Katolik og muslim: Vi må stå sammen efter terrorangrebet i Paris

Vi skal ikke gribe til hævn og yderligere restriktioner, men bekæmpe ondskab ved at stå sammen som samfund, skriver lærerstuderende og muslim Hassan Sabri og katolsk diakon Kasper Baadsgaard som reaktion på terrorangrebet i Paris

Katolsk diakon Kasper Baadsgaards reaktion på terrorangrebet:

Pave Frans udtalte efter angrebene i Paris “at vold og had ikke løser menneskehedens problemer, og at bruge Guds navn til at retfærdiggøre denne vold er blasfemi!”

Jeg kan ikke andet end tilslutte mig dette. Den sidste tids angreb har gjort stort indtryk på mig. Det er frygteligt at se, hvordan folk misbruger deres religion og slår uskyldige mennesker ihjel. Det skræmmer mig, at mennesket er i stand til at handle sådan.

Mit håb er, at vi må stå sammen. At vi ikke tillader dette at blive en diskussion om religion eller ej i en tid, hvor jeg mener, at troen virkelig med sit budskab om håb og kærlighed har noget at tilbyde os.

Men det er vores ansvar som repræsentanter for troen at sikre, at religionens sande budskab kommer frem. Religion er en del af problemet, men det er en forvrænget forståelse af religionen, og den skal vi til livs. At bruge religion til retfærdiggørelsen af drab er at tage religionen som gidsel og misbruge religionen.

Jeg tror ikke, at disse forfærdelige handlinger vil give anledning til en øget religionsforskrækkelse. Og dette ville også være at vælge den nemme løsning, dog uden at det ville løse noget. I stedet skal religionens sande væsen, som appellerer til mennesket, tilbyde nogle svar på alle de uafklarede spørgsmål, som disse angreb efterlader os med, frem.

Det gælder ikke kun for muslimer. Det er en udfordring for alle religiøse at vise, hvad det virkelig er, de tror på. Og ikke mindst skal vi som religiøse stå sammen og stå imod den misbrug af Guds navn, som et terrorangreb er.

Lærerstuderende Hassan Sabris reaktion på terrorangrebet:
Terroren i Paris har påvirket mig på forskellige planer. Først og fremmest er jeg som muslim dobbeltpåvirket, fordi Daesh (IS) dræber civile og uskyldige, hvilket gør mig utryg. Men dernæst fordi gerningsmændene legitimerer deres handlinger i islams navn, og det øger hadet og volden mod de muslimske borgere.

Her er det værd at bemærke, at vi mennesker på tværs af religioner, holdninger og ideologier nok kan være hinandens modstandere og kritikere, men vi må ikke ende med at være hinandens fjender.

Jeg er bekymret for en fremtidig religionsforskrækkelse, da medierne sammensmelter terror med religion. Jeg synes, vi mangler et nuanceret og retfærdigt billede i medierne. Ganske få muslimer er udøvere af den ekstreme handling og fortolkning, der desværre bliver hovedbilledet af religionen. Terrorangrebet var fuldstændigt imod alle islamiske værdier. De to ord ”Allahu Akbar” er ikke nok til at sammenligne terror med islam.

Vi skal ikke gribe til hævn og yderligere restriktioner, men vi skal bekæmpe ondskab ved at stå sammen og holde fast på vores værdier. Dem, der står bag den slags modbydelige handlinger, er samfundsløse. Man angriber ikke sit eget samfund, hvis man føler sig som en del af det. Her er det vigtigt, at vi ikke lukker de unge ude, men tværtimod skal vi være inkluderende og rummelige. Vi skal omfavne dem fra barndommen, for det er her, vi kan ændre på deres fremtid og skabe et tilhørssted for dem.

Vi må huske, at den mest gennemgribende opdragelse og påvirkning sker i institutioner og skoler, og der må vi gennem dialog med fokus på selvrefleksion og forståelse for andre mennesker og deres tro få inkorporeret de demokratiske lærerprocesser og forsøge at danne de unge til aktive medborgere i samfundet.