Når der går moral i det

IRAK-KRIG: Som politiker må man sommetider ville det umoralske, hvis man vil nå det moralske

Det var vist professor Sløk, der engang i en debat om moral og politik sagde, at han da sandelig håbede, at de personer, han var med til at vælge som politikere, også ville være tilstrækkelig umoralske til at kunne føre en moralsk ordentlig politik.

Som altid, når Sløk ytrede sig på sin paradoksale måde, havde han en pointe, som er værd at overveje.

Der er nemlig ikke samme forhold mellem moral og person i det politiske som der er i det private liv. Som politiker må man sommetider ville det umoralske, hvis man vil nå det moralske. Der er f.eks. ingen tvivl om, at det i det private liv er forkert at slå et andet menneske ihjel. Både De 10 bud og samfundets lovgivning siger det, ingen tvivl om den sag.

Men undertiden kan det pludselig blive af yderste vigtighed, at politikere tør tage det ansvar på sig at sende soldater ud for at slå ihjel og lade sig slå ihjel. Ellers er det et større onde end døden, der sejrer. Den norske digter Nordahl Grieg, der i 1930´erne skrev alle tiders pacifistiske slagsang: »Kringsatt av fiender«, den sang, som generation efter generation af højskoleelever har været helt vilde med, endte sit liv som bombeflyver over Berlin i 1943! Pacifismen holder ikke stik, når man virkelig og for alvor er omgivet af det onde. De enorme soldaterkirkegårde ved Normandiets kyst taler deres tavse sprog om det samme. Uden dem var det Hitler og nazisterne, der havde vundet.

Vi glemmer det åbenbart. I weekenden kunne en pacifistisk appel mod krig i Irak samle millioner af mennesker over hele jorden til demonstrationer. De gode viljer er kaldt på gaden, der er gået moral i det.

Hvad alle de meget moralske demonstranter mod krig for det første glemmer er, at Saddam Hussein er en mand, der har ført krig lige så længe han har været ved magten. Først otte år mod Iran. Dernæst mod Kuwait. Og hele vejen igennem har han brugt et fattigt lands ressourcer på at forberede den næste krig, i hvert fald mod Israel og højst sandsynligt mod hele verden, hvis det forekommer ham nødvendigt.

Hvad demonstranterne dernæst glemmer, er, at den øvrige verden via FN faktisk har ført krig mod Irak, sanktionskrig, lige siden den første Golfkrig var slut for en halv snes år siden. Og den krig har kostet tusindvis af menneskeliv, nogle siger hundredetusindvis, uden at en eneste pacifist i Vesten har hævet et øjenbryn af den grund. Dette umoralske middel har åbenbart været helt i orden for de meget moralske i så mange år.

Og hvad demonstrationerne mod krig i den forløbne weekend slet ikke tog stilling til, var om denne krig, sanktionskigen, så også skal fortsætte i det uendelige, med alle de følger dette vil få for det irakiske folk. Hvis der virkelig ikke er grund til at føre militær krig mod Saddam Hussein, fordi han blot er en »harmløs« mellemøstlig despot, som folket selv har valgt, og fordi han sikkert for længst har tilintetgjort de masseødelæggelsesvåben, som FN´s våbeninspektører ikke kan finde, så må det da være afgørende at få standset krigen hurtigst muligt - sanktionskrigen vel at mærke. Så må både Saddam Hussein og alle hans håndgangne mænd da inviteres inden for i varmen hurtigst muligt, den kommercielle varme vel at mærke, så de kan få fuld gang i olieproduktionen, nu ikke til glæde for de amerikanske kapitalister, som man jo med rette kan mistænke for alt muligt, men til glæde for den irakiske diktator, som man åbenbart ikke kan mistænke for noget som helst uden at blive kaldt krigsliderlig.

Men det har de meget moralske fredselskende demonstranter slet ikke fundet anledning til at tage stilling til. Jeg spørger én gang til, som jeg spurgte i en klumme for nylig: Hvad skal der ske, hvis der slet intet sker? Skal verdenssamfundets sanktionskrig mod irakerne så bare fortsætte og fortsætte og fortsætte i det uendelige, indtil Saddam Hussein har lidt en naturlig død? Eller skal vi tro på, at FN´s sanktioner åbenbart har haft den ønskede virkning og derefter kan afblæses? Eller skal vi gå den helt store bodsgang på fredens vegne og erkende, at også sanktionerne har været krig og som sådan må fordømmes, fordi krig altid må fordømmes?

Hykleriet, som alle fredsdemonstranterne åbenbart godt kan leve med, er, at den ene form for krig, der dør mennesker af, sanktionskrigen, kan blive ved og ved, mens dens anden form for krig - som der også dør mennesker af, ingen tvivl om det, men som måske kan bringe en afslutning på den første form for krig, så hele Mellemøsten kan komme i gang med en mere fornuftig proces, end de nuværende diktatorer og despoter nogensinde kan fremme - at denne anden form for krig er et absolut onde, som alle anstændige mennesker må vende sig imod.

Der er gået moral i sagen. Og så er Fanden løs!

Niels Højlund er forfatter, præst og tidligere højskoleforstander