Miraklet i Lourdes sætter gode tanker i gang

Filmen finder sted i Lourdes i vore dage, og vi følger en gruppe franske pilgrimme til dette sydfranske valfartsmål, fortæller Daniel Nørgaard. Foto: Foto:

Skal man gøre sig fortjent til at blive helbredt? Læs katolsk præst Daniel Nørgaards anmeldelse af biografaktuelle Miraklet i Lourdes

Er man til en lille lun film blottet for action, så er Miraklet i Lourdes sikkert en film, man vil kunne lide at se. Filmplakaten med dens billede af en blåøjet Maria-statue giver indtryk af, at det er kitsch, men det er langt fra tilfældet.

Instruktøren Jessica Hausner har formået at fremvise fænomenet mirakler uden at forsøge at prakke beskueren nogen som helst konklusion på. Ja, faktisk efterlader hun os i tvivlen, om miraklet overhovedet var virkeligt.

Bedre end at stå på ski
Filmen finder sted i Lourdes i vore dage, og vi følger en gruppe franske pilgrimme til dette sydfranske valfartsmål. Mange af dem er alvorligt syge, og bliver hjulpet af en gruppe frivillige sygehjælpere, der, som én af dem udtrykker det, har lyst til at bruge ferien på noget mere meningsfuldt end at stå på ski.

Forholdene i Lourdes bliver fremstillet meget realistisk: Forventer man at se et sted, hvor himmel og jord er forenet, og Guds nåde strømmer ned på en synlig måde, bliver man skuffet. De mange mennesker, der bliver portrætteret i filmen, er virkelig menneskelige.

De kommer med deres ensomhed, deres vrede over at være blevet syge, deres tvivl og deres håb. Nogen kommer der for at bede, andre mere fordi det er en af de få rejsedestinationer, der er handikapvenlige, og således giver mulighed for et afbræk fra hverdagen.

Det fantastiske ved filmen er at se persongalleriets forskellige reaktioner oven på miraklet.

Mirakler åbner for ny tvivl
For hvis nogen tror, at mirakler hjælper til at få fjernet al tvivl, så tager de fejl. Mange spørgsmål melder sig oven på miraklet: Hvorfor blev netop hun rask? Vil helbredelsen holde? Har Gud da ikke magt til at helbrede alle? Bør vi ikke være taknemmelige nok for en åndelig helbredelse?

Det fremgår tydeligt, at vi mennesker har brug for at kunne systematisere alting også Gud og mirakler. Det er som om, at miraklet, der er sket, ikke passer ind i menneskets skemaer. Man skal da vel gøre sig fortjent til at blive helbredt!

Lettere at være syg?
Pilgrimsgruppens præst holder både af at spille kort og af at danse, men han giver også mange gode svar på de spørgsmål, der bliver stillet ham. Gud er fri, siger han, og forsøger derved at afvise de mange rationelle krav, som pilgrimmene har til, hvordan Gud bør handle. Der bliver alligevel sat så stort et pres på den nyligt helbredte, at hun ikke kan magte det. Mange i pilgrimsgruppen er meget misundelige på hende.

Spørgsmålet er, om hun til sidst vælger den letteste vej, og bliver syg igen. Det må man ind i biografen for at forsøge at finde ud af.

Daniel Nørgaard er katolsk præst og panelist ved kristendom.dk. Se trailer for Miraklet i Lourdes her.