Synspunkt

Jeg synes, muslimske piger bliver svigtet i svømmehalsdebat

Geeti Amiri efterspørger feministernes opråb, men efterspørger hun i virkeligheden nogle, som råber op om, at unge piger kun må være aktive i idræt, hvis de gør det på samme måde som majoriteten? spørger cand.mag. Nour Tessie Jørgensen. Foto: Stephanie Pilick.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor piger, der har andre blufærdighedsprincipper end majoriteten, skal tvinges til at bryde deres personlige grænser i svømmehallen, skriver cand.mag. Nour Tessie Jørgensen

Debattør Geeti Amiri svarede i går i Berlingske på spørgsmål om muslimske pigers behov for kønsopdeling. Interviewet kom oven på en artikel om, at kønsopdeling og tilsløring af vinduer i Tingbjerg Svømmehal har betydet, at mange unge, muslimske piger er begyndt til svømmeundervisning.

Jeg er inderligt ked af, at Geeti Amiri ikke kæmper mere for pigers og kvinders ret til selv at vælge, til hvem og hvornår de viser deres krop.

Det er ikke succesfuld integration, når alle Danmarks borgere handler og tror på samme måde. Det er det derimod, når de basale humane værdier, vi har i Danmark, bliver integreret hos alle borgere. En af disse værdier er, at alle borgere i Danmark har religionsfrihed og frihed til at handle derefter, medmindre det skader andre. Jeg kan derfor ikke forstå, hvorfor piger, kvinder eller for den sags skyld mænd, der har nogle andre blufærdighedsprincipper end majoriteten, skal tvinges til at bryde deres personlige grænser.

Når feministernes opråb efterspørges i en debat som denne, er det så i virkeligheden en efterspørgsel efter nogen, som råber op om, at unge piger kun må være aktive i idræt, hvis de gør det på samme måde som majoriteten?

Samfundsdebattører svigter disse piger eller drenge, som har andre blufærdighedsgrænser end majoriteten. Disse samfundsdebattører kunne kæmpe for alles ret til selvbestemmelse, men derimod slår de ned på de unge piger! Og hvad er alternativet? At de ikke lærer at svømme, medmindre de krænker deres egen blufærdighedsgrænse?

Vi skal stoppe med at være så bange for at imødekomme andres behov, det skader ikke den danske kultur - tværtimod - det beriger den.

Nour Tessie Jørgensen er cand.mag. og muslim.