Næstekærligheden kan ikke begrænses

Nogle mener, næstekærligheden ikke gælder mellem kristne og muslimer. Men det skyldes mangel på fundamental indsigt i Jesu lære, skriver Karen M. Larsen

For nylig bragte religion.dk min anmeldelse af et nyt materiale fra Folkekirke og Religionsmøde. Til slut i min, langt fra ukritiske, anmeldelse bakkede jeg op om materialets opfordring til at vi skal møde muslimerne med næstekærlighed. Det troede jeg, var en kristen selvfølgelighed og dermed ganske ukontroversielt.

Men her tog jeg fejl. Således skriver Torben Petersen i anmeldelsens debattråd: At vi absolut "skal møde muslimerne med næstekærlighed", forekommer mig noget drastisk. Kunne den gode gymnasielærer ikke moderere sig lidt? Jeg er eksempelvis afskåret fra at have muslimske venner, grundet det udtrykkelige forbud herimod, udtrykt flere gange og ganske eftertrykkeligt i koranen. Kunne man ikke indsnævre næstekærlighedsbudet hos kristne til først og fremmest at gælde for mennesker man overhovedet vil kunne opbygge venskabelige relationer til?

Og en vis Johanneså skriver at: Sandheden er at islam netop opfatter bestemte mennesker som fjender uanset hvordan disse mennesker opfører sig i forhold til muslimer. Derfor kan kristne og muslimer aldrig blive hinandens "næste", så længe den ene part har et umenneskeligt menneskesyn. At insistere på at kristne og muslimer skal mødes er som at pisse i bukserne for at holde varmen. (Indlægget er blevet slettet af administratoren, red.) Og Det ville være rart hvis nogle af de kristne som blander religion og politik sammen og forpester denne verden med deres næstekærlighed til kristendommens fjender, kunne skrubbe af til den anden verden med det samme. (Indlægget er blevet slettet af administratoren, red.)


Næstekærligheden er helt fundamental

Nu er det jo en kendt sag, at debattonen ofte bliver usædvanlig rå, når temaet er islam. Alligevel er jeg både forundret og rystet over ovenanførte debattørers mangel på fundamental indsigt i Jesu lære. Det er simpelthen ikke til at komme uden om, at næstekærligheden er af fundamental betydning i Jesu etik. Og at denne kærlighed ikke kun gælder der, hvor det er nemt, bekvemt eller opportunt fremgår af Bjergprædiken hvor Jesus bl.a. siger: I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen! (Matt. 5,43-48)

Kravet om den altomfattende næstekærlighed, der inkluderer mennesker af anden hudfarve, med en anden etnisk baggrund og en anden religion hænger sammen med de to fundamenter for det kristne menneskesyn. Det ene fundament er, at vi alle er skabt i Guds billede (1. Mos. 1,27). Intet menneske, hvor anderledes han eller hun så måtte være og hvor uenig eller bange man nu måtte være for vedkommende, må nogen sinde fraskrives den fundamentale og urokkelige værdi og værdighed der er forbundet med at være et menneske.


Muslimer er skabt i Guds billede

Menneskets værdi er kristeligt set ikke et resultat af en demokratisk beslutningsproces hvor vi har afvejet for og imod. Menneskets værdi kommer ikke fra os selv, men fra Gud. Det andet fundament er bevidstheden om Guds betingelsesløse kærlighed til alle mennesker. Gud elsker alle mennesker betingelsesløst. Han blev menneske, døde på korset og genopstod for os alle samme. Han elsker mig og dig betingelsesløst og derfor er også vi kaldede til at elske andre med samme grænseløse kærlighed som han elsker os, ja alle mennesker, med.

Vi skal derfor elske muslimerne fordi de er skabt i Guds billede, og fordi Gud elsker dem, ligesom han elsker os. Hvor meget eller hvor lidt de måtte elske os er sagen uvedkommende. Ligesom Guds kærlighed til os ikke er betinget af, hvor meget vi elsker ham, således skal den kristnes kærlighed til muslimerne heller ikke være betinget af om denne kærlighed bliver gengældt eller ej.

Men der kan heller ikke være nogen tvivl om, at ingen kan elske, som Gud elsker. Set i lyset af Guds grænseløse kærlighed må vi blive os vores egen begrænsede kærlighed bevidst. Vores frelse afhænger da heller ikke af vores kærlighed, hverken til Gud eller til næsten. For kristendommen er ikke en lovreligion. Frelsen er ikke et produkt af vores kærlighed, fromhed eller godhed og kærlighed, fromhed og godhed er heller ikke en forudsætning for frelsen. Kaldet til næstekærlighed er en moralsk appel til, at vi deler ud af det, som vi har modtaget, ikke en målestok for, hvem der må komme ind i Guds rige.

Politisk frihed til en vis grænse

At vi skal møde muslimerne med næstekærlighed er heller ikke en opfordring til at stemme på nogle bestemte partier eller til at vi skal have fri indvandring til Danmark. Den kristne tro skal lige så lidt kapres af det multikulturelle projekt, som den skal kapres af det nationalistiske selv samme.

Og dog, så er der en grænse. Vi er desværre efterhånden kommet i en situation, hvor man efter min mening som kristen definitivt må sige fra: Vi kan i debatten om islam finde positioner hvor man i den grad får dæmoniseret muslimerne, at det muslimske problem ingenlunde vil kunne løses med en restriktiv indvandringspolitik. Dem der mener, at en fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne per definition er en umulighed, siger i sidste instans, at det ikke er nok at forhindre, at der kommer flere muslimer til landet. Nej, de siger, om end indtil videre kun mellem linjerne, at vi før eller siden må skaffe os af med de muslimer, som allerede bor her.

Her må man som kristen efter min bedste overbevisning sige fra. Muslimerne er mennesker, vores medmennesker, og de har derfor ligesom alle andre mennesker krav på at blive behandlet medmenneskeligt. Hvis man protesterer herimod, så er det fordi, man ønsker, at vi skal have lov til at fratage muslimerne deres basale menneskerettigheder, herunder i sidste instans til at fordrive, ja myrde dem. Og det kan som kristen aldrig i evighed billige.

Der er meget snak om, at muslimer skal sige fra overfor sharia-straffe og lignende, og ja, det kan i en del sammenhænge være relevant nok. Men på samme måde er det ved at være på tide, at vi kræver af dem, der uden at differentiere mellem forskellige måder at være muslim på og omtaler muslimerne som en trussel mod vores samfundsorden, at de klart og entydigt siger fra overfor enhver form for voldelige foranstaltninger rettet mod landets muslimske borgere, nu eller i fremtiden.

Karen M. Larsen, cand.mag.