Mailduel: Jesu død - gudsforladt Gud eller åbenbaret kærlighed?

Er korsfæstelsen et udtryk for Guds afmagt eller almagt? Læs det sidste indlæg i Lars Sandbeck og Jakobs Wolfs teologiske duel om Gud, mennesket og lidelsen

Jakob Wolf: Gud er både almagt og kærlighed. 29. marts 2012.

En forudsætning for, at en diskussion skal give mening er, at man sætter sig ind i, hvad den anden faktisk siger og er i stand til at gengive det loyalt. Det lever Sandbeck ikke op til.

Det er ikke rigtigt, at jeg ikke mener, at Gud åbenbarer sit væsen helt og fuldt i Jesu liv og forkyndelse. Det er ikke rigtigt, at jeg siger, at Gud først og fremmest er almægtig værensmagt. Det er ikke rigtigt, at jeg spiller første trosartikel ud mod den anden. Det er ikke rigtigt, at jeg mener, at Gud åbenbarer sig i et kræftramt barn.

Gud - skjult og åbenbaret
Mit synspunkt er, at Gud både er værensmagt og kærlighed. Det store spørgsmål er, hvordan Gud både kan være det ene og det andet. Jeg mener her, at Luthers skelnen mellem skjult Gud og åbenbaret Gud kan bruges til at fortolke dette forhold med. Som værensmagt er Gud skjult, som kærlighed er Gud åbenbaret.

Jakob Wolf
Lektor i teologi

Lars Sandbeck: Gud protesterer sammen med os imod lidelsen. 28. marts 2012

I sit indlæg (se nedenfor) beklager Jakob Wolf sig over, at visse teologer inklusiv undertegnede opfatter Jesu død på korset som Guds død.

Jeg er enig med ham i, at kristendommens Gud må forstås trinitarisk, og at man derfor ikke uden videre kan sige, at også Faderen og Ånden døde på korset sammen med Sønnen.

Korset er det centrale i kristendommen
De tekniske detaljer og udredninger i den forbindelse skal jeg ikke trætte læseren med her, men lad mig da bare indskyde, at treenighedslæren overhovedet kun giver mening, hvis den fortolkes i lyset af korset. I fagjargon: begivenheden på korset er treenighedens materialprincip. Den diskussion må vi tage en anden gang.

Det vigtige er imidlertid noget andet, nemlig at vi ikke skal gøre Kristi kors (...) til tom tale, som Paulus et sted skriver (1 Kor 1,17). Og det er netop, hvad Wolf gør.

Gud dør for vores skyld
Den helt uomgængelige forudsætning for kristendommen er troen på, at korset afslører Guds fulde og hele væsen, det vil sige, at Gud på korset afslører sig som en kærlig og nådig Gud, som ikke forårsager den vold og død og lidelse og ondskab, vi erfarer i livet.

Som kærlighed går Gud endda så vidt, at han er villig til at lide og dø for at komme os i møde; han giver afkald på sig selv (som utilnærmelig og skjult almagt) for at være sammen med os.

Ifølge Wolf er intet af det sandt. Eller det er kun delvist sandt, hvilket vil sige, at det måske ikke rigtig er sandt, når det kommer til stykket.

Gud er nemlig først og fremmest almægtig, skriver Wolf, han er en anonym værensmagt, som ikke kun skaber det gode, men også lidelsen i verden, og det passer ikke med, at han ifølge Jesu forkyndelse er den barmhjertige Gud.

Gud er ikke en anonym værensmagt
Wolf har jo ret i, at det ikke passer med Jesu forkyndelse. Men i stedet for at holde sig til evangeliet og dermed til korset, holder Wolf sig hellere til den anonyme værensmagt.

Dermed får vi en Gud, som både er åbenbaret og skjult, barmhjertig og ond, selvopofrende kærlighed og tyrannisk i sin almagt. Ifølge Wolf er min korsteologi meningsløs, mens hans egen almagtsteologi blot er paradoksal, men sandheden er, at det er almagtsteologien, som gør kristendommen til et paradoks og derefter korset meningsløst.

Som anonym værensmagt kan Gud naturligvis ikke dø. Men hvad sker der så langfredag? Jo, ifølge Wolf sker der det, at mennesket Jesus lider og dør og på et kritisk tidspunkt råber sin klage ud mod den anonyme værensmagt, hvorfor har du forladt mig?

Man har fundet på betegnelsen ebjonitisme for det kætteri. Den Almægtige kigger blot på, mens mennesket Jesus lider og dør forladt af Gud. Hvordan Wolf kan forbinde noget positivt med det budskab, er jeg ude af stand til at forstå.

Men det positive sker da også først påskemorgen, hvor Gud beslutter sig for at bruge sin almagt på at nyskabe. Her hober spørgsmålene sig imidlertid op.

Hvorfor ville Gud ikke bruge sin almagt lidt tidligere, for eksempel på at forhindre Jesus i at dø? Hvorfor venter han tre dage med at demonstrere sin almagt? Kan vi overhovedet stole på, at Gud vil bruge sin almagt på at nyskabe?

Jeg mener, i de 2000 år, der er gået siden den første kristne påske, har Gud mig bekendt ikke ladet andre mennesker stå op af graven. Men det skyldes måske, at Gud som anonym værensmagt ikke kun skaber liv, men også bringer lidelse og død.

Allerede Martin Luther sagde, at vi ligeså godt kan tilbede djævelen som Gud, hvis vi holder os til nogen anden Gud end Jesus.

I påsken fejrer vi korsets Gud
I Wolfs teologi udraderer 1. trosartikel (den anonyme værensmagt) 2. trosartikel (Gud åbenbaret som kærlighed i Kristus), men dermed får vi også en tvetydig Gud-satan, som vi ikke kan stole på, men kun frygte.

Mens korsteologien kun er i stand til at se Guds ansigt i hans egen lidelse på korset, kan Wolf tilsyneladende også se Guds ansigt i det lille kræftramte barns lidelse og død.

I korsteologien protesterer Gud sammen med os imod lidelsen; i Wolfs teologi forårsager Gud direkte vores lidelse. Dette er prisen for at spille troen på Gud som almægtig, anonym værensmagt ud imod korsets Gud.

Wolfs almagtsteologi indebærer med andre ord, at det bliver meningsløst og i hvert fald overflødigt at ønske hinanden god påske, for påsken ændrer intet og fortæller os intet pålideligt om Gud.

Lars Sandbeck er cand.theol, ph.d og forfatter

Jakob Wolf: Langfredag oplever vi Guds paradoksale almagt. 27. marts 2012.

Der er nogle teologer, der mener, at Jesu død på korset langfredag er ensbetydende med, at Gud dør. De siger, at da vi tror på en treenig Gud, så må Jesus også være Gud, og altså dør Gud, når Jesus dør.

Kristendommens Gud er en Gud, der er blevet menneske, og Gud er derfor lige så afmægtig som et menneske. Da Gud blev menneske, opgav Gud sin almagt og døde et menneskes afmægtige død.

Pas på med at gøre Gud til menneske!
Det gode budskab i det skulle være, at Gud gør sig solidarisk med os mennesker i vores afmægtighed. Ja, ifølge Lars Sandbeck gør han sig endda specielt solidarisk med ateisten, der virkelig tror, at Gud er død.

Det mest indlysende problem ved den teologi er for mig at se, at man udelukkende gør Gud til et menneske. Man taler om Gud, som om Gud var et menneske, der taler og handler som mennesker.

Vi tror på en treenig Gud
Ifølge trosbekendelsen tror vi ikke kun, at Gud blev menneske. Vi tror også, at Gud er "den almægtige, himlens og jordes skaber." Og vi tror, Gud er Helligånd. Det betyder, at der er tre forskellige måder at tale om Gud på, og hvis man kun taler på én måde om Gud, så taler man ikke ifølge kristendommen sandt om Gud.

Hvis man kun taler om Gud, som den, der er blevet menneske i Jesus, så bliver Gud alt for menneskelig. Man glemmer, at Gud også er skaberen, der skaber og opretholder alle ting.

På den anden side, hvis man kun taler om Gud som skaberen, så taler man om Gud som en ubegribelig anonym magt, vi ikke kan forstå og have fællesskab med.

Og hvis ikke man taler om Gud som Helligånd, så får man ikke det aspekt med, at Gud er nærværende i verden både i skabelsen og i forkyndelsen af evangeliet, og ikke fjern og fraværende. Troen på den treenige Gud er troen på, at Gud er alle tre aspekter på én gang. Det giver derfor ingen mening at spille det ene aspekt ud mod det andet.

Det er det, der sker hos disse teologer. De spiller anden trosartikel ud imod den første, som om det var et enten eller. Grunden til, man gør det, er lidelsens problem.

Guds svar på lidelsen er almægtig nyskabelse
Hvis Gud er den almægtige skaber, så er han ikke kun skaberen af det gode, men også af lidelsen, og det passer ikke med, at han ifølge Jesu forkyndelse er den barmhjertige Gud.

Men løser man det problem ved at sige, at Gud slet ikke er den almægtige skaber, men udelukkende skal forstås i billedet af det afmægtige, solidariske menneske, så banaliserer man tanken om Gud.

Vi kender ikke kun Gud igennem historien om Jesus, vi kender ham også igennem det store ubetænksomme liv, vi er født ind i, hvor lykke og lidelse er blandet sammen på en for os uforståelig måde.

Hvis ikke vi fastholder, at Gud er den ubegribelige almægtige skaber hinsides godt og ondt, samtidig med at han er den, der gør sig forståelig for os i Jesus og åbenbarer sig som den barmhjertige, så forsvinder hele pointen med langfredag.

Når Jesus råber på korset, Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, så er det udtryk for klagen til Gud over lidelsen og døden.

For mig at se er det ikke noget godt budskab, at Guds svar på denne klage er, at Gud giver op over for lidelsen og døden og i solidaritet med mennesket opgiver sin almagt. Så er vi jo bare en mere, der lider.

Det er da heller ikke det svar, evangeliet forkynder. Det forkynder med opstandelsen påskemorgen, at Guds svar på lidelsen er, at Gud vil bruge sin almagt til at nyskabe.

Talen om den treenige Gud er paradoksal
Treenighed betyder, at de tre på én gang er identiske og forskellige, derfor er Jesu død ikke kun identisk med Guds død. Når man taler om Gud, så mener jeg, det er umuligt at undgå paradokser. En helt igennem begribelig Gud er ingen Gud.

Gud er død-teologerne vil undgå det ved at sige, at Gud og Jesus kun er identiske og ikke også forskellige. At Gud blev menneske, betyder for dem, at vi helt uparadoksalt kan tale om Gud som om et almindeligt, medfølende menneske.

Prisen for at opfatte Guds menneske-væren på den måde er for mig at se, at talen om Gud bliver meningsløs. Det ophæver selve gudsbegrebet.

Meningen med ordet Gud er, at der er forskel på Gud og mennesker, og den forskel består i, at Gud er almægtig, og mennesket er i forhold til Gud afmægtigt.

Talen om den treenige Gud er paradoksal, men ikke meningsløs, for vi erfarer faktisk både Gud som anonym værensmagt og Gud som kærlighed og Gud som nærværende.

Når Gud er død-teologerne taler om, at Gud har opgivet at være den almægtige Gud og er død, så er det ikke et paradoksalt udtryk for Gud. Det er bare meningsløst.

Jakob Wolf,
Lektor i teologi

Lars Sandbeck: På korset gør Gud sig en ateistisk erfaring. 26. marts 2012.

Det er snart påske, og påsken er en herlig tid, for her døde Gud på korset. Det har naturligvis altid været noget af en kamel at sluge for fromme mennesker, at Gud kunne dø, man har ikke rigtig kunnet se, hvordan der skulle kunne være noget som helst herligt ved den tanke og har derfor i stedet fundet på alle mulige bortforklaringer.

Lad os gøre op med bortforklaringerne om korset
Man har for eksempel hævdet, at Jesus kun var et menneske, og derfor var det selvfølgelig ikke Gud selv, som hang der på korset. Gud er jo almægtig, evig og uforanderlig, Gud er jo i himlen, så hvad i al verden skulle han dog foretage sig på et kors?

Man har også hævdet, at Jesus var sand Gud og sandt menneske, men at det kun var Jesu menneskelige natur, der døde, for en Gud mente man kan begribeligvis ikke lide og dø.

Man har også påstået, at Gud var blevet menneske i Jesus, men ikke rigtigt. Han havde bare besat Jesu legeme, som han da forlod igen, inden torturen begyndte.

Den mest subtile bortforklaring er imidlertid den, der går ud på, at Jesus var Gud selv inkarneret som menneske, og at Gud derfor selvfølgelig døde på korset sammen med Jesus. Så langt, så godt.

Men, fortsætter man så, korsfæstelsen var led i en sindrig plan, for Gud vidste jo godt, at han ville stå op af graven igen et par dage efter.

Det hele var bare en magtdemonstration fra Guds side, og efter han stod op af graven og for til himmels, er alt ligesom tilbage ved det gamle igen:

Gud sidder stadig i sin himmel, evig og uforanderlig, og er fortsat universets almægtige hersker, helt uberørt af påskebegivenhederne.

Langfredag vidner om den gudsforladte Gud
Lad os i stedet prøve at gøre teologisk alvor af korset. Den Gud, vi møder på korset, er netop ikke en almægtig supermand, men en Gud i dyb fortvivlelse og afmægtighed.

Ifølge Matthæusevangeliet råber Gud ikke kun én, men hele to gange og anden gang endda med høj røst, det vil sige fuldstændig desperat og panikramt:

Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Langfredagen er den dag, Gud gør en erfaring med, hvad det vil sige at være forladt af Gud. Gud gør sig så at sige en ateistisk erfaring, og det mest markante udtryk for Guds gudsforladthed er netop, at Gud dør på korset. Han dør fra sig selv ved sig selv, som man lidt knudret kan formulere det. Døden er den ultimative forladthed.

Korsets ateistiske herlighed
Det herlige ved den tanke er, at Gud dermed retfærdiggør mennesket. Ikke det fromme, religiøse, gudfrygtige menneske, men det menneske, som selv er forladt af Gud, det gudløse, vantro, tvivlende og rådvilde menneske.

Eller syndere, som det hed i gamle dage. Gud forsoner sig ikke med det menneske, som ikke føler sig forladt af Gud (den selvretfærdige), men med det gudsforladte menneske (synderen). Og det gør han ved selv at blive et gudsforladt menneske. Gud bliver ligesom os, når vi ikke tror på Gud, og deri består forsoningen.

Kristeligt talt består forsoningen altså ikke i, at Gud kom til jorden i et forsøg på at gøre os religiøse og gudfrygtige, men i, at han på korset retfærdiggør os i vores mangel på gudstro ved selv at blive som os, når vi ikke tror på ham. Vi de gudsforladte siger korset, er elsket af Gud, for Gud har forsonet sig med det menneske, som ikke tror på ham.

Gud findes i vores gudsforladthed
Og opstandelsen er ikke en fortrydelsespille. Den er derimod en bekræftelsespille, hvis der fandtes sådan en. Den tomme grav påskemorgen er en bekræftelse af, hvad der sker på korset. For heller ikke i graven er Gud, i graven lyder kun et ekko af ordet på korset, Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Men hvis Gud ikke er i graven, hvor er han så henne? Han er der, hvor to eller tre er forsamlet i Jesu Kristi navn, siger evangelisten (Matt 18,20).

Jesus Kristi navn er navnet på den gudsforladte Gud, og derfor er Gud der, hvor vi forsoner os med vores fjender og modstandere, hvor vi ikke kun vil indgå i fællesskab med dem, der ligner os og tror ligesom os, men med dem, der ikke ligner os og ikke deler vores tro.

Gud blev menneske, for at vi kunne blive Gud, lyder en klassisk doktrin. Men at blive Gud, hvis Gud er den gudsforladte Gud, vil sige at blive sandt menneske, nemlig et ikke-religiøst menneske, et menneske, som ikke stræber efter at blive overmenneskelig (ligesom den almægtige Gud), men mere fuldkommen i sin menneskelighed (ligesom guden på korset).

Så hvor er Gud henne? Han er i vores gudsforladthed og dermed i vores sande menneskelighed og således i den kærlighed, der ofrer alt for den anden og intet holder tilbage. Sådan må det være, hvis påsken virkelig er sand. Men er påsken usand, er alt, hvad jeg har skrevet, naturligvis det rene vrøvl.

Lars Sandbeck,
ph.d., cand.theol. og forfatter