Overrabbiner: Tør vi som jøder ikke længere stå ved vores religion?

200 år efter jødernes frihedsbrev ser overrabbiner Bent Lexner på den aktuelle situation og spørger: Er vi blevet så påvirket af det sekulære, at vi ikke længere tør stå ved, at vi er et samfund, der hviler på den ældste monoteistiske religion?

Da Anordningen af 29. marts 1814 blev givet til de danske jøder, havde der været jøder i Danmark i mere end 150 år, men først ved denne bestemmelse fik jøderne adgang til alle erhverv.

Men med nye rettigheder kom nye pligter. Man skulle simpelthen fremover underkaste sig den danske lovgivning og blev frataget retten til at have en vis form for selvstyre indenfor menigheden.

Jødernes frihedsbrev betød frihed og nye begrænsninger
Lidt interessant er det at notere, at man blandt andet fremover skulle have kongens tilladelse til at oprette synagoger og kongen skulle udnævne præsten ved denne synagoge.

Anordningen var ikke mindst kommet i stand ved Kong Frederik den VIs agitation og ved en fløj inden for menigheden, der var fremskridtsvenlig. Men det gav naturligvis nye udfordringer.

LÆS OGSÅ: Det jødiske frihedsbrev 200 år: Da danske jøder blev lukket uden for murene

Når jeg igennem tiderne har tænkt på ovennævnte anordning, har det først og fremmest drejet sig om det, der foregår i Synagogen den dag i dag. På mange måder blev assimilationsprocessen toneangivende også for, hvorledes Synagogen, der blev indviet i 1833, kom til at fungere.

På trods af mange brydninger blev det en synagoge, hvor man skulle afholde ortodokse gudstjenester. Der var en del pres fra mere reformvenlige om, at den nye centrale synagoge skulle ligne de tyske reformsynagoger som var opstået, men dette skete ikke.

Først og fremmest fordi menighedens daværende overrabbiner Abraham Alexander Wolff gennemtrumfede fastholdelsen af, at de traditionelle bønner skulle læses på hebraisk, samtidigt med at han kastede små krummer ud til reformbevægelsen.

Han accepterede en såkaldt konfirmation en højtidelighed, hvor såvel drenge som piger skulle overhøres i religion, han indførte at der før og efter prædikenen kunne synges salmer på dansk, som oftest var gendigtet over temaer fra Davids Salmer, og han udgav en agenda, en vejledning i alt, hvad der knyttede sig til det jødiske livs ritualer og forordninger.

Jøderne har siden 1814 følt sig helt integreret
Denne agenda danner fortsat baggrund for Synagogens centrale placering i menigheden, og selvom der er sket små evolutioner undervejs, så er denne lille bog et fremragende bevis på, at der dengang i 1833 blev lagt nogle linjer i Det mosaiske Troessamfund, som gælder den dag i dag.

Siden 1814, eller i det mindste siden 1849, har jøder i Danmark nydt godt af at være en aktiv ofte stille minoritet i det danske samfund, og det har passet jøderne godt. Vi har følt, at vi var helt integreret og respekteret, og kun sjældent har der været grund til at råbe op.

Desværre må vi erkende, at de seneste år har vist, at det ikke er sikkert, at denne accept og tolerance vil fortsætte. Nogle sætter i dag spørgsmål ved væsentlige elementer i jødedommen, omskærelse og alternativ slagtemetode. Der tales blandt andet om hensynet til dyrene.

Jeg ville ønske, at man i anledning af 200 året for jødernes frihedsbrev, ville forstå, at den religion som i dag påstås at være dyrefjendsk, er den religion, der først og fremmest har indført begreber som moral og etik i den moderne verden, moral og etik såvel over for dyr som over for mennesker.

Navnskift tyder på at man trækker sig tilbage fra religionen
Det mosaiske Troessamfund markerer begivenheden blandt andet ved, at man har ændret menighedens officielle navn. Nu bliver troessamfundet fremover til Det jødiske Samfund i Danmark. Jeg har bestemt ikke været tilhænger af navneændringen.

LÆS OGSÅ: Splittelsen mellem jødisk og dansk kultur eksisterer stadig

Efter min mening giver det en fornemmelse af, at det jødiske samfund er ét blandt flere samfund i Danmark, hvilket givetvis ikke har været hensigten. Dog for mig personligt er der noget, der er endnu mere væsentligt. Er vi i den grad blevet så påvirket af det sekulære samfund vi er omgivet af, at vi ikke længere tør stå ved, at vi er et samfund, der hviler på den ældste monoteistiske religion?

Kultur er godt, men kultur gives til planter, der i forvejen har et rodnet. Jeg håber, at dette rodnet vil blive bevaret også i Danmark de næste mange år.