Kristendommen tvinger os til næstekærlighed

At elske sin næste er både et bud og en hjælp. Det oplever jeg, når jeg står over for mennesker, der lider på grund af andre menneskers ondskab, skriver læge og generalsekretær Kim Hartzner

Elsk din næste som dig selv! Sådan lyder opfordringen i de ældgamle skrifter, som er grundlaget for vores civilisation. Både Moseloven og det kristne evangelium forlanger, at intet mindre end kærlighed skal binde os sammen som mennesker. Samtidig tilbydes vi hjælp i den umulige opgave. Gud er bare en bøn væk.

Et samfund i opløsning

Næstekærlighed er grundlag for alt socialt liv. Hvis vi slet ikke brød os om hinanden, ville samfundet gå i opløsning. Og det ser vi ske mange steder, desværre. Uden lys er der mørke, uden kærlighed er der kun had og ondskab tilbage.

Jeg er netop kommet hjem fra en nødhjælpsuddeling i Nordirak, hvor en million kristne og yezidier er på flugt fra Islamisk Stat. Disse fordrevne har set terroristerne skyde deres mænd, voldtage deres kvinder og bortføre deres teenagepiger som sexslaver. Børn har set deres forældre blive skudt.

Alle disse stakkels mennesker har nu traumer for livet og må endda leve på et eksistensminimum i tynde sommertelte og ufærdige betonbygninger midt i vinterkulden.

Ord slår slet ikke til, når jeg skal beskrive den ufattelige lidelse, disse mennesker må gennemgå. Samtidig er jeg dybt imponeret over den helt utrolige stolthed og værdighed, hvormed de fastholder deres tro.

Du skal elske din næste – og du kan!

Når nøden er så stor og de fordrevne så mange, er det mest nærliggende at slå ud med armene og bare give op. Men her kommer næstekærlighedsbuddet ind: ”Du skal elske!”

Man må tage sig sammen og sige til sig selv: ”Ja, vinterhjælp til 23.000 mennesker ud af en million er som en dråbe i havet. Men havet består af dråber!” For den enkelte familie er det et mirakel, at nogen fra Danmark kommer med vintertøj, termotæpper, madrasser, presenninger og byggematerialer til dem.

”Kristi kærlighed tvinger os”, skriver apostlen Paulus. Ordet tvang kan lyde negativt. Men i kristen optik kan ordet forstås på to måder:Næstekærligheden er et bud. Og det bud hjælper mig til at overvinde magtesløsheden og i hvert fald gøre noget for at lindre smerten for de mennesker, der lider.

Samtidig er næstekærligheden en hjælp. Jesus befalede også: ”Elsk, som jeg elsker jer!” Det er både en helt umulig opgave – hvem kan elske og ofre sig som Jesus? - men også et løfte om en ekstra guddommelig indsprøjtning, når vi selv løber tør for energi. En indsprøjtning, der hjælper os til at gøre en forskel for mennesker omkring os.

Øjnene kalder

Når jeg ser ind i barneøjne, der har set det værste, et menneske kan forestille sig, når jeg ser hårdheden i en mors øjne, der har oplevet hendes datter blive bortført på ladet af en pickup, og når jeg ser ind i en fars godmodige øjne, der har bevaret glimtet, selv om han måtte ligge flere timer under bunker af lig, mens hans naboer skød alle mænd og nær havde skudt ham også, hvis han ikke havde spillet død.

Når jeg ser ind i disse menneskers øjne, er jeg bare nødt til at gøre noget, og jeg må derfor sende en bøn opad og sige: ”Kære Gud, hjælp mig, hjælp dem, og hjælp mig til at hjælpe dem!”

Her står vi overfor det umulige, som ikke desto mindre er kristendommens ”etiske fordring”, som K. E. Løgstrup formulerer det. Kristendom er kærlighed i praksis, intet mindre. Det er ikke regelrytteri. Det er heller ikke blot gudsdyrkelse. Reglen er kærlighed. Gudsdyrkelse er at elske.

Må Gud hjælpe os. For vi holder, som Løgstrup siger, ”næstens liv i vore hænder”.

Kim Hartzner er læge og generalsekretær for hjælpeorganisationen Mission Øst. Organisationen rykker ud med akuthjælp og driver langsigtet udviklingshjælp i 10 lande. Hjælpen gives til alle med behov, uanset race, religion eller seksuel orientering.