Viser "Juleønsket", at vi kan designe vores eget liv?

TV2's julekalender "Juleønsket" er fyldt med strenge engle i et Starwars-agtigt miljø, der glimrer ved sin mangel på blidhed og barmhjertighed. Men hovedpersonen og hendes halvsøster deler den længsel, som er første skridt mod en relation til Gud, skriver Malene Fenger-Grøndahl

”Jeg ønsker at være sammen med hele min familie juleaften. Jeg ønsker at være sammen med hele min familie juleaften. Jeg ønsker at være sammen med hele min familie juleaften…”

Hovedpersonen i TV2’s julekalender "Juleønsket" messer sit ønske højt adskillige gange omkring halvvejs i det første afsnit af den familievenlige julekalender. Hun gør det foran et tændt stearinlys i ruinen af en grillbar ved det gamle færgeleje i Nyborg.

Da hun har fremsagt sit ønske – eller sin bøn – løber hun hjem, tydeligt lettet og med en fornyet tro på, at det alligevel kan blive jul. Med et indforstået smil til sin halvstoresøster Mie, der flirter med buddhisme og har indrettet et hjemmealter på sit værelse, proklamerer Julie omkring bordet med den ivrigt juleklippende familie, at det nok skal lykkes at få hele familien samlet juleaften. For nu har hun sådan virkelig ønsket det.

Storesøster Mie har tidligere på dagen forklaret Julie, at man som buddhist kan chante, og det er noget med at ønske noget og sige det højt, for så er der noget ude i universet, der hører det. Hun har tilsyneladende læst det i en bog om buddhisme, som hun med stor alvor fordyber sig i, mens klassens dominerende piger diskuterer neglelak og manglende matematikafleveringer.

’Hvad er det der buddhisme for noget?’ spørger klassekammeraterne med tydelig skepsis, og Mie svarer ’det er bare noget, jeg læser om’. Og det er svært ikke at få den tanke, at religiøs praksis i det hele taget – i det miljø, i den familie – er noget, man læser om, eller slet ikke beskæftiger sig med.

Så Julies forståelige frustration over, at det igen i år bliver ’skifteholdsjul’, som hun så skarpt formulerer det, har ikke noget sted at rette sig hen eller nogen konstruktive veje at gå. Ingen Gud at læsse af på, intet sprogligt univers om godt, ondt, smerte, mening og håb om helhed, som hun kan udforske sammen med sine forældre eller for sig selv.

De ellers meget sympatiske forældre er bemærkelsesværdigt ’glatte’ i deres rummelighed over for Julies frustration og deres passivitet over for de følelser, hun rummer. Mor skal på vagt som læge juleaften, far skal på arbejde som Falck-reder indtil sent på eftermiddagen, og jo, de vil da bestemt gøre, hvad de kan for at få byttet de vagter. Men tale med Julie om, at der trods livets små og store bump kan være noget større, der bærer igennem, en Gud, der viser omsorg, en vilje, som er større og klogere end det enkelte menneskes, det ser de ikke ud til end at overveje.

Julie tyr derfor til sin storesøsters hastige instruktion i buddhistisk praksis, tænder et lys og ønsker inderligt og højt. Og ude i universet et sted er der som forudsagt af Mie noget, der hører Julies ønske, forstår vi som tv-seere. Ønsket farer som en lyskugle op til englenes verden – et underligt Teletubbies-agtigt, lysegrønt univers, hvor de strenge overengle og deres elever defilerer rundt i et mystisk tomt landskab. Her er ikke meget de helliges samfund over det, og Gud er tilsyneladende skrevet helt ud af fortællingen. Bønnerne – eller ønskerne – flyver direkte op til overenglene, som så behandler dem, som en webshop ekspederer bestillinger, der løber ind i julemåneden.

En engleelev, Rafi, har ikke udvist passende interesse for menneskenes ønsker og behov, og han har tilmed malet overskæg og lavet grønt hår på sin lærer, mens denne sov. Meget humor er der ikke i dette Starwars-agtige engleunivers, hvor en nærmest karikeret gammeltestamentlig logik hersker. Rafi får en sidste chance for at vise, at han har ’hvad der skal til for at blive en god engel’. Han sendes ned på Jorden for at finde ud af, hvad Julies ønske går ud på og opfylde det.

Det spændende bliver, om logikken holder hele vejen: Et menneske ønsker noget, og er ønsket stærkt nok, virker det. Så påtager englene sig opgaven og opfylder ønsket. Interessant og opløftende kunne det være, hvis Julies, Mies og englenes logik bryder sammen.

Så kan der i stedet blive plads til en forståelse af, at vores ønsker og bønner som deres dybeste kilde har en længsel efter Gud og efter det gode – ikke, som vi kan udtænke og designe det, men som Gud vil det. ”Ske din vilje…”. Det juleønske vil jeg have med mig, mens jeg følger de resterende 23 afsnit.