Steen skovsgaard fortæller

Pinsemorgen dansede solen over Jerusalem

Det særlige ved pinsen i år var, at tidspunktet for den jødiske og den kristne pinse faldt sammen, fortæller biskop Steen Skovsgaard om sin pinsemorgen i Jerusalem. Foto: Peter Kristensen.

Mens Helligånden blev fejret og fejede igennem salen ovenpå, stod jøderne nedenunder og gennemførte deres gamle og traditionelle bønner, som de altid har gjort, skriver Steen Skovsgaard om at opleve den kristne og jødiske pinse på én og samme morgen

I år havde jeg lejlighed til at fejre pinsedag i Jerusalem. Jeg skulle besøge Israelsmissionens to danske præster sammen med generalsekretær for Danske kirker i Udlandet (DSUK) Margith Pedersen, og da vort besøg fandt sted i dagene umiddelbart inden pinsedag, betød det, at der var mulighed for at fejre pinsemorgen i Jerusalem.

Det blev en uforglemmelig oplevelse. Pinsen er oprindelig en jødisk fest, hvor man fejrede hvedehøsten; men senere er det blevet til mindefesten for pagtslutningen på Sinaj, hvor israelitterne fik givet Moseloven med de ti bud.

Det særlige ved pinsen i år var, at tidspunktet for den jødiske og den kristne pinse faldt sammen, hvilket er meget sjældent. Det gav derfor mulighed for at fejre pinsen på flere forskellige måder og i vidt forskellige sammenhænge.

Så pinsemorgen stod jeg op kl. fem og gik ud i den halvmørke by uden at vide, hvad der ville ske. Allerede på gaden neden for hotellet ved Jaffaporten kunne jeg se, at der var noget helt særligt på færde. I hundredvis af festklædte jøder gik stille gennem gaderne. Børn, unge og voksne vandrede målbevidst ned mod grædemuren. Jeg sluttede mig til dem, uden at nogen tog notits af, at en åbenlys ikke-jøde var med. Efterhånden som vi nærmede os grædemuren, kunne man mærke, hvordan spændingen steg i skaren.

Det sitrede af forventning, og små og større grupper begyndte at synge Israels sange. Det var stadig halvmørkt, og mødrene holdt godt fast i børnene, som også var kommet tidligt op. Man behøvede ikke megen fantasi for at forestille sig, hvad der ville ske, hvis et barn blev væk i denne brusende mængde. Sådan som det netop skete for Jesus, da han som tolvårig tilsyneladende forsvandt for sine forældre i en tilsvarende skare på vej hjem fra Jerusalem.

Efter ti minutters vandring nåede vi frem til pladsen foran grædemuren. Der mødte os et bølgende feststemt menneskehav, og jeg lod mig føre med helt ind i hjertet af pladsen. Sangen og bønnerne var nu mere højlydte, grupper af unge mænd dansede og sang, nogle så ud til at være i ekstatisk bøn, andre stod mere stille og læste i deres bønnebog. Nede på pladsen blev der gjort klar til uddeling af vand og lidt mad eller kage. Det var den jødiske Habad-organisation, kendt for sin sociale indsats, som stod for dette omsorgsarbejde.

Sikkerheden omkring de mange mennesker var langt mere afslappet og lemfældig end normalt. Der var masser af smil og latter omkring checkpointet, og mange omfavnede sikkerhedsvagterne og ønskede glædelig fest.

Efter en lille times tid stod solen op. Det var et magisk øjeblik, da pinsesolen viste sig over Omar og Alaksa-moskeen og skinnede på denne tusindtallige skare af jøder, som festede og glædede sig. Jeg stillede mig et par gange tæt på nogle af de syngende og dansende drengegrupper og mærkede den smittende glæde og energi, som udgik fra gruppen, der nok ikke var helt upåvirket af de smukke øjne og anerkendende blikke og kommentarer fra grupper af unge piger, som stod et stykke derfra.

I første omgang savnede jeg én eller anden indledning, noget samlende, en fællessang, en tale eller andet, som kunne fortælle, hvorfor vi var kommet sammen. Men ved nærmere eftertanke var det jo slet ikke nødvendigt. Alle vidste, hvorfor de var samlet, og det var nok også bedst, at festen foregik i disse små og store og meget forskellige grupper. For der er noget for enhver smag og temperament. For unge og gamle, for grupper og enlige, for de mere inderlige og for disse glade og festlige unge mennesker med al deres energi.

Da solen var stået op, var der mange, som begyndte at forlade pladsen, og det gjorde jeg også. Men i stedet for at gå hjem gik jeg nu hen i gravkirken, som netop var åbnet. Her var der til gengæld ikke mange mennesker. De sædvanlige turistgrupper var ikke mødt frem, men der var blot enkelte, der ligesom jeg havde fundet hen i den smukke gamle kirke denne tidlige morgen.

Jeg satte mig på en bænk ved det mest centrale sted, nemlig udenfor gravåbningen, som endnu ikke var åben for besøgende. Jeg vidste heller ikke her, hvad der skulle foregå, men så på hvordan franciskanske munke begyndte at forberede en tidlig morgenmesse. Der var højlydt bøn andre steder i kirken, men så startede messen pludseligt med en uventet og gennemtrængende orgelmusik. Det blev en smuk katolsk messe afholdt på latin, med rig brug af røgelse, og hvor vi fik hørt pinseberetningen messet på latin.

Efter gudstjenesten fik jeg lejlighed til, som dagens første besøgende, at komme ind i det gravkammer, som normalt er omgivet af store skarer, der må stå og vente længe i kø.

Nu manglede jeg så blot at fejre pinsen på det helt særlige sted, nemlig i Ovensalen, det sted i Jerusalem, hvor traditionen fortæller, at pinsebegivenheden fandt sted.

Det besøg gik bestemt heller ikke stille af! Da vi kom ind i kapellet, blev vi mødt af en stor skare af filippinske kristne, som stod i rundkreds og talte i tunger med løftede hænder. De rystede, råbte og bad, og jeg er overbevist om, at ingen talte sit eget sprog. Alle talte i tunger, svingede med de løftede arme og stod med lukkede øjne. Der kom også unge og ældre ind i kapellet med blafrende flag, henført i en salig ekstase.

Dog alligevel ikke mere, end at nogle bevidst lod sig fotografere og endda også havde overskud til selv at tage en såkaldt selfie med mobiltelefonen monteret på en lang stang, mens de var grebet af Helligånden.

Det blev et spændende og tankevækkende møde med Helligånden denne pinsemorgen i Jerusalem. Var det mon her, det skete, og var det mon sådan det foregik? Var dette virkelig en gentagelse af pinseunderet, eller var vi alle blot fulde af os selv og vort eget ønske om at møde pinsens under på dette særlige sted? Kan man fotografere sig selv, mens Helligånden virker i én? Og kan man, som vi gjorde, tillade sig at være tilskuere til og fotografere disse menneskers møde med Helligånden? Var Gud og Guds ånd til stede her igen, eller har Ånden bevæget sig ud i verden, sådan som disciplene gjorde det?

Som prikken over i’et – eller vel snarere som roden - på hele denne brogede pinsedag, nåede vi også at få et kig ind i den synagoge, som befinder sig under Ovensalen. Også her lød der højlydte bønner.

Så mens Ånden blev fejret og fejede igennem salen ovenpå, stod jøderne nedenunder og gennemførte deres gamle og traditionelle bønner, som de altid har gjort.

Jo, Jerusalem er i sandhed en ganske særlig by. Fredens by, kaldes den, selvom det er en overdrivelse af påstå, at den fredelig. Men den er til gengæld ikke kedelig. Fyldt med helligsteder, fyldt med gudsdyrkelse, fyldt med tilskuere og turister og fuld af utallige spørgsmål og svar.

En broget, mangfoldig og modsætningsfyldt by, hvor alle tungemål og kirkesamfund kan findes, og hvor Helligånden for resten engang blev udgydt over disciplene.

Steen Skovsgaard er biskop i Lolland-Falster Stift og panelist ved religion.dk

Pinsemorgen over Jerusalem. Foto: Steen Skovsgaard
Foto af den kristne pinsefejring i Jerusalem. Foto: Steen Skovsgaard