Skovsgaard: Nej, basketball og folkekirke er ikke det samme!

Steen Skovsgaard svarer kort talsmand for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm. Foto: Peter Kristensen.

Biskop Steen Skovsgaard er uenig med Anders Stjernholm: En basketklub og folkekirken kan ikke sammenlignes! Læs hans korte svar til talsmanden for Ateistisk Selskab her

Både her på religion.dk og i Kristeligt Dagblad har talsmand for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm, beskyldt Viborgs domprovst Thomas Frank for "underlødig kritik" af Ateistisk Selskabs kampagne.

Kampagnen opfordrer danskerne til at stille spørgsmålstegn til deres tro og deres folkekirkemedlemskab. Biskop over Lolland-Falster Stift, Steen Skovsgaard, svarer her helt kort på Anders Stjernholms kritik af kritikken af kampagnen...

Anders Stjernholm kritiserer domprovst Thomas Franks angreb på Ateistisk Selskabs kampagner på danske busser.
 
Han stiller blandt andet følgende spørgsmål: "Hvorfor vil folkekirken have medlemmer, der ikke tror?" 

Anders Stjernholm bruger en metafor til forklare sit spørgsmål: Som basketspiller vil han ikke have en holdkammerat, der ikke kan spille og ikke rigtigt ønsker at være med på holdet, men bare har glemt at melde sig ud af klubben. Men der er forskel på basketball og folkekirken. I folkekirken måler og vejer vi hverken folks tro eller deres evner.

Man kan sammenligne tro med et par tomme hænder. Hvis man har tomme hænder og føler, at man mangler tro, så vil det altid være en god ide at gå i kirke. Derfor: hvis man mangler tro, vil jeg netop opfordre folk til at blive i folkekirken og til at knytte sig til fællesskabet af troende. For troen smitter. Og så vil jeg da også opfordre til at bede, for troen kommer af at bede.

Anders Stjernholm opfordrer også til, at man som medlem af folkekirken taler med sin præst, hvis man er i tvivl om sit medlemskab. Hvad mener du om den opfordring?

Jeg synes, det vil være en god ide at tale med sin præst, hvis man er i tvivl om sin tro og sit medlemskab. Præsten vil som oftest vise sig at være en både kompetent, fordomsfri og lyttende samtalepartner.