Muslimer kombinerer sharia og demokrati
En styreform, som omfatter såvel religiøse principper som demokratiske værdier, kan være nøglen for USA i bestræbelserne på at opbygge et virkeligt demokrati med folkelig opbakning i den muslimske verden. International kommentar af Dalia Mogahed, leder af the Gallup Center for Muslim Studies
En af de fremmeste eksperter på det, han kalder islamisk demokrati, nemlig Noah Feldman, forklarer i sin bog "After Jihad: America and the struggle for Islamic Democracy" (Amerika og kampen for islamisk demokrati), hvordan det vestlige paradigme har været fokuseret på to diametralt modsatte ledelsesmodeller, som begge kan spores tilbage til to af oldtidens byer: Jerusalem, hvor kristendommen fødtes, og Athen, hvor demokratiet blev til.
I brede træk repræsenterer Jerusalem en model, hvor religionen er dominerende, kirke og stat ikke er adskilt, og kejseren er næsten enevældig og tillige kirkens overhoved. Heroverfor står Athen for fornuften: Religionen er et strengt privat anliggende, videnskabens gud er fremherskende, og folk har direkte indflydelse på hvem, der skal lede dem.
Vestens historie er kendetegnet ved en dynamisk spænding mellem disse to byer, og man antager derfor, at hvis et samfunds opfattelse af, hvad der er en ønskelig styreform, ikke passer pænt ind i den sekulære Athen-model så må det nødvendigvis være, fordi dette samfund hælder til Jerusalem-modellen. I dette binære paradigme gives ingen tredje valgmulighed.
Men, hævder Feldman, islams politiske historie har sit udspring i en helt tredje by, nemlig Medina. Her opstod både islams åndelige og demokratiske tradition.
En nylig Gallup-undersøgelse viser, at mens de muslimske nationer på mange måder er meget forskellige, springer flere fællestræk i øjnene, som udfordrer den konventionelle visdom. En af undersøgelsens opdagelser er eksistensen af en bred muslimsk støtte til sharia: islamiske religiøse principper, som generelt anses for at styre alle livets sider lige fra de verdslige til de komplekse.
I Vesten antager man ofte, at sharia er et undertrykkende lovkorpus, som kun en lille håndfuld fanatikere går ind for (og som især kvinder afskyr). Men indføringen af sharia som en kilde til lovgivning nyder støtte hos flertallet i de otte primært muslimske befolkninger, der er blevet undersøgt. Mere overraskende er måske manglen på nogen stor forskel mellem mænd og kvinder, hvad angår deres støtte til indførelsen af sharia som styreform. Det eneste land, der markant afviger, er Tyrkiet, hvor 57 procent siger, at sharia ikke bør være en kilde til lovgivning.
Men hvordan forstås da sharia af flertallet af muslimer? Indebærer indoptagelsen af sharia en afvisning af demokratiske værdier og et ønske om et ufejlbarligt præsteskabs enevælde?
Undersøgelsen tyder ikke på, at det er tilfældet. Det store flertal af adspurgte udtrykte ikke alene beundring for den politiske frihed i Vesten, men sagde også, at de går ind for ytringsfrihed, religionsfrihed og forsamlingsfrihed såvel som for kvinders ret til at stemme, køre bil og arbejde uden for hjemmet. Faktisk finder et flertal i hvert af de undersøgte lande (på nær Saudi Arabien, hvor tallet er 40 procent) det passende, at kvinder opnår topposter i deres lands regering og parlament.
Ydermere siger et gennemsnit på 60 procent, at de ikke ønsker, at religiøse ledere spiller nogen direkte rolle i udformningen af et lands forfatning og selv blandt de, der mener det modsatte, vil de fleste have de gejstliges rolle begrænset til en rådgivende funktion.
Bør disse svar overraske Vesten? Richard Bulliet forklarer i sin bog "The Case for Islamo-Christian Civilization" (Argumenter for en islamisk-kristen civilisation), at sharia traditionelt har fungeret som en begrænsning af styrets magt. Han skriver, at "det eneste, som afholdt herskerne fra at handle som tyranner, var islamisk lov: sharia. Eftersom denne lov var baseret på guddommelige principper og ikke på menneskelige, kunne ingen hersker ændre dem i sin egen interesse."
Sagt mere enkelt repræsenterer sharia i en muslimsk forståelse de umistelige rettigheder, ethvert individ er blevet skænket af sin skaber. Styrets rolle bør derfor være at beskytte disse rettigheder, og fuld og hel sekularisme betyder for mange en fjernelse af alle tøjler på styrets tyranni ja ligefrem en fjernelse af folks gudgivne rettigheder.
At et stort flertal af muslimer på én og samme tid tror på demokratiske værdier og vil holde en plads til Gud i regeringssfæren det er svært at forstå, hvis man udelukkende kan forestille sig et sekulært demokrati i stil med det franske.
Ikke desto mindre er det virkeligt overraskende, hvor mange amerikanere, som faktisk sværger til en lignende model. I en nylig Gallup-undersøgelse af de amerikanske husstande sagde 46 procent, at Bibelen burde være en kilde, men ikke den eneste kilde, til lovgivning, og yderligere 9 procent sagde, at Bibelen skulle være den eneste kilde til lovgivning.
Alligevel ønsker de fleste amerikanere ligesom flertallet af muslimer ikke at give de religiøse ledere politisk kontrol. Det er påfaldende, at det amerikanske syn på de religiøse lederes ønskelige rolle er næsten fuldkommen sammenfaldende med det iranske syn på samme: 55 procent i begge lande siger, at religiøse ledere ikke bør have del i udformningen af forfatningen i et nyt land, mens resten mener, at de bør have en eller anden rolle i det mindste.
En forståelse af denne tredje styreform, som omfatter såvel religiøse principper som demokratiske værdier, kan være nøglen for Amerika i bestræbelserne på at hjælpe med opbygningen af virkeligt demokrati med folkelig opbakning i den muslimske del af verden.
Dalia Mogahed er leder af the Gallup Center for Muslim Studies og har sammen med John Esposito skrevet bogen "Who speaks for Islam?," som er under udgivelse. Kilde: Common Ground News Service.