"At lade sit barn døbe er kristeligt set at sige ja til livet"

"Min afsluttende replik til denne diskussion henter jeg fra et besøg, som Jørgen Thorgaard fra DR aflagde hos mig, da jeg i 70érne var sognepræst i Nordby på Fanø". Se Søren Lodberg Hvas' afsluttende replik i debatten om minikonfirmander her

Anders Stjernholm(AS) har leveret et alenlangt indlæg mod min artikel om den utålsomme ateisme, som jeg vedstår til mindste komma.

Anders Stjernholm gør sig heftige anstrengelser, men det viser blot, at han åbenbart ikke kan læse indenad og derfor tillige er aldeles argumentresistent. Jeg går straks til sagen. AS hævder, at jeg ikke har et eneste argument, der behandler hans spørgsmål: Hvorfor tillader vi minikonfirmationer?

Mit korte indlæg beskæftiger sig faktisk alene hermed, og jeg fastholder – med AS’s rørende forsikring in mente, at han ikke vil pådutte børn sin personlige holdning, fordi det er forældrenes pligt at tage vare på deres børns udvikling og opdragelse – og derefter anfægter manden minsandten forældres selvfølgelige ret til at lade deres døbte børn deltage i den indledende konfirmationsforberedelse!

Det er det, man her i det nordjyske område vil kalde det rene hykleri. Med min erfaring som biskop og kirkelig tilsynsmyndighed kan jeg roligt forsikre Anders Stjernholm om, at han ville komme rigtig galt afsted med at anfægte forældres myndighed i forhold til deres børns dåb og åndelige opdragelse.

Men det er jo det, han gør, hvis det ellers kunne trænge igennem til hans indbildskhed. Han ville garanteret ikke lide anden overlast på disse egne end den, ethvert ordentligt menneske ville krympe sig under. Jeg citerer fra folkedybet: ”Hvad bilder sådan en bralderrøv sig ind!” Vi skal nok selv tage vare på såvel vores børns som vort eget åndelige liv og vel.

Endelig spørger Anders Stjernholm om, ”hvorfor det er så vigtigt for kirken at få fat i børnene?”

Jeg kunne fristes til at svare, hvad det rager ham. Det er ikke hans børn. Men det er de forældres børn, som har besluttet, at deres børn skal døbes. Ved dåben er de blevet medlemmer af Den Danske Folkekirke, og kirken har både et legitimt og selvfølgeligt ansvar for så vidt som muligt at bidrage til, at de børn, der døbes, ”oplæres i den kristelige børnelærdom”, som det hedder i faddertiltalen.

Den indledende konfirmationsforberedelse er et godt middel hertil, om ikke tilstrækkeligt. Derfor er der fra kirkens side også andre initiativer, som f.eks. babysalmesang. De små kan ganske vist ikke læse i salmebogen, men de fornemmer umiddelbart, at der er noget godt og trygt på færde, og selv en ateist må da vist indrømme, at Den Danske Salmebog rummer poetiske tekster, som står mål med det bedste i danske poesi.

Dertil kommer, at der opstår et fællesskab mellem unge mødre, som kan have stor betydning med henblik på at tage vare på børnene i enhver henseende og hjælpe hinanden hermed.

Min afsluttende replik til denne diskussion henter jeg fra et besøg, som Jørgen Thorgaard fra DR aflagde hos mig, da jeg i 70érne var sognepræst i Nordby på Fanø. Han skulle producere en udsendelse om dåb og konfirmation, som han gerne ville optage i mit sogn. Han deltog her i konfirmationsforberedelsen og gik rundt med sin mikrofon. Han standsede ved en pige og spurgte:

”Synes du ikke, det ville være godt, hvis man ventede med at blive døbt, indtil man var gammel nok til selv at svare?”

Hun svarede med et lynende blik, og det var tydeligt at høre, at det svar var ikke tillært. Det kom indefra:

”Nej, det synes jeg ville være en rigtig dårlig idé. For når man er døbt som lille, så véd man, hvor man hører til.” Det svar er det bedste svar på, hvorfor kirken skal bruge alle kræfter på at bekræfte børn i, at det er ubetinget godt at være døbt og dermed tillige opmuntre forældre til, hvis børn måske ikke er blevet døbt, at de beslutter sig til dåb. At lade sit barn døbe er kristeligt set at sige ja til livet.

Jeg ved naturligvis, at Anders Stjernholm ikke er enig med mig heri, men det anfægter mig ikke det ringeste. Mit eneste anliggende er, at han ikke har nogen som helst berettigelse til at anfægte, at der er rigtig mange forældre, som gerne vil, at deres børn modtager den livsrigdom i glæde og visdom og etisk vejledning, som den kristne tro rummer.

Det gælder visselig også Anders Stjernholm og hans nevø´er. Men alle er de velkomne i det folkekirkelige fælleskab, hvor der er åndelig frihed og højt til loftet som til himlen. Det kan man lære lidt om af N. F. S. Grundtvig.

Og hvis AS ikke bryder sig om en sådan nedladende indbydelse, så må han fortsætte som ekspedient i det ateistiske selskabs lokaler med de tomme hylder.

Søren Lodberg Hvas er cand. theol. og tidligere biskop over Aalborg Stift.