"Kristendommen giver ikke enkle svar på lidelsen"

Katastrofen i Pakistan er en tragedie i en verden, hvor der stadig består en kamp mellem Satan og Gud, mener ...

Katastrofen i Pakistan er en tragedie i en verden, hvor der stadig består en kamp mellem Satan og Gud, mener teolog Leif Andersen. Foto: Foto: Sxc.hu

Gåden er, at Gud har fravalgt den absolutte almagt, og har valgt at tage vores svaghed og dødelighed på sig, skriver teolog Leif Andersen

Hvor er Gud, når Pakistan oversvømmes og fire unge danskere mister livet på havet i Norge?  

Vi har tidligere fået synspunkter på uskyldig lidelse fra buddhismen, sikhismen og islam, men hvordan forholder en kristen sig til spørgsmålet om uskyldig lidelse?

Teolog Leif Andersen svarer:

Kristendommen er lidt usædvanlig blandt verdens religioner blandt andet derved, at den ikke har noget teologisk, enkelt svar på lidelsens problem. Og det klassiske teodicé-forsøg på at retfærdiggøre Gud i lidelsen er derfor egentlig mere religionsfilosofi, end det er kristendom.
 
Det kristne svar på lidelsens problem er protest. I hvert fald i første omgang. Selv Gud protesterer imod lidelse og ondskab. Og vi protesterer endda imod Gud, når han lader lidelse ramme os og tilsyneladende ikke hører vores gråd og vores råb.

Så skælder vi ham ud og taler (som Job i Jobs Bog 6,4) om Guds grusomheder. Eller (som Jesus i Getsemane have, Matt 26,39) beder ham om, hvis det er muligt, at ændre sin vilje. Først i anden omgang søger vi at finde fred og tillid til Gud i lidelsen.
 
Gud og Satan kæmper stadig
Det kristne syn er hverken monistisk (at der kun er én magt, der står bag alt) eller dualistisk (at verden er en kampplads mellem to evige magter). Det er dynamisk; der består stadig en reel kamp mellem Gud og Satan. Satan er reelt Guds modstander, og alligevel er Kristus allerede sejrherre i denne kamp. 
 
Derfor kan vi finde tekster i Bibelen, der betoner kampen mellem Gud og Satan (det er særligt i Det Nye Testamente), og vi kan finde tekster, der betoner Guds eneherredømme (det er særligt Det Gamle Testamente).

Men præcis de to klare yderpunkter, der ville kunne sætte det på én enkel, forståelig formel: den rene dualisme eller den rene monisme, finder vi aldrig. De to forskellige tragedier, som er anledning til disse artikler, er derfor netop forskellige.

Guds vilje sker ikke altid
Katastrofen i Pakistan er en tragedie i verden, hvor der stadig består en kamp mellem Satan og Gud. Der kan ske noget i denne verden, Gud ikke vil. Derfor beder vi i Fadervor om, at Guds vilje må ske på jorden. For den sker ikke altid. Gud har ved syndefaldet givet Satan et vist spillerum i denne verden.

Derfor kan Guds søn græde ved en vens grav. Og han kan græde over Guds egen by, fordi de ikke vil det, han vil. Og mest mærkeligt: Da Jesus beder i Getsemane, vil Gud Fader og Guds søn hver sit! Og Sønnen beder først imod Faderens vilje; men han bøjer sig og beder om, at Faderens vilje må ske, og ikke hans egen.
 
Vi må kæmpe for at tro
Drukneulykken i Norge er troende menneskers død, hvor de har levet i tillid til Gud og lagt deres liv i hans hænder. Og den, der har lagt sit liv i Guds hænder, kan vide, at Satan er besejret, og at der kun kan ske mig det, Gud har villet.

Her er kampen ikke længere en strid mellem Satan og Gud, men en strid i vores tro. Den er vores kamp for igen at finde tillid til Guds kærlighed. En kamp, der ofte opleves som en brydekamp med Gud (som Jakobs natlige brydekamp med Herren, 1 Mos 32,25 ff).
 
Gud står ikke bag ondskab og had
Ofte falder de to slags tragedier sammen: Den troende og den ikke-troende dør side om side i samme katastrofe. Men, mens den troende kan vide, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud (Rom 8,28), kan det samme ikke siges om alt, hvad der sker i denne verden.

Det er sagt til dem, der har lagt livet i Guds hånd. Det kan ikke uden videre siges om alt, der sker i denne verden. Gud står ikke bag ondskab og had; og der er bestemt meget, der ikke virker sammen til noget som helst godt i denne verden.
 
Den største gåde handler om Guds svaghed
Også for den troende vil det oftest være en gåde, hvordan i alverden det værste kan virke sammen til gode. Og mange slider sig i stykker på at forsøge at gennemskue det. For tilliden til Guds kærlighed ligger et andet sted.
 
For den største gåde i Guds væsen er, at Gud har fravalgt den absolutte almagt, og har valgt svagheden. Paulus taler faktisk om Guds svaghed; hans kærlighed. Det er den kærlighed, der driver ham til at blive menneske, og tage svaghed og dødelighed på sig. For der, hvor han ikke har kunnet fjerne al lidelse fra os, har han valgt at lide med os, græde med os og dø med os.

Tillid til Gud
Det vigtigste, vi ved om Gud, er ikke hans almagt. Det er hans kærlighed. Og derfor har utallige kristne, der har måttet brydes med Gud, og som har opgivet at gennemskue hans vilje, alligevel kunnet finde en ny tillid til ham i Kristi ansigt og Kristi kors. 
 
Og derfor er vores vigtigste relation til Gud ikke underkastelsen, men troen og tilliden. Vores reaktion på lidelse består ikke i et sammenbidt forsøg på resignation. Vi giver ikke op, men bliver ved med at kæmpe med Gud og med os selv, indtil vi på ny begynder at fatte tillid til ham.
 
Lidelsen har ingen enkle svar
Hvorfor har Gud ikke givet os et teologisk, enkelt svar på lidelsens problem? Måske, fordi hans væsen ikke kan begribes af noget menneske.

Men måske også for at spare lidende, grædende mennesker for det værste af alt: en teologs afklarede, sikre svar, der forstår alt på vore vegne. For det, vi har brug for, er snarere et kæmpende medmenneske, lige så forvirret og fortvivlet som vi selv.

Leif Andersen er teolog, forfatter og underviser på Menighedsfakultetet i Århus.