Khankan: Muslimsk censor udfordrer idéen om dansk kultur

Kritikken af den muslimske censor vidner om, at mange danskere har det svært med multikultur og at flere nødigt ønsker at udvide det danske nationale narrativ og inkludere andre kulturer, sædvaner og tankegange i den danske kultur, skriver forfatter og religionssociolog Sherin Khankan. Foto: Privatfoto

Det afgørende er ikke, om vi giver vores hånd når vi hilser. Det afgørende er glimtet i øjet og at vi ser, hilser og anerkender den anden, skriver muslimsk forfatter og religionssociolog Sherin Khankan

Michala Mosegaards offentlige kritik af en censor der ikke ønsker at give hånden til unge kvindelige studerende har fået medhold blandt majoriteten af medier, politikere og akademikere.

Kritikken vidner om, at mange danskere har det svært med multikultur og at flere nødigt ønsker at udvide det danske nationale narrativ og inkludere andre kulturer, sædvaner og tankegange i den danske kultur.

Debatten om den alternative hilseform, som ikke er ny (hvem husker ikke sagen om Asmaa Abdol Hamid), river op i et sår, som aldrig er helet. Debatten handler dybest set om, hvordan vi bedst kan leve sammen i en verden, hvor et menneskes idé om et fællesskab er et andet menneskes politiske fængsel?

Jeg har forståelse for, at det kan virke fremmedgørende, utrygt, ekskluderende og diskriminerende for en kvindelig studerende ved første øjekast at blive mødt med en advarsel om, at censor ikke giver hånd. Men når censor dernæst forklarer baggrunden derfor, er det nødvendigt at give slip på fordomme og ønsket om at ensrette vores kultur.

Man skal ikke rejse særlig langt for at finde alternative måder at hilse på. Vi lever i en global tidsalder og en mangfoldig verden, og derfor er vi nødt til at inkludere alternative måder at handle på i vores kultur.

Hils med øjnene
Det afgørende er ikke, om vi giver vores hånd når vi hilser. Det afgørende er glimtet i øjet og at vi ser, hilser og anerkender den anden. Man kan hilse med hjertet, med øjnene, ved at bukke, smile, blinke eller kindkysse. Der findes et utal af forskellige måder at hilse på i vores mangfoldige verden.

LÆS OGSÅ: Muslim: Guide til at hilse på en muslim

I denne sammenhæng er det vigtigt at fokusere på argumentationen for, hvorfor han ikke vil give hånd. I adskillige interviews tegnes et billede af, at der fra censorens side ikke er tale om diskrimination, eller at censoren ikke vil hilse eller anerkende de kvindelige studerende. Der er tale om, at han har en anderledes måde at hilse på end majoriteten af danskere.

Nogle muslimske mænd og kvinder giver ikke hånden, når de hilser men lægger i stedet hånden på hjertet og hilser med øjnene og symbolsk med hjertet. Derfor er der ingen grund til at reducere hændelsen til at handle om kvindeforagt, diskrimination af kvinder eller manglende ligestilling. Censoren har gennem otte år ikke mødt problemer, netop fordi han åbent og ærligt har forklaret og forberedt sine elever på, hvorfor han ikke hilser og ifølge eget og elevers udsagn har behandlet alle elever lige og venligt.

Årsagen til kritikken handler om, at censoren udfordrer de uskrevne regler for, hvordan man hilser eller mere fundamentalt den kollektive bevidsthed og idé om, hvad der er dansk kultur. Men vi er nødt til at anerkende, at mennesker lever forskelligt, hilser forskelligt, klæder sig forskelligt og elsker forskelligt. Hvis ikke ender vi med at konstruere unødige konflikter.

LÆS OGSÅ: Muslim: Ingen religiøs begrundelse for ikke at give hånd

Vi konfronteres dagligt med det fremmede
Globaliseringen har forandret os. Verden er blevet større og mindre på samme tid. Mindre fordi vi er kommet tættere på hinanden, og større fordi vi kan rejse mellem forskellige kulturer på kort tid og fordi vi dagligt via digitale medier, flygtningestrømme og indvandring med mere konfronteres med alternative måder at indrette tilværelsen på.

Globaliseringen betyder også fravær af distance. Den tidligere distance medførte rum til at ånde og rumme hinanden. Med den tætte globalisering står vi ansigt til ansigt med det fremmede og har derfor ikke rum til at ånde. Vi konfronteres dagligt med folk som taler anderledes og ser anderledes ud. Følelsen af at høre til bliver truet. Censoren, der hilser med hjertet i stedet for med hånden, udfordrer det danske nationale narrativ. Den største udfordring for Europa er at udvide det nationale narrativ.

Vi skal blive bedre til at navigere mellem kulturer

Alle livshistorier skal inkluderes i det nationale narrativ. De små historier og de nye kulturer og fremmede sædvaner bidrager til den store fortælling. De globale identiteter herunder også muslimer er en del af den nye transformerende kraft.

I den nye verden er vi alle en slags transnationale identiteter, som konstant navigerer mellem forskellige kulturer. Det skal vi blive bedre til. Ganske enkelt fordi vi skal lære at leve sammen. Det er ikke nemt at udfordre den kollektive bevidsthed. Det er debatten om den alternative hilseform et klart billede på.

LÆS OGSÅ: Religionsforsker: Skal vi lovgive os til et håndtryk?

Men den kollektive bevidsthed og hukommelse vil ændre sig om vi vil det eller ej, og det er kun sundt for vores udvikling mod større rummelighed og evne til at rumme modsætninger, at den kollektive bevidsthed og det danske nationale narrativ udfordres.

Gør op med fasttømrede idéer om "dansk kultur"

Fordelen ved et pluralistisk udgangspunkt som det multikulturelle samfund er, at man bliver tvunget til at fokusere på det, der forener os som mennesker, at man trænes i at elske og ære flere principper, værdier og livsanskuelser på samme tid. Men vigtigst at vi tvinges til at gøre op med vores fasttømrede og entydige ideer om, hvad der er dansk kultur.

LÆS OGSÅ: Muslimske øjne på tværreligiøse ægteskaber

Faktum er, at ideen om, hvad der er dansk kultur, varierer alt efter, hvem man er. I takt med at Danmark uddanner en ny generation af mentalt globale krydsfelter, vil disse langsomt indtage magtpositioner inden for politik, forskning, kunst, religion, medier, forsvar, sikkerhedspolitik og erhvervsliv, og derigennem vil der blive skrevet nye politiske, religiøse og historiske narrativer.

Uanset om vi er klar til at inkludere de fremmede kulturer eller ej, så sker det allerede. Europa er nødt til at inkludere alle historier, som en del af deres egen historie. Ellers vil kulturmødet fortsætte med at opleves skævt og akavet og en bagatel som det at hilse alternativt blive forvandlet til et gigantisk dilemma om ligestilling.

Sherin Khankan er forfatter, religionssociolog og talskvinde for Kritiske Muslimer