Muslim: Brug ikke sendetid på Abu Khattabs dødstrusler

Jeg er ikke en muslim, som synes, at det er noget så synd for mig og mine trosfæller, at danske medier finder halal-frikadeller, hellige krigere og netto-tørklæder spændende, der findes jo også flere pragteksemplarer på selvudråbte muslimer, der bidrager ligeså meget til debatten. Jeg er en dansk licens-betalende borger, der håber, at vi snart får andre spændende nyheder på bordet, skriver muslimske Nour Jørgensen. Foto: Privat

Dette indlæg er en bøn til de danske medier: Abu Khattab og hans ligemænd lider tydeligvis af vrangforestillinger. Hvis I er kløgtige, bruger I ikke sendetid på tåbeligheder, skriver muslimske Nour Jørgensen

Findes der ingen grænser for idioti? Eller er han (Abu Khattab) en hånddukke optrædende i dette tragikomiske teater, medierne spiller for os? Når jeg ser videoerne, ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde.

Det skulle ikke undre mig, hvis vi i fremtiden finder ud af, at han er en betalt skuespiller, for videoerne er ganske enkelt uden for fatteevne. Ak, den famøse Abu Khattab har fået iscenesat sig selv som noget af en farlig jihadist og islamist!

LÆS OGSÅ: Forsvindende få muslimer identificerer sig med militante ekstremister

Farlig: Hvis han var farlig og ikke blot en forvokset dreng med vrangforestillinger, ville der højst sandsynlig blive gjort noget ved hans trusler, for er PET ikke en super-cool Men in black-lignende efterretningstjeneste, der har styr på Gud og hver mand?

Jihadist: Hvis han er en jihadist, burde han have travlt med at bekrige sit lavere selv (jeg refererer her til det islamiske princip jihad, der handler om at anstrenge sig for at vinde kontrol over sine lyster og sit ego), og derfor ikke have tid til trusler, amatøragtige taler og de 15 minutters berømmelse.

Islamist: Det er yderst sørgeligt, at han har fået titlen som islamist, for pudsigt nok har resten af verdens 99,9% muslimer ikke kendskab til den form for islam, Abu Khattab dyrker.

Muslimer bør ikke råbe op
Jeg havde nær glemt den legendariske Akkari, som mener, at for mange muslimer er passive!

At vi burde lette os fra sofaen og råbe op om, at det bare ikke er i orden, det Abu Khattab gør, fordi det handler om menneskeliv! Eller fordi det handler om hans liv?

Nej Akkari! Vi (muslimer) burde ikke råbe op, for det er ikke islams eller muslimers ansvar at redegøre for tåber som Abu Khattab! Hvis jeg, eller andre muslimer, skulle gøre noget, ville det være forebyggende arbejde for at undgå, at unge falder i samme fælde som Abu Khattab.

Jeg forstår din utilfredshed med at have en dødstrussel hængende over hovedet, men den kommer fra en ideforladt tåbe, som hænger billeder op og skyder efter dem. Originalt

Min intention var at skrive en akademisk kommentar til afsnit 2 af Abu Khattabs show, og jeg stirrede blankt på papiret i flere timer. Desværre kan jeg ikke tage Abu Khattab så alvorligt, at han får mig til at åbne bøgerne og lede efter teorier, der beskriver hans lidelse!

Jeg ønskede at skrive en længere redegørelse for, hvorfor alt han gør, strider imod basale islamiske principper, men håber, at den almene borger i det ganske land kan spotte en tåbe, når de ser én.

Kære medier, brug ikke sendetid på tåbeligheder

Så dette indlæg er endt ud som en bøn, en bøn til de danske medier: Abu Khattab og hans ligemænd lider tydeligvis af vrangforestillinger. Hvis I er kløgtige, bruger I ikke sendetid på tåbeligheder. En sådan interesse vil kun resultere i hans iver efter at lave en ny video. Hans ord har kun magt, såfremt han får taletid.

Jeg er ikke en muslim, som synes, at det er noget så synd for mig og mine trosfæller, at danske medier finder halal-frikadeller, hellige krigere og netto-tørklæder spændende, der findes jo også flere pragteksemplarer på selvudråbte muslimer, der bidrager ligeså meget til debatten.

Jeg er en dansk licens-betalende borger, der håber, at vi snart får andre spændende nyheder på bordet, at medierne stopper med at udlevere gratis taletid til tåber, og derimod lader eksperter, vel at mærke uddannede eksperter såsom professorer fra Islamiske Studier, udtale sig om islam og muslimer.

Nour Jørgensen er kandidatstuderende ved Islamiske Studier, KU og panelist ved religion.dk.