Folkekirken får lille, men vigtig plads i nyt regeringsgrundlag

At folkekirken ikke fylder meget i regeringsgrundlaget passer med, at Bertel Haarder i sin tidligere periode som kirkeminister så sig selv som pedel og ikke chef for kirken, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen

I to afsnit på i alt ni linjer behandles folkekirken i det regeringsgrundlag, som statsminister Lars Løkke Rasmussen netop har fremlagt. På den beskedne plads siges der imidlertid noget væsentligt om regeringens politik på området.

For det første slås det indledningsvis fast, at ”Danmark er et kristent land”. Det må helt klart opfattes som en værdipolitisk markering. Hvad der betydningsmæssigt ligger i udsagnet, er det ikke så enkelt at afkode.

Er der tale om en empirisk konstatering af, at det store flertal af borgerne i Danmark er kristne? Eller er der tale om et normativt udsagn om, at kristendommen skal være en grundlæggende værdi for det danske samfund og dansk lovgivning? Eller måske noget helt tredje eller fjerde?

Men funktionen af udtalelsen er sikker at være en værdipolitisk markering.

For det andet vil regeringen bevare den særstatus, den evangelisk-luthersk kirke indtager som folkekirken. Denne særstatus er grundlovsbestemt, og derfor kan udsagnet vel ikke betyde andet end, at regeringen ikke ønsker at ændre grundloven på dette område. Og det var der vel heller ikke nogen, der ville have forestillet sig.

For det tredje understreges betydningen af religionsfrihed. At regeringen går ind for religionsfrihed kan heller ikke overraske, for religionsfriheden er forankret i rigets grundlov. Men udsagnet skal nok ses i sammenhæng med en passage i afsnittet om regeringens udenrigspolitik, hvor der tales om, at der ”i flere af verdens brændpunkter foregår en systematisk forfølgelse af kristne minoriteter”.

På den baggrund vil regeringen ”have et særligt fokus på at styrke det internationale samarbejde for at beskytte disse minoriteter.”

Det er meget glædeligt, at der nu på regeringsplan bliver sat fokus på dette alvorlige problem, men problemet er imidlertid større end som så. Det er ikke kun kristne minoriteter, men også andre religiøse minoriteter, der forfølges i dag, og har brug for, at der internationalt samarbejdes for at beskytte dem mod overgreb!

Endelig, for det fjerde stilles det i udsigt, at der skal nedsættes et udvalg om en reform af valg til menighedsråd. Baggrunden er det faktum, at ”menighedsrådsvalg (har) over en årrække været inde i en uheldig udvikling med færre afstemningsvalg, lavere stemmeprocent og ikke tilstrækkeligt med opstillede kandidater.”

Det er naturligvis et alvorligt problem, fordi det svækker menighedsrådenes demokratiske legitimitet, som man også peger på i regeringsgrundlaget. Men problemet med at få folk til at stille op til menighedsrådsvalg hænger efter min mening sammen med de arbejdsvilkår, menighedsråd har i dag.

Her er der i høj grad brug for en reform. Man kunne begynde med at overdrage ansvaret for sognenes bygningsmasser (kirker, sognegårde, præstegårde), jordtilligender og kirkegårde til større enheder I folkekirken, eksempelvis provstier, der naturligvis også er og skal være demokratisk ledede.

Dertil kunne man fritage sognene for personregistreringen. Alt dette ville indebære en meget betydelig lettelse i menighedsrådenes arbejdsbyrde og give dem overskud til at tage sig af det, som de fleste menighedsrådsmedlemmer interesserer sig mest for, nemlig “kirkens liv og vækst”, altså det kirkelige liv.

Folkekirken fylder ikke meget i regeringsgrundlaget, men det passer sikkert meget godt sammen med, at kirkeministeriet skal varetages af Bertel Haarder, der er kendt for, at han tidligere, da han også var kirkeminister, så sig selv som pedel for kirken. På den ene side er det klogt, at en kirkeminister ikke unødigt politiserer folkekirken med sin egen kirkelige dagsorden. På den anden side er der behov for, at der skabes mulighed for, at kirken selv kan tage hånd om de åbenbare udfordringer, kirken står overfor. Her er der virkelig brug for rettidig omhu.

Det er imidlertid glædeligt, at det nu meddeles, at kirkeministeriet overtager resortansvaret for sager om trossamfund uden for folkekirken fra Social- og Indenrigsministeriet. Dermed bliver kirkeministeriet også en slags religionsministerium. At høre til en anden kirke- eller en anden religion er trods alt ikke et socialt problem!