Synspunkt

Vores største problem som muslimer er ikke kønnenes kamp

Hvis man postulerer, at mændene har ”taget” magten og retten til at udlægge blandt andet Koranens tekster, bør man i denne betragtning have for øje, hvem der, i det magtfulde lederskab, børneopdragelse, nu engang er, har født, opdraget og formet de drenge, der en dag bliver mænd. I denne position bærer kvinderne måske endog større magt og ansvar end mændene, mener lærer Bettina Meisner.

Vores problem er ikke, om kvinder kan lede mænd i bøn, men om vi overhovedet beder, mener muslimske Bettina Meisner

Som udgangspunkt i debatten omkring kvindelige imamer er det essentielt ud fra logisk bevisførelse baseret på køn at forstå, at det ikke er et stadfæstet faktum, at mandlige ledere automatisk undertrykker kvinder. 

Og omvendt at kvindelige ledere, bare i kraft af at de er kvinder, ikke altid vil lede retfærdigt og hen imod bedre vilkår for deres eget køn. Mandlige ledere repræsenterer da nødvendigvis ikke alle mænd, lige så lidt som kvinder gør det.

Forskelsbehandling eksisterer stadig

Rødstrømpebevægelsen har uden tvivl en stor del af æren for, hvad danske kvinder kan i dag, men tag nu en ualmindelig stærk kvinde som Helle Thorning-Schmidt. Jeg mener, hun har da om nogen kvinde formået at stå imod den ene mediestorm efter den anden. 

Uden i øvrigt at tage stilling til hendes politiske formåen og ståsted har kvinder ikke fået bedre kår med hende som leder. Dette baserer jeg på et interview i Berlingske, hvor hun udtaler: ”Kvinder bliver stadig behandlet anderledes i politik, særligt hvis man er i absolut toppolitik, som jeg er”. 

LÆS OGSÅ: Hvad er en imam?

Kvinder forskelsbehandles altså i dansk politik, der er mere, man som kvinde skal leve op til. Her er pointen, at Thorning som kvindelig leder ikke har evnet at lave om på dette kvindesyn.

Det er af stor betydning i debatten, at fokus hidrører værdisættet bagved de utallige varianter af ledelse, kønsproblematikken er kun en flig af dette. Udsagnet i den hidtidige debat har en undertone, der lyder lidt i retning af ”kvinde sidder du ikke med ved magtens bord, er du nok på menuen”.

Mændene har ikke ”taget” magten

Profeten Muhammad forestod et lederskab gavnligt for begge køn. Islam har stadfæstet særlige rettigheder for kvinder, som selv ikke et flertal kan fratage dem. Hvilket i højeste grad forpligter de muslimske imamer og ledere, der sidder på magten i dag. 

Muslimske ledere, imamer, udpeges til at tage teten; de opstiller ikke selv. En troende ved, at eksempelvis positionen som imam indebærer et udvidet regnskab med skaberen, hvorfor få ønsker dette ansvar. Idéen om magt på andre vilkår bør reformeres og sættes skakmat, ikke et specifikt køn.

Koranen oplyser os om Allahs syn på kønnene: Til alle mænd og kvinder, der overgiver sig til Gud; der tror; der er lydige; der er sandfærdige; der er udholdende; der er ydmyge; der giver almisse; der faster; der værner om deres køn; der ofte ihukommer Gud, til dem har Gud beredt tilgivelse og en vældig løn. (Surah 33 vers 35)

LÆS OGSÅ: Kan kvinder være imamer? 

Hvis man postulerer, at mændene har ”taget” magten og retten til at udlægge blandt andet Koranens tekster, bør man i denne betragtning have for øje, hvem der, i det magtfulde lederskab, børneopdragelse, nu engang er, har født, opdraget og formet de drenge, der en dag bliver mænd. I denne position bærer kvinderne måske endog større magt og ansvar end mændene. 

Så kan vi ikke stoppe med at mistænkeliggøre mændene alene, fordi de mænd. Lederskab i hjemmet handler islamisk set ikke om produktivitetsfaktor, men om ansvarlighed i forhold til at give de islamiske værdisæt korrekt videre til den næste generation. 

Kvinder har andre roller 

Fra Det Islamiske Trossamfund blev etableret, har kvinderne altid fungeret som rollemodeller, sjælesøgere, formidlere af blandt andet Koranens tekster, ja, også som vejledere. Samme moské har huset en talskvinde, hvilket jo indbefatter, at man i offentligheden står foran. 

Vores nu afdøde imam Abu Laban lagde et stort arbejde i at involvere kvinderne på det organisatoriske plan. Så både historisk og nutidigt er det forkert, at kvinders indflydelse skulle mangle eller ikke eksisterer. Endnu engang: værdisættet islam foreskriver ikke kvindeundertrykkelse. 

LÆS OGSÅ: Sex og kønsroller i islam

De muslimske kvinder har historisk set udfordret mændene på dagligbasis på både godt og ondt, og det skal de fortsætte med. Især hvis det handler om traditionel undertrykkende adfærd overfor, hvad kvinder kan og bør. Misbruger en mandlig leder sin magt ved at bevise påstande ud fra den rette kontekst, skal det muslimske akademiske bagland sige fra. For så og sige at pudse de kønskulturelle briller til klarsyn.

Muslimernes allerstørste problem er ikke kønnenes kamp, men at vi som samfund har glemt at praktisere og reflektere over den livsbalance islamiske værdisæt bibringer også mellem kønnene. Vores problem er ikke, om kvinder kan lede mænd i bøn, men om vi overhovedet beder. 

Slutteligt, kan enhver, der er utilfreds med indholdet af fredagstalen, også hvis den skulle være for mandsorienteret, rette henvendelse til en moskés imam med bedre forslag. En kompetent leder vil altid være lydhør over for forbedringer og fejl, også hvis de påpeges af kvinder. 

Jeg respekterer naturligvis kvindelige akademikere, der forsøger at gøre en forskel, da det er en prisværdig intention. Essentiel og dybere indsigt i de islamiske traditioner for så og sige at kunne sætte viden ind i et bredere perspektiv er dog altid påkrævet.

Ændringer skal findes i mulighedernes ocean ikke i en såkaldt ”reform” af et af Gud stadfæstede værdisæt. 

Bettina Meisner er lærer og talskvinde for Islamisk Trossamfund.