LÆS UDDRAG: "Bekendelser fra en kulturkristen muslim" af Naser Khader

"Selvom jeg betegner mig som muslim, har jeg taget mange af de kristne, etiske leveregler til mig. Det forekommer mig helt selvfølgeligt, at man lader sig påvirke af at bo i et land, der har været kristent i 1000 år," skriver Naser Khader i sin nye bog "Bekendelser fra en kulturkristen muslim". Læs uddrag fra bogen her. Foto: Kristeligt Dagblads Forlag

"Indimellem bliver jeg i tvivl, om jeg skal blive og bekæmpe denne intolerance indefra, eller om jeg skal kaste håndklædet i ringen og helt forlade islam," skriver Naser Khader i sin nye bog "Bekendelser fra en kulturkristen muslim". Læs uddrag af bogen her

I dag udkommer "Bekendelser fra en kulturkristen muslim" af Naser Khader. Vi bringer med tilladelse fra Kristeligt Dagblads Forlag det indledende kapitel "Mine to huse".

Lige siden jeg som dreng gik i koranskole i den landsby uden for Damaskus, hvor jeg er vokset op, har religion og trosspørgsmål været en væsentlig del af mit liv. I starten var det nok mere en livsform end en interesse. Islam var overalt, og jeg havde altid Gud lige ved hånden, munden og hjertet. Det helt grundlæggende lærte jeg i koranskolen det vil sige at kunne Koranen udenad. Men hvad jeg derudover har lært om islam, er sket på mit eget initiativ, med min religiøse søgen som drivkraft.

Mit forhold til religion har ændret sig gennem mit liv. Som barn og ung var jeg meget ortodoks. Jeg overholdt alle de religiøse regler og havde, hvad man kan kalde et tunnelsyn, når det kom til andre måder at forholde sig til religion på.

LÆS OGSÅ: Naser Khader: Islam har brug for en revolution, ikke en reformation

Da jeg kom til Danmark som 11-årig i 1974 og begyndte i folkeskolen, blev jeg overrumplet over den danske undervisningsmetode. Vi lærte her at forholde os kritisk til verden og autoriteter, og jeg var himmelfalden over, at man kunne sætte spørgsmålstegn ved noget så stort som religion. Men med tiden overgav jeg mig til den verden, som havde åbnet sig, og jeg opdagede, at der ikke fandtes
absolutte svar på alt.

Min kritiske sans blev skærpet, da jeg i gymnasiet blev introduceret til filosofferne Ludwig Feuerbach, Friedrich Nietzsche, Immanuel Kant, Friedrich Hegel og især Spinoza, som var den første, der anvendte det, vi i dag kalder et historisk-kritisk syn på Bibelen. Han afviste, at Bibelen er inspireret af Gud ned til hvert enkelt bogstav. Jeg var i den periode meget optaget af oplysningstidens tale om en etik uden kristendom uden religion.

Min kritiske sans var dermed vakt, men det var først, da ayatollah Khomeini overtog magten i Iran, og den politiske islam kom på fremmarch og senere udstedte dødsdom over forfatteren Salman Rushdie, at jeg begyndte at tage decideret afstand fra mange af islams religiøse dogmer og ritualer. Terror i Guds navn, nedslagtning af gidsler og stening af kvinder, som har været utro eller mistet deres mødom, gav mig lyst til at forlade islam.

Jeg blev på det tidspunkt en meget lidenskabelig og indædt tilhænger af oplysningstidens tale om en etik uden religion og spurgte mig selv, hvorfor Gud og religionen overhovedet var nødvendig i et demokrati. For mig kunne demokratiet opretholde etiske normer og omsorg for mennesket lige så godt som enhver religion. Der har ikke i nyere tid været krig mellem to demokratiske lande, og der eksisterer en større gennemsigtighed i den politiske styring, større retfærdighed og meget mere.

En demokratisk livsform vil også løse mange danske integrationsproblemer: Demokratiske familier tvinger eksempelvis ikke deres børn til at gifte sig med nogen, disse ikke ønsker at gifte sig med. Demokratiske familier respekterer den enkeltes ret til at bestemme over eget liv, krop, seksualitet, ægteskab, uddannelse og fremtid.

LÆS OGSÅ:Bare flere var som Naser Khader

Jeg overvejede seriøst at blive hardcore ateist og bekende mig til »demokratisme«. Men det gik efterhånden op for mig, at også demokratiet har sine begrænsninger. Jeg definerer stadig mig selv som demokrati- og ytringsfrihedsfundamentalist, men der er en del af livet, der ligger uden for det politiske. Vi er andet end blot fornuftige, irreligiøse borgere i et oplyst demokrati vi har vores følelser, sorg, kultur, familie og baggrund med os, og der rækker politikken ikke ud.

Demokratiet forklarer ikke tilværelsen, den giver ikke håb og trøst. Jeg har svært ved at tro, at vi bare er blade, som visner og blæser væk, og alene af den grund kunne jeg ikke kalde mig ateist. Jeg er bevidst om, at denne holdning ikke er i overensstemmelse med en af mine største inspirationskilder, Hal Koch som netop opfatter demokrati som den bedste styreform, fordi den går imod menneskets »absoluteringsdrift« driften til at gøre noget verdsligt fuldkomment. Det var netop det, nazisterne og kommunisterne ville.

Alt i denne verden er ifølge Koch (og Einstein) relativt. Politiske beslutninger og afgørelser er relative. Det absolutte er det guddommelige. Gud bryder ind i denne verden som skaber. Han giver liv og kærlighed, som er absolut! Jeg er i dag af den opfattelse, at der eksisterer et behov for en Gud at tale med, for når vi til grænserne for vores egen formåen, kan vi ikke føre samtalen med os selv. Og jeg tror ikke længere på, at man kan skabe en humanistisk etik uden religiøse undertoner for ikke at sige kristne elementer.

Den 12. maj 2013 kunne man læse et debatindlæg af DR -journalisten Adam Holm i Politiken under overskriften »Den guddummelige tragedie«. I indlægget skælder Adam Holm ud på Gud og på religionen. Hans modvilje tager udgangspunkt i en ung mands tragiske dødsfald. Holm forstår ikke, at man i sådanne situationer kan bruge religionen som trøst. Hvorfor skulle en god og barmhjertig Gud tage et ungt, uskyldigt menneskes liv? Hvad er meningen med, at præster skal kunne trøste de pårørende ved at henvise til den Gud, som jo netop har vist sig ikke at ville beskytte denne unge mand? Holm spørger sig selv, om sådan en Gud er værd at dyrke. Han mener, sådan en Gud er direkte ondsindet som et barn, der hygger sig med at pine en flue ihjel.

Tro og civilisation er ifølge Adam Holm uforenelige, fordi religion er i kontrast til kritisk dømmekraft, men han gør efter min mening den fejl, at han vurderer Gud ud fra menneskelige normer. Han ser bort fra den kendsgerning, at vi mennesker besidder primitive urinstinkter og drifter, og at alt ikke kan begrundes med fornuft. Ironisk nok påberåber Holm sig fornuften, mens han samtidig skriver indlægget med udgangspunkt i sine følelser. Det er paradoksalt, at han er vred over, at Gud bliver brugt som trøst i forbindelse med den unge mands død, og samtidig lader al sin vrede gå ud over de stakkels pårørende.

Eller det er måske nærmere Gud, han skælder ud? Den Gud, som han kalder rent tankespind og ond. Den Gud, som han mener, burde trække sig tilbage. Der findes intet bevis på Guds eksistens, fortsætter Holm. Men det er jo netop troens præmis. Holm mener, vi skal af med Gud, men hans alternativ baserer sig alene på, hvad mennesket
kan se og forstå.

LÆS OGSÅ: Teolog: Som "narresut" er kristendommen ret ineffektiv, Adam Holm

Antropologer forklarer religion med, at mennesker har behov for et ritualiseret formsprog til at markere livets forskellige faser. Mange mennesker har brug for at tro på en højere magt. Måske fordi det er svært at fatte, at en verden, som er så kompleks, kan være til, hvis ikke der eksisterer en Gud eller en højere kraft af en eller anden art. Nogen må have skabt os. Selv folk, der ikke tror på Gud, begynder at bede i krisesituationer. Måske fordi sorg gør, at vi kan have brug for nogen eller noget at henvende os til, tale med eller søge trøst hos. En højere instans, der ligger uden for os selv. Vi knuger os sammen og beder.

Jeg tænker ofte på, om vi mennesker kan være født med behovet for at tro. Hvorfor skulle ethvert primitivt samfund tro på guder i en eller anden form, hvis ikke konceptet er indbygget i os? Religiøs tro følger mennesket, lige meget hvilken kultur de tilhører, og religion er lige så gammelt som mennesket selv. Religiøse værdier og skikke er med andre ord kommet for at blive, ikke under naturlig afvikling. Det er en del af det at være menneske og være indlejret i en kultur. Religion giver et sprog for spørgsmål, vi altid vil have brug for at stille, og som rationel tænkning ikke automatisk vil gøre det af med. Det religiøse sprog ligger netop uden for det rationelle. Religion er ikke (eller skal i hvert fald ikke være) i strid med resten af vores moderne, rationelle liv, men ligger i forlængelse heraf.

Holm er langtfra alene med sin kritik af tro, og i disse år sker der en opblomstring af ateistisk kritik. Ifølge den afdøde britiske forfatter Christopher Hitchens er religion et giftstof, der hindrer blodtilførsel til hjernen og lammer fornuften. Her er jeg ikke enig med Hitchens. Jeg er ellers begejstret for hans globale kamp for ytringsfrihed og ærgrer mig over, at han døde alt for tidligt.

Men parallelt med en opblomstring af en intellektuel ateisme sker der også en intellektuel skærpelse af de svar, som gives. Som eksempel skrev Christoffer Emil Bruun, kronikredaktør på Politiken, op imod Holms kronik i et indlæg den 14. maj 2013 under titlen »Ateister gør fornuft til deres egen religion«. Bruun går her i rette med Holms anklage mod Gud. Gud kan ikke sikre os mod ondskab, og kristendommen indeholder ikke svar på uretfærdighed, men giver indblik i menneskets vilkår og eksistens. Så når fortællingen om Jesus anvendes for at lindre sorg, er det først og fremmest på grund af paradokset, at han, der forkyndte kærlighed i verden, selv gik en grusom død i møde. Fordi han gik først, kan man udholde tanken om
den meningsløse død.

Under kommunismen forsøgte man at udrydde religion, hvilket medførte, at mennesket blev overladt til sig selv. Det gav som bekendt ikke et vellykket resultat. Bruun mener, at ateisme er den moderne
verdens afgud, der kæmper en kamp for det rationelle. Bruun forsøger at overbevise os om, at religion er godt og en naturlig del af både tidligere tiders samfund og vores moderne civilisation.

For mig at se kræver det lige så stor fantasi at tro på udviklingen fra amøbe til menneske som at tro på en skabende Gud. Naturens mønstre og systemer er så ufatteligt komplekse, at jeg ikke tror, at så forfinede sammenhænge kan bero på tilfældigheder. Ikke at forveksle med teorien om intelligent design, der især er udbredt i USA, og som ofte lader skabertanken forstene i en idé om forfordelte evner og udviklingsniveau gennem en guddommelig, bevidst selektion. Dette har desværre medført en retfærdiggørelse af en forskelsbehandling, som ikke hører hjemme nogen steder.

Det var især efter min fars død i 1998, at jeg blev en åben og ærlig tvivler frem for en skråsikker gudløs. Jeg blev meget optaget af de store spørgsmål: Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvorfor er vi her? Hvor går vi hen, når vi ikke er her mere? Er der en skaber? Skal der være det? Hvordan er verden skabt? Findes der en forudbestemt vilje eller mening med livet? Er der et liv efter døden? Og frem for alt: Hvordan bør vi leve?

Jeg har efterhånden erfaret, at det modsat i min barndoms koranskole er nemmere at stille den slags spørgsmål end at besvare dem, men jeg synes, at kristendommen i mange tilfælde har givet bedre svar, end islam har kunnet. Det var en af hovedårsagerne til, at jeg for nogle år siden besluttede mig for at begynde på teologistudiet. Det er ikke, fordi jeg er ved at konvertere. Min gamle kollega fra Christiansborg Søren Krarup står ellers klar ved døbefonten, har han fortalt mig. Ikke fordi jeg har fået en åbenbaring, har mødt Jesus eller er blevet genfødt. Jeg er et søgende menneske og har været det i mange år en ærlig tvivler. Man bør tvivle om alt, som Descartes sagde, men også tro på meget.

At tvivle om alt er ikke at tvivle på alt. Det er i stedet at have så meget tillid til, hvad man møder af tanker, at man alvorligt og kritisk overvejer, om de kan bære og hvor langt. Den eneste betingelse er, at
man er åben og nysgerrig. Denne erkendelse har givet næring til et behov efter at udforske flere religioner og især islam og kristendommen.

Jeg kan godt lide at komme på bedesteder, især når jeg er ude at rejse. Men det gælder desværre ikke længere moskeerne i Danmark, da jeg på grund af min islamkritiske holdning ikke er velset i de fleste af dem. Jeg kan heller ikke komme til begravelsesbøn, når venner og bekendte dør. Jeg savner simpelthen et fordomsfrit sted at gå hen. Og jeg savner et sted inden for min egen religion, hvor jeg kan fortælle om mine anfægtelser og min tvivl. Men der er ikke nogen imam i Danmark, som vil tage imod mig under de omstændigheder. I store europæiske lande og USA er det lettere at finde open-mindede og tolerante imamer.

I Washington DC, hvor jeg også bor og arbejder, diskuterer jeg en del med en meget klog og åben afroamerikansk imam, som er tidligere kristen præst. Jeg ville ønske, vi havde sådan en imam i Danmark, som kunne repræsentere islam for danskerne på en klog, tolerant og reflekteret måde. Noget, som de danske imamer desværre ikke evner i dag. Tværtimod så skader de islam og muslimerne og bekræfter mange fordomme, hver gang de optræder i de danske medier.

En del (ikke alle) af de imamer, jeg har mødt i andre vestlige lande uden for Skandinavien, er i modsætning til imamerne i Danmark født der og har en helt anden accept af landets livsstil og den tilpasning, som man er nødt til at forholde sig til, når man bor i et vestligt land. Selv i den islamiske verden finder man open-mindede imamer, men desværre ikke i Danmark. På nuværende tidspunkt har vi kun tredjegrads-imamer i Danmark, der ikke bare mangler teologisk uddannelse, men som ligeledes ofte taler med flere tunger et »tolerant budskab« til den danske offentlighed og et »ærligt
budskab« til deres menighed.

Jeg holder også meget af at besøge de danske kirker. Jeg har blandt andet i kraft af min foredragsvirksomhed ofte deltaget i gudstjenester og nydt den følelse, det har givet mig. Jeg har endda prædiket i en dansk kirke. Når jeg hører ord som eksempelvis professor Jørn Henrik Petersens om, at kirken er en slags kraftkilde for ham, hvor han
kan koble totalt af, fordi kirken er et af de få steder, hvor der stadig tales alvor, og hvor der findes en absoluthed i en verden, hvor alt andet ellers er til diskussion, giver det god mening for mig, selvom mit forhold til kristendommen er et andet end hans. Og det giver anledning
til selvransagelse og refleksion over min egen gøren og laden.

I kirken møder du det radikale budskab om, at du har forpligtigelser over for din næste. Men samtidig er det også stedet, hvor du kan finde ro ved, at du kun er et fejlbarligt menneske, og søge og finde tilgivelse for de fejl, du har begået.

Følelsen af ro og fordybelse er noget af det første, jeg mærker, når jeg træder ind i en dansk kirke. Men for mig er kirken i Danmark ikke absolut. Kirken er et sted, hvor man må have lov til at tvivle et sted, hvor troen har plads og rummelighed nok til at favne kritik og fortolkning. Nogle vil mene, at folkekirken er for rummelig. Det er jeg uenig i. Jeg ser langt hen ad vejen folkekirkens rummelighed som en styrke men det skal jeg komme ind på i et senere kapitel.

Det er især den intolerante version af islam, som har fået mig til at overveje at opgive min barnetro. Jeg kan med min bedste vilje ikke se, hvad det skulle gavne islam, at man skyder en 14-årig pige, Malala Yousafzai, i hovedet, bare fordi hun ønsker, at piger skal have lov til at gå i skole. Eller at man slår en uskyldig mand ihjel på åben gade og råber »Gud er stor«, eller at man fylder sig selv med sprængstoffer og prøver på at slå så mange som muligt ihjel i Boston ... eksemplerne på terror i Guds navn er alt for mange.

Indimellem bliver jeg i tvivl, om jeg skal blive og bekæmpe denne intolerance indefra, eller om jeg skal kaste håndklædet i ringen og helt forlade islam. Den somaliskfødte forfatter Ayaan Hirsi Ali hævder, at islam aldrig kan blive moderat, og at man derfor lige så godt kan vende Muhammed ryggen og gå efter at kristne alle muslimer. Men det er en mission impossible. Det diskuterede vi livligt, da hun sidst var i Danmark i forbindelse med udgivelsen af sin seneste bog. Jeg er enig med Ayaan i, at det er de reaktionære muslimer, som dominerer islam for tiden. Jeg er også fuldstændig enig med hende i, at islam er i krise, og at der er behov for grundlæggende forandring. Men Koranen kan fortolkes på flere måder, og ikke alle er i strid med de demokratiske værdier.

Selv er jeg tilhænger af tanken om, at Koranen bør fortolkes i en mere moderne og humanistisk retning. Og det er muligt. Derfor er Ayaans påstand om, at man enten er fundamentalist eller nødt til at forlade islam, for mig at se helt forkert. Det er en umulig opgave at omvende muslimer og hvorfor skulle man også det? Skal islam styres i en moderne og sekulariseret retning, er det vigtigt, at der bliver kæmpet. Forudsætningen for en reformation eller revolution indefra må jo netop være, at ønsket om det kommer fra muslimerne selv.

Men det er en kamp op ad bakke. Hver gang jeg nævner nødvendigheden af dette, så bliver jeg konfronteret med den samme jammersang om, at jeg går antiislamisternes ærinde, især fra halalhippierne og deres fanklub af indvandrere. Senest i maj 2013, da jeg på min blog på religion.dk prøvede at skelne mellem islamkritik og islamhad i kølvandet på attentatforsøget mod Lars Hedegaard. Bashy Quraishy (ham med alpehuen ...) følte sig på flere måder berørt af min blog. Først og fremmest roste han mig, fordi jeg efter hans mening endelig sagde noget fornuftigt. Men han følte sig også lidt trist til mode, fordi det åbenbart havde taget mig så lang tid at nå dertil. Ifølge Bashy er jeg endelig kommet til fornuft efter en længere periode, hvor jeg, set med Bashys øjne, ubegrænset angreb islam. Han mente endvidere, at jeg kun havde været populær, så længe jeg udtrykte antiislam-lobbyens syn på islam og muslimer. Nu, hvor jeg tydeligvis havde fået et mere nuanceret syn på islam, så mente han, at mine såkaldte venner ville vende sig imod mig.

Desværre har Bashy helt misforstået mig. Jeg har ikke ændret min holdning til islamkritik (det, han kalder for mine ubegrænsede angreb på islam), og jeg har i sinde at blive ved med at kritisere islam og ideologien islamisme.

For både islam og andre religioner skal kritiseres og udfordres, da kritik meget ofte skaber dynamik og positiv forandring. Og ideologien islamisme har fascistiske tendenser, som konstant skal have kamp til stregen. Men der er forskel på islamkritik og islamhad. Den skelnen er for mig ikke ny og ligger blandt andet bag min afstandtagen til flere af Trykkefrihedsselskabets medlemmers for mig at se usaglige og ukonstruktive angreb på islam og muslimer. Men det er vigtigt gang på gang at understrege forskellen for at holde fast i kritikken uden at blive affærdiget som hadsk.

Jeg er ikke længere praktiserende muslim, men dog muslim en slags kulturmuslim muslim ultra-light. En stor del af min kulturbagage udspringer af den islamiske tradition såvel som af den demokratiske, danske og arabiske. Men jeg er også kulturkristen forstået på den måde, at jeg har taget den kristne kultur til mig. Med mit liv i Danmark er kristenheden dvs. den kristne kultur med årene blevet en lige så stor del af min kulturelle bagage, som islam er det. Så selvom jeg betegner mig som muslim, har jeg taget mange af de kristne, etiske leveregler til mig. Det forekommer mig helt selvfølgeligt, at man lader sig påvirke af at bo i et land, der har været kristent i 1000 år. Man kan selvfølgelig ikke sætte lighedstegn mellem danskhed og kristenhed, men kristendommen er en væsentlig del af danskheden.

I folketingssalen har jeg haft mange debatter med Jesper Langballe, Søren Krarup og tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech. I en af debatterne var Langballe, Krarup og Hornbech alle tre enige om, at den afgørende forudsætning for et demokratisk Danmark er kristendommen. Mit modspørgsmål var så, om det betød, at hvis ikke Harald Blåtand havde gjort danerne kristne, så var Danmark ikke et demokrati i dag. De svarede samstemmende, at sådan kunne man ikke stille det op. Dengang brød jeg mig ikke om den holdning, men i dag må jeg give dem delvist ret. Det er efterhånden gået op for mig, hvor meget kristendommen faktisk betyder for det samfund, vi har i dag lige fra de grundlæggende demokratiske værdier til velfærdsstatens indretning, og jeg mener ikke, at man i moderne tid og især blandt nutidens danskere er bevidst om det. Den lutherske kristendom får ikke den anerkendelse, den burde have. Den har været meget afgørende for den måde, danskerne er danske på i dag.

Jeg er principielt tilhænger af en adskillelse af kirke og stat, moské og stat og synagoge og stat, men accepterer samtidig, at vi i Danmark har en sammenblanding af netop kirke og stat, fordi denne sammenblanding her i landet paradoksalt nok har sikret en adskillelse af religion og politik. Det er staten, der har den overordnede myndighed over Danmarks folkekirke, og den sørger for, at kirken holder sig til kirkelige anliggender. Staten sikrer med andre ord, at der ikke sker en sammenblanding af kirkelige og statslige sager. Det kan en adskillelse sætte over styr. Se blot over Sundet til Sverige. Siden adskillelsen fra staten i 2000 er den svenske kirke blevet langt mere politisk på bekostning af rummeligheden. Folk er slet ikke klar over, hvor politiserende kristendommen er blevet. Men sammenblandingen af kirke og stat i Danmark er efter min mening med til at opretholde en rummelig, religiøs og upolitisk folkekirke. Det har jeg ikke altid ment, men mange år her i landet har sammen med de seneste års udvikling i Europa og i Mellemøsten gjort mig klogere.

Hvis vi forestiller os, at islam er et hus, er det det hus, jeg er vokset op i og har haft mange gode oplevelser med og minder fra. Huset har været med til at forme den, jeg er i dag, og jeg er tæt knyttet til familie og venner af huset og til de gamle møbler. På den anden side af gaden ligger der et andet hus: kristendommen jeg har kigget ind ad vinduerne, jeg har været inde i det. Der er tørt og varmt, og nogle sørger for at vaske gulvet, når det trænger. Til tider bliver der diskuteret højt om, hvor møblerne skal stå, men møblerne finder en plads, og der bliver måske købt nyt ind. I mit hus, islam, er der til gengæld hul i taget, ruderne er knust, og væggene mangler puds. Det regner ind, og sommetider stormer det, så folk må holde godt fast for ikke at blæse væk. Men ingen siger noget. Alle lader, som om alt er i den skønneste orden. Møblerne bliver der ikke flyttet rundt på. De står, hvor Muhammed har sat dem.

Skulle en enkelt formaste sig til at pege på hullet i loftet eller forsøge at flytte lidt på en stol, bliver vedkommende vist ud af bagdøren, og man ser aldrig den person i huset igen. De, som bliver våde af regnen eller blæser væk, finder sig i det. Der er meget at udsætte på vores hus, men smøger vi ærmerne op og giver lidt plads, så er det efter min mening rent faktisk muligt at reparere det. Jeg ønsker at være med til at bygge et godt og solidt hus, så folk ikke blæser omkuld, og jeg kan jo ikke være med til at genopbygge huset, hvis jeg har forladt det.

Religion er ikke kun noget, som tilhører privatsfæren, men i høj grad noget, som påvirker hele samfundet. Det er selvbedrag, hvis man som medborger i dette samfund helt afviser påvirkning af kristen kultur. Jeg har taget det danske samfund til mig og samtidig beholdt en del af min muslimske baggrund, og der er i og for sig ikke noget underligt i, at det bringer mig ud i overvejelser om, hvor jeg selv står. Men hvis jeg på nogen måde skal kunne træffe et ærligt valg, er jeg nødt til at se på min tvivl med åbne øjne. Og det vil jeg gøre i denne bog. Denne bog er med andre ord mere præget af tvivl og uafsluttede overvejelser end af en facitliste og skråsikkerhed.

Naser Khader:
Bekendelser fra en kulturkristen muslim
Kristeligt Dagblads Forlag
249,95 kr., 216 sider
Udkommer fredag den 25. oktober