læses på religion.dk. Det er skrevet af historikeren Kaare Rübner Jørgensen, der endvidere underskriver sig som katolik.

Dette sidste kan det være svært at få øje på i betragtning af, at hans indlæg former sig som ét langt uforsonligt angreb på stort set hele den kristne tradition - fra Det Gamle og Det Ny Testamente over kirkefædrene og middelalderens teologer til nutidens katolske moralteologi, der over én kam kasseres som forældet, undertrykkende og ubrugelig.

Om denne historiske gennemgang er der imidlertid kun at sige, at den lider stærkt under, at Rübner Jørgensen øjensynligt ikke har læst de tekster, der kunne have givet ham en indsigt i det emne, han beskæftiger sig med, og at hans indlæg i øvrigt vrimler med udokumenterede påstande. Ja, faktisk består den ikke af stort andet. Som eksempel skal jeg blot nævne den besynderlige udlægning af Thomas Aquinas holdning til prostitution, som savner ethvert tekstmæssigt belæg, og den helt groteske forudsigelse af befolkningsudviklingen i Mexico, hvor han uden at blinke påstår, at der om 200 år vil være 30 milliarder indbyggere i Mexico. Det spørgsmål vender jeg tilbage til.

Sit eget ståsted beskriver Rübner Jørgensen som et paradigmeskifte fra en mytologisk til en tilværelsesforståelse på naturvidenskabeligt grundlag, og refererer i øvrigt til nutidens psykologiske og biologiske erkendelser, og det lyder jo umiddelbart meget tillidsvækkende. Eller rettere, det ville det have gjort, hvis der havde været mening i at hævde, at man kan basere en moralsk opfattelse på naturvidenskabelige kendsgerninger, og endvidere, hvis den erkendelse, som Rübner Jørgensen når frem til i sin artikel, havde været andet og mere end en banal påstand om, at alle begrænsninger i menneskers seksuelle udfoldelser, hvad enten de pågældende har hetero-, bi- eller homoseksuel orientering, er af det onde. På jævnt dansk: alle har ret til et fedt seksualliv, ligesom de har ret til et fedt køkken osv.

Det facit når Rübner Jørgensen frem til, fordi hans menneskesyn er rent naturalistisk: mennesket er summen af sine drifter og behov. Med dette udgangspunkt kan han kun anskue kirkens lære som en række urimelige forbud, der lægger uforståelige hindringer i vejen for den enkeltes lykke. Det kristne frelsesperspektiv er således fuldstændig fraværende i hans fremstilling. Derfor giver han et helt fortegnet billede af den katolske kirkes lære om seksualitet, og det tvinger mig selvsagt til at sige nogle ord om, hvad denne lære går ud på.

Man må have forståelse for, at det inden for disse rammer kun kan gøres antydningsvis, men nu forsøger jeg så at levere, hvad vi kunne kalde pixi-udgaven:

For det første: Det er ikke et katolsk synspunkt, at sex i sig selv skulle være syndigt eller forkert. Det er heller ikke korrekt, at det seksuelle samliv mellem to ægtefæller kun har til formål at sætte børn i verden. Hvis det var rigtigt, skulle man forbyde sex mellem ægtefæller, der ikke er i stand til at få børn, og det er der ingen, der drømmer om at gøre.

Dernæst: Det er Kirkens lære, at sex hører til inden for ægteskabets rammer. Hvorfor nu det? Det hænger sammen med kærlighedens væsen. Kærlighed er ikke det samme som seksualdrift, som i princippet kan rette sig mod enhver. Kærligheden er personlig. Når man elsker et andet menneske, er det hele personen, man elsker. At elske betyder at give sig selv helt og fuldt til den anden. Derfor kan det at elske heller ikke være tidsbegrænset. Ægteskabet er i katolsk forstand et fællesskab for hele livet, ikke et partnerskab, der er afhængigt af skiftende omstændigheder.

Hermed også sagt, at kærligheden udfolder sig inden for et forpligtende forhold først mellem to mennesker og senere inden for en families rammer, hvor man tager ansvar for hinanden og ikke kun tænker på at tilfredsstille sine egne behov. At være familie betyder, at man har hinanden som opgave. Ens eget liv lykkes ikke, hvis de andre kuldsejler.

For at nærme sig en forståelse af, hvorfor det hænger således sammen, må man begynde ved skabelsen. Det er Gud, der skaber mennesket. Det er Gud, der skaber alt liv og opretholder det. Og denne skabelse er en kærlighedshandling.

Vi er alle et resultat af den skabende Guds kærlighed, og derfor tilhører vores liv ikke bare os selv. Det får først sin fulde mening, når vi vælger at samarbejde med Gud. Derfor er den kærlighed, der binder ægtefællerne sammen, i en vis forstand et billede på Guds kærlighed til menneskene. Livsfællesskabet mellem ægtefællerne får kun virkelig mening, når det tænkes sammen med og især leves i sammenhæng med livsfællesskabet med Gud.

Det forhold bliver særligt tydeligt, når vi sætter børn i verden. I den situation er vi i en vis forstand Guds medarbejdere. Vi samarbejder med Gud om at skabe et nyt menneskeliv, og det er hver gang så at sige et lille mirakel, der sker. Det at få børn er altså noget andet og mere end ren biologi, og inderst inde ved vi også godt, at vores børn kun tilhører os i et vist omfang.

Når kirken siger nej til kunstig prævention, abort, forsøg på fostre og meget mere af samme skuffe, er det fordi mennesker derved griber hindrende ind i denne skabelsesakt og selv vil overtage styringen. Så vælger man Gud fra. Resultatet af denne mentalitet oplever vi med fuld styrke i Danmark og resten af Europa i dag. Familierne forsvinder, befolkningstallet er i frit fald.

Og dermed er jeg så tilbage til Rübner Jørgensens dramatiske advarsel mod den truende overbefolkning i den 3. verden: Pave Benedikt formanede os under sit besøg i Sydney i sommer til at tage vare på vor klodes tilstand. Det gjorde han ret i, men er han ikke klar over, at den største trussel er det voksende befolkningstal i ulandene? Tilsyneladende ikke, for ellers ville han ikke forbyde prævention. Uden brug af prævention vil et land som Mexico nemlig om tohundrede år have en befolkning på 30 milliarder.

En ting er, at Rübner Jørgensens beskæftigelse med demografiske spørgsmål øjensynlig er gået i stå engang i begyndelsen af 1970erne, da man endnu betragtede dommedagsprofetier som Paul Ehrlichs bog Befolkningsbomben (1968) som den skinbarlige sandhed. Noget andet er, at Rübner Jørgensen inden han besluttede sig for at begave kloden med 30 mia. mexicanere burde have ulejliget sig med at konsultere de befolkningsprognoser, som FN (UNPD) til stadighed udsender, og som er tilgængelige på internettet.

I så fald kunne han have konstateret følgende: Den samlede fertilitet i Mexico var i 1970 6,5, hvilket vil sige, at mexicanske kvinder i gennemsnit fik et sted mellem 6 og 7 børn. I perioden 2005-10 siger prognosen, som er udarbejdet i 2006, at tallet vil falde til 2,21 (medium-estimatet) eller den lavere variant (som erfaringsmæssigt er den, der kommer tættest på virkeligheden): 1,96 - altså til et antal børn, som kun lige akkurat vil kunne sikre status quo.

Så meget om Mexico. Det er korrekt, at man globalt set har oplevet en befolkningseksplosion i 2. halvdel af det 20. århundrede: fra 3 mia. i 1960 til 6. mia. i 2000. Den voldsomme vækst skyldtes imidlertid ikke i første række, at der blev født flere børn, men at levealderen steg kraftigt. Således blev mexicanere i gennemsnit kun 58,3 år i 1960. I dag kan de forvente at blive 76,2 år.

I ulandene som helhed steg den gennemsnitlige levealder fra perioden 1950-55 til 2000-2005 fra 41 til 63,5 år. Sammenhold dette med, at den samlede fertilitet i hele verden faldt fra 4,98 (1960-65) til 2,65 (2000-05). Omkring 2040 knækker kurven ifølge prognoserne, og befolkningstallet vil herefter være i frit fald. Det vil toppe omkring 7,6 mia., være tilbage på de nuværende 6,5 mia omkring 2082 og under 5 mia. ved indgangen til det nye århundrede.

Så, jo paven er helt opdateret med hensyn til befolkningsudviklingen i verden i dag.

Torben Riis er cand.mag., lektor og tidligere redaktør af Katolsk Orientering