Synspunkt

"Jeg kan ikke genkende Iben Thranholms udlægning af synoden"

Iben Thranholm begår i sit indlæg af d. 28. oktober samme fejl som de liberale katolikker, der gerne taler om ”koncilets ånd”, men ikke vil forholde sig til, hvad Det andet Vatikankoncil vitterligt har udtalt, mener katolsk præst Daniel Nørgaard. Pave Frans ankommer her til morgenens møde på synodens sidste dag, den 24. oktober.

Hvad er det, der får Iben Thranholm og andre til at råbe op og sige, at den katolske kirke er ved at ændre sig totalt og bryde med den sandhed, den er sat til at forkynde? spørger katolsk præst Daniel Nørgaard

Jeg vil med dette indlæg pointere, at langt fra alle katolikker deler Iben Thranholms oplevelse af den netop afsluttede bispesynode i Rom. Hun har i mine øjne manipuleret med virkeligheden, når det gælder dækningen af synoden, ligesom jeg mener, at hun har fordrejet udlægninger af pave Frans' udsagn. Hermed mener jeg, at Iben Tranholm med indlægget af 28. oktober skaber et forvansket billede af synoden.

Læs Iben Thranholms indlæg her: Familiesynode efterlader katolikker i forvirring

Godt nok er det sandt, at der særligt omkring spørgsmålet om gengift fraskiltes adgang til kommunion (det vil sige nadver) har været en livlig debat på synoden. Og som i enhver debat, har der været uenighed om tilgangen til dette problem. Men deltagerne på synoden har givet udtryk for, at arbejdet er forløbet i tillid og med optimisme, og at det er i forlængelse med og ikke et brud med den katolske kirkes hidtidige lære.

Kardinal Napier fra Sydafrika, som anses for en af de konservative repræsentanter, fortalte på en pressekonference d. 20. oktober, at synodens deltagere ”arbejder sammen som kollegaer i den retning, som er bedst for kirken”.

Kardinal Schönborn, der anses som pave emeritus Benedikts ”discipel”, betegner i et interview d. 24. oktober synodens arbejde omkring den katolske kirkes omsorg for de gengift fraskilte (det vil sige fraskilte, som har har giftet sig igen) som ”en fordybelse og fortsættelse” af pave Johannes Paul IIs lære om familien. Jeg selv har talt med en sekretær, der var til stede under alle synodens fællesforsamlinger, og som var med til arbejdet i en af de mindre arbejdsgrupper, og han talte også om en fredelig og frugtbar stemning.

Hvad er det så, der får Iben Thranholm og andre til at råbe op og sige, at den katolske kirke er ved at ændre sig totalt og bryde med den sandhed, den er sat til at forkynde?

Jeg vil tro, at det er en manglende evne til at forstå noget, som virkelig også er svært at forstå: At Gud og virkeligheden ikke bare kan kommes ind i vore menneskelige skemaer. Det er det, som pave Frans gang på gang forsøger at lære os. Kort efter sit valg kom han med sætningen ”Gud er ikke katolik”, som allerede da fik nogle til at stejle. Men sandheden er, at sandheden ikke altid er sort-hvid!

Kirken har altid skullet navigere i et spændingsfelt mellem sandheder, som ikke kan stå alene, men har brug for dets modsætning. Vi ser det i Bibelen med den tilsyneladende modsætning mellem apostlen Paulus' fokus på tro mod apostlen Jakobs fokus på gerninger. Vi ser det i koncilerne, der har skullet forsvare både Kristi guddom og Kristi menneskehed. Og vi har nu set det på synoden, hvor den katolske kirke både skal forsvare ægteskabets uopløselighed og vise barmhjertighed mod dem, der ikke har kunnet efterleve dette.

Det er et spændingsfelt, som kræver tro, fordi det i sidste ende er at erkende, at Gud overgår vores virkelighed. Og her ser jeg pave Frans som en åndelig mester og en viis hyrde, der har formået at lede den kaotlske kirke - også i dette svære spørgsmål.

Iben Thranholm begår i sit indlæg af d. 28. oktober samme fejl som de liberale katolikker, der gerne taler om ”koncilets ånd”, men ikke vil forholde sig til, hvad Det andet Vatikankoncil vitterligt har udtalt. Hun kommer med udtryk, som at ”der blev sagt" nogle ting, men hun forholder sig ikke til de officielle udtalelser, der kom under synoden. For eksempel fremhæver Thranholm, at det på synoden blev sagt ”at udtrykket 'elsk synderen, men ikke synden' ikke længere var brugbart”.

Jeg ved ikke, hvem der har sagt dette, men det er i hvert fald ikke et udsagn fra synodens slutdokument. Desuden står det i fuldstændig modsætning til det citat fra pave Johannes Paul II, som pave Frans brugte under sin åbningsprædiken d. 4. oktober. Her sagde han:

”Fejl og ondskab skal altid fordømmes og bekæmpes; men mennesket, der falder og fejler, skal altid forstås og elskes”.

Iben Thranholm anklager pave Frans for ”misforstået barmhjertighed”, men hun overser, at han i den samme prædiken insisterede på, at barmhjertighed og kærlighed ikke kan stå alene uden sandheden:

”Uden sandheden degenerer kærligheden til sentimentalitet” (hvilket var et citat fra pave Benedikt XVI).

Iben Thranholm manipulerer også groft med pave Frans' ord i dennes prædiken til synodens afslutning d. 25. oktober. Hun skriver:

”I sin prædiken til messen i søndags i Peterskirken, som afsluttede synoden, sagde Pave Frans, at Jesu disciple er kaldede til at lede uden at være belærende”.

Det er en meget uærlig gengivelse af pavens prædiken. Paven prædikede over Bartimæus' helbredelse, hvor disciplene siger til den blinde ”Vær frimodig, rejs dig”. Pavens ord i prædikenen er derefter:

”Hans [disciple] gør ikke andet end at gentage Jesu opmuntrende og befriende ord og fører ham direkte til Ham, uden prædikener.”

Det er ikke det samme som at sige, at en discipel af Jesus ikke må belære andre.

Det mest ærgerlige ved Iben Thranholms indlæg er, at det fuldstændigt fjerner fokus fra et utrolig frugtbart kirkemøde. Synodens slutdokument med dets 94 punkter, som omhandler meget, meget mere end gengift fraskilte, er en utrolig værdifuld refleksion over hvordan vi i dag kan bringe Gud til familierne og støtte dem i deres kald. Den er en sand Helligåndens gave til den katolske kirke.

Jeg kan kun opfordre Iben Thranholm og andre, som er forvirrede over synodens gang, til at læse pave Frans' forskellige taler og prædikener fra ugerne under synoden. Jeg kan ikke genkende ”det mørke, som spreder sig i øjeblikket”, som Iben Tranholm oplever. Vi har en pave, som trofast holder Evangeliets lære op over for de virkeligheder, den katolske kirke står over for. Hans prædikenen fra d. 25. oktober om den blinde Bartimæus kan måske også hjælpe med at få bortjaget Iben Thranholms mørke.

Lad os give pave Frans de sidste ord:

”Der er en anden fristelse, nemlig at forfalde til en ”køreplanstro”. Måske vi vandrer med Guds folk, men allerede har vores køreplan, hvor alt passer sammen: Vi ved, hvor vi skal hen og hvor lang tid det tager os. Vore rytmer skal respekteres af de andre, og hver ulejlighed forstyrrer os. Vi risikerer at blive som de ”mange” i Evangeliet, der mister tålmodighed og irettesætter Bartimæus. Kort forinden har de irettesat børnene (jf. Mark 10,13) og nu den blinde tigger. Den, der generer os eller ikke kan leve op til vore forventninger, skal ekskluderes. Jesus vil derimod inkludere, især dem, der er udstødt og råber til Ham. De har ligesom Bartimæus tro, for at vedkende sig at have brug for frelse, er den bedste måde at møde Jesus på.”

Daniel Nørgaard er katolsk præst og panelist ved religion.dk