"Det jødiske nytår er en god anledning til eftertanke"

Vi er godt klar over, at vi som mennesker begår fejl, men nytårsdag vil vi gerne, at Gud skal se på flokken, som om alle er engle - derfor er vi alle klædt i hvidt ved synagogegudstjenesten. Læs eller genlæs pensioneret overrabbiner Bent Lexners indlæg om jødisk nytår

I år begynder den jødiske efterårsmanøvre tidligere end vanligt. Da den jødiske kalender er en månekalender betyder det, at de jødiske helligdage ikke ligger på faste ugedage i den almindelige kalender, men kan flytte sig fra år til år.

Ét ligger dog fast. Helligdagene knytter sig til sæsonen. I løbet af en måneds tid, i år begyndende den 10. september, fejrer det jødiske folk fire forskellige fester. Vi begynder med det jødiske nytår, rosh ha-shanah. Herfra går der 10 dage til yom kippur og herefter yderligere fem dage til løvhyttefesten, som afsluttes med simchat Torah, som betyder Torahens glædesfest. De to første fester er stærkt præget af religiøs overvejelse og åndelig ransagelse.

Vi blæser i vædderhorn i synagogen
Fra en sætning i 3. Mosebog kapitel 23 lærer vi, at hornblæsning er en del af helligdagens tema. Med udgangspunkt i denne sætning benyttes et vædderhorn ved de to gudstjenester i synagogen. Tonerne fra dette horn - på hebraisk shofar - har blandt andet til hensigt at vække folk.

Der gives mange forklaringer på årsagen til shofarblæsningen. Vædderhornet skal erindre os om, hvorledes en vædder blev ofret i stedet for vor stamfar Isak, og hvor vi bliver mindet om kernen i et religiøst livssyn.

Profeten Amos spørger: Mon der kan stødes i shofar i byen uden at folket skulle frygte? Lyden af shofaren var i gamle dage et alarmsignal. Der er nok også nogen, der i dag oplever denne idé, når man står i fællesskabet og lytter til de forskellige toner.

Nytåret er alvorligt og festligt
Festen er en god anledning til at overveje, hvordan man har levet i det forgangne år. Da rosh hashanah i den rabbinske litteratur indleder en periode af såkaldte bodsdage, benyttes denne fest som en slags forberedelse til yom kippur, den store forsoningsdag, hvor dommen over mennesker fastlægges.

Det er naturligt, at vi her benytter lejligheden til at se tilbage på året, der er gået og tænke på, om vi på nogle punkter kan gøre det bedre i det kommende år.

Vi klæder os som engle
Uanset at det altså er en fest med et alvorligt indhold, er det alligevel at betragte som en festdag. Det er påbudt os at være glade og ikke være alt for bekymrede for dommen. Det er jo jødisk tro, at hvis vi bare har til hensigt at forsøge at gøre det bedre, så vil Gud glemme, at vi ikke altid har handlet korrekt.

Vi ønsker hinanden "shanah tovah tikatev vetechatem", at vi må blive indskrevet i Livets bog, en tankegang der udspringer sig i, at det er i disse dage, at Gud lægger plan for den enkelte i det kommende år.

Udover shofarblæsningen findes der andre ritualer der knytter sig til ovennævnte fest. Af dem er ikke mindst ideen om at spise et stykke æble dyppet i honning, en tradition der er fastforankret i jødiske hjem. Æblet kunne symbolisere året - det runde -, medens honningen naturligvis først og fremmest er symbolet på et sødt år.

Gudstjenesterne i synagogen er præget af dagens indhold og som ydre tegn er synagogen ved denne lejlighed klædt i hvidt, såvel Torahskabet som Torahrullerne. Vi er godt klar over, at vi som mennesker begår fejl, men lige her på Rosh Hashanah vil vi gerne, at Gud skal se på flokken, som om alle er engle - derfor den hvide farve.

Bent Lexner er tidligere overrabbiner i Mosaisk Trossamfund og panelist ved religion.dk. Indlægget blev første gang udgivet 4/9 2013.