Lærerstuderende: Derfor er religionsfag uundværligt

Religionsfagets mange dannelsesprojekter øger fagets relevans og nødvendighed i folkeskolen, fordi faget kan være med til at skabe samfundsborgere, der ser løsninger og forandringer gennem dialog, åbenhed og tolerance i et flerkulturelt samfund, skriver Hassan Sabri, der er lærerstuderende.

Faget skal således tage udgangspunkt i de fælles menneskelige erfaringer - og livsfilosofi og etik er centrale kundskabsområder i faget religion.
Hassan Sabri

Viden om religioner, åndsfrihed, ligeværd og demokrati og en stor portion lyst til at forstå livet som menneske – det er, hvad vores børn får ud af faget kristendomskundskab, skriver lærerstuderende Hassan Sabri

Det fag, der i dag hedder kristendomskundskab (som også inkluderer undervisning i andre religioner og livsholdninger) er et dannelsesfag, og som sådan mener jeg, at det er uundværligt.

Religionsfaget bygger i særlig grad på tre værdier fra folkeskolens formålsparagraf. Det er åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Disse værdier skal skolens undervisning og hele dagligdag ifølge paragraffen bygge på.

Det er værdier, der er inkorporeret i det danske uddannelsessystem for at sikre, at børn erhverver sig en bred forståelse for grundlæggende samfundsværdier. 

Åndsfriheden indebærer frihed til at tænke og tro, som man vil. Ligeværd betyder, at det enkelte menneske er værdifuldt i sig selv. Og sidst, men ikke mindst, er demokratibegrebet væsentligt i faget.  

Disse tre nøglebegreber indpoder religionsfaget hos børn i en tidlig alder. For i mødet med forskellige tankegange og livsforståelser forstår børnene, at demokratiet ikke blot er en samfundsform med spilleregler og eksakte procedurer – det er en måde at indrette sit liv på.

Før vi forstår demokratiet som samfundsform, er det relevant at se og forstå det som en livsform. Med livsform menes, at det er noget, der tilegnes via erfaringer og oplevelser gennem livet. Dette foregår gennem dialog og forståelse og ikke mindst respekt for det andet menneske.

Der skal være plads til forskelligheder, hvis vi skal leve i et pluralistisk samfund, og skolen er en forberedelsesinstitution til samfundet.

Der skal i det fag, der i dag hedder kristendomskundskab, ligeledes stræbes efter tilværelsens ontologiske niveau. Altså forhold, der gør sig gældende, når man berører det at være menneske i verden.
 
Fokus skal være på de alment menneskelige eksistensspørgsmål og det, man har til fælles frem for det, der adskiller. Det handler kort sagt om, hvad det vil sige at være et menneske.

Faget skal således tage udgangspunkt i de fælles menneskelige erfaringer - og livsfilosofi og etik er centrale kundskabsområder i faget religion.

Om forsøget på at forstå livet omkring os og i os er religiøst forbundet eller relateret til Gud er her underordnet og diskutabelt.

Men disse spørgsmål kan diskuteres med udgangspunkt i de bibelske teksters mytiske stof og beretninger, der muligvis ikke skal tages bogstaveligt. Men teksterne og beretningerne er stadig relevante på det eksistentielle plan.

Udgangspunktet for undervisning i livsfilosofi er barnets undren, som skal udformes og udfordres fra lærerens side. Undren og spørgen er et redskab omkring det at filosofere med børn.

Religionslæreren og undervisningen skal hjælpe eleverne til at forholde sig reflekterende og fordybende over for egne værdier og opfattelser. Eleverne skal hjælpes til at blive mennesker ikke til at tilhøre en bestemt religion.

De skal finde deres eget ståsted med udgangspunkt i ét af oplysningstidens nøglebegreber: Tolerance. 

Det er vigtigt, at man ikke blot lærer om religion men også af religion.

Religionsfagets mange dannelsesprojekter øger fagets relevans og nødvendighed i folkeskolen, fordi faget kan være med til at skabe samfundsborgere, der ser løsninger og forandringer gennem dialog, åbenhed og tolerance i et flerkulturelt samfund.

Hassan Sabri er lærerstuderende og ved at uddanne sig til at undervise i faget Kristendomskundskab.