Luthers lære ændrede også katolicismen
SAMVITTIGHED: Hvor katolikkerne før Luther lagde al vægt på afladen og pavens uddeling deraf, kom en mere almindelig teologi tilbage i hovedsædet bagefter
Var det kun Luther, der havde en samvittighed? Sådan spørger Jørgen Nybo Rasmussen i Kristeligt Dagblad den 16. februar, i anledning af at jeg den 9. februar havde fremhævet Luthers grundholdning som noget, der i høj grad var med til at præge Europa fremover. Og Nybo Rasmussen nævner derpå nogle eksempler på katolikker, der handlede efter deres samvittighed.
Lad mig hertil sige, at jeg i mine studier ikke er ude på at foretage en moralsk mandjævning mellem lutheranere og katolikker. Jeg er langt mere ude på at finde ud af, hvad det egentlig var, der foregik.
Det væsentligste for mig at påpege i omtalte artikel var derfor heller ikke, at Luther, ene af alle, handlede efter sin samvittighed, men mere, at han, og han alene, forholdt sig til skriften selv og ikke til kirkefædrenes fortolkning af skriften.
Det argument, man gang på gang hørte fra hans modstandere, var spørgsmålet: Hvordan kan lille du tro, at du kan forstå skriften bedre end de hellige kirkefædre? Og gang på gang gjorde hans modstandere det, at de undlod at forholde sig til skriften selv og nøjedes med at forholde sig til en kirkefaders udlægning af samme.
Luther selv var meget stærkt anfægtet af det samme spørgsmål: Hvorfor skulle netop han have ret i sin skriftudlægning? Og var han blevet mødt med modargumenter, havde Europa nok set anderledes ud, end det gør i dag. Det blev han ikke. Han blev mødt med kirkefædrenes autoritet, som han skulle bøje sig for, med pavens autoritet, som stod over alle, og med truslen om en kætterdom, der med stor sandsynlighed ville medføre døden.
Han bøjede sig ikke. Og den stædighed forandrede Europa. Den ændrede også den senere katolske del af vor verdensdel. Pavekirken ændrede nemlig faktisk teologi som følge af Luther-røret. Hvor man før havde lagt al vægt på afladen og pavens uddeling deraf, kom bagefter en mere almindelig teologi tilbage i hovedsædet. Og i dag kan jeg da ikke forestille mig en katolsk teologi, der ikke går direkte til skriften, når skriften skal fortolkes.
Men altså: At man bøjer sig for de kendsgerninger, der foreligger, her altså bibelens ord, er ikke en selvfølge, men noget, der kræver den grundholdning til tingene, at hvad lille jeg mener faktisk har betydning, og at argumenter, der bygger på, hvad jeg ser og opfatter, faktisk kan og skal indgå i samfundets almindelige diskussion. En grundholdning, som er forudsætning for både demokrati og videnskab, og som Luther var med til at sætte i værk.
Ricardt Riis,
pastor emer.,
Carit Etlars Vej 25,
Horsens