Lær af Søren Kierkegaards forhold til finanser

Når krisen kradser, bekymrer vi os, og når vi bekymrer os, bliver krisen mere krads. Det er en ond cirkel, som Kierkegaard også kendte, skriver idéhistoriker Lise Søelund

1813 blev jeg født i det gale Pengeår, da så mangen anden gal Seddel blev sat i Cirkulation. Og en saadan Seddel synes min Eksistens bedst at kunne sammenlignes med. Der er Noget ved mig som var jeg noget Stort, men paa grund af de gale Conjunkturer gjelder jeg kun lidet. Og en saadan Seddel blev stundom en Families Ulykke.

Sådan skriver teolog og tænker Søren Aabye Kierkegaard i sin dagbog i 1844.

Livet er stort
Det gale - altså forkerte - pengeår, de gale konjunkturer og de gale sedler mon ikke vi alle kan sætte os ind i det gale ved disse penges herredømme over vores tilværelse? Lige nu er det f.eks. galt for vores samfund, fordi finanserne er yderst følsomme og påvirkelige af globale konjunkturer.

Men allerede længe før Søren Kierkegaard identificerede sin eksistens med finanssvingningerne, var det klart, at krige, kriser og kritiske tilstande ikke blot påvirkede økonomien, men også menneskets eksistentielle velfærd.

Når krisen kradser, bekymrer vi os, og når vi bekymrer os, bliver krisen mere krads det er en ond cirkel, der bliver sat i cirkulation. Det vidste Søren Kierkegaard, og han vidste også, at livet er for stort, og mennesket for småt til at lade den slags bekymringer blive en families ulykke.

Nøglen til Kierkegaards taler
Livet er mere end maden og legemet mere end klæderne, som det pointeres i Matthæusevangeliets kapitel 6 vers 24, og som er den bibeltekst, der nærmest blev nøglen til mange af Kierkegaards kristne taler. I teksten bliver der desuden spurgt om, hvem af os, der kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig, og endelig fastslås det, at hver dag har nok i sin plage.

Det betyder ikke, at hver dag er en plage, men det er klart, at hvis vi hele tiden bekymrer os for fremtiden, så er nutiden eller nuet ikke rigtig noget værd. Vi kan heller ikke modsige, at man faktisk ikke kan forlænge livet, uanset hvor meget man så bekymrer sig eller forsøger at få kontrol over fremtiden. Tværtimod er der noget, der tyder på, at bekymringer kan tage livet af os eller blive familiens ulykke.

Vi kan ikke tjene både Gud og Mammon eller to herrer på én gang, som der står samme sted i evangeliet (Matt. 6,24). Det er ikke ensbetydende med, at vi skal sidde med hænderne i skødet eller foldede, fordi vi holder på Gud og ikke mammon, der er den bibelske betegnelse for penge. Det er en henvisning til eller en besindelse på, at vi kun har dette ene liv at leve, og derfor skal vi få så meget ud af det som muligt.

Livskvaliteten forringes væsentligt, hvis vi hele tiden vil være forudseende og have kontrol over alting, og det, der er det bedste i livet, er under alle omstændigheder ubetaleligt. Kærlighed, barmhjertighed, omsorgsfuldhed og godhed er ikke konjunkturbestemte forhold, for det udspringer alene af et varmt og bankende menneskehjerte, og et sådan hjerte sættes kun i cirkulation ved den nådige Guds mellemkomst.

En guddommelig konto
Kierkegaard sætter med bibelteksten fokus på, at vi ikke kan eller skal foruddiskontere, evaluere eller devaluere følelser og nærvær, skønt det er det, der gør livet værd at leve. Fordi man har hjerte i barmen er det ikke sikkert, at man har penge i pungen, eller som Kierkegaard også siger: Fordi Verden kun forstaar sig paa Penge og Christus kun paa Barmhjertighed. Vil vi være noget for hinanden og have et godt liv med hverandre, er der kun Gud og de guddommelige værdier, der tæller på kontoen.

Ingen bekymringer kan forhindre, at livet går sin gang med det lette og svære, som er livets grundsubstans. Og heller ingen finansielle tiltag kan erstatte evighedens righoldige indslag i timeligheden. Selvom nogen så må finde sig i at være i evig pengeforlegenhed, kan det måske trøste, at sådan har Gud det også, for som Kierkegaard understreger:

Evigheden har det skarpeste Øie for og den meest udviklede Forstand paa Barmhjertighed, men slet ingen Forstand paa Penge, saa lidet som Evigheden er i Pengeforlegenhed, eller har, efter Ordet, det mindste at bruge Penge til.

Lise Søelund er idéhistoriker og ansat ved Silkeborg Bibliotek