Pesach er en dejlig og krævende højtid

Den jødiske fest pesach er for mange danske jøder baseret på tradition, ligesom mange danske helligdage er det. Selve pesach kan frembringe en oplevelse af fællesskab, hvor man aner et bånd, som knytter alle jøder til alle tider sammen.

Hvert forår i fuldmånens skær holder jøder verden over pesach. Også i Danmark.

Præcis hvor mange danske jøder, der holder fast ved denne væsentligt mere end 2000 år gamle helligdag, ved vi intet om.

I det hele taget har vi forbløffende lidt statistik om de danske jøder i dag, og at der er omkring 8000 af dem, er kun et fornuftigt anslået tal. Af dem er cirka 2000 medlemmer af Det Mosaiske Troessamfund og yderligere nogle hundrede af en lille liberal jødisk menighed, Shir Hatzafon.

Traditionen omkring pesach

Langt de fleste fra denne gruppe af danske jøder holder pesach, men faktisk er en stor del af dem ikke specielt religiøse. Pesach er lige så meget baseret på tradition, fællesskab og familiebånd, præcis ligesom danske helligdage er det.

At en stor del af de utilknyttede danske jøder også holder pesach, er der ingen tvivl om. Og på den måde er der hvert forår flere tusinde danske jøder, som indtager deres plads som et led i en meget lang kæde og genfortæller historien om, hvordan deres fjerne forfædre i en mytisk fortid blev reddet ud af Egypten og slaveriet.

Det gør jeg også selv i år sammen med en flok venner, selvom jeg sidste år stak af fra festlighederne til en rolig uge i Berlin. Med pesach kan man nemlig have det som med den danske jul: Dejlig, men også vanvittig fyldt med forventninger og krævende forberedelser.

Pesach varer hele otte dage, men det er særligt de første aftener, som samler familie og venner omkring spisebordet. Inden da har man i mange familier nidkært renset hele hjemmet for alle spor af mel, brød og kornprodukter.

Ortodoks pesach

I ortodokse jødiske familier (og dem er der nok højst 30-40 af i Danmark) går man uhyre grundigt til værks og udskifter alle køkkenting med et særligt sæt kun til pesach, som er uberørt af korn. Og derefter anvender man kun særligt fremstillede varer ud over grønsager og frugt.

2. Mosebog foreskriver nemlig, at man kun spiser usyret brød, flade brød bagt uden gær, og ikke det dagligdags gærbrød i festens otte dage. Dette fortolkede antikkens rabbinere med vanlig sans for detaljen som, at man overhovedet ingen form for kornprodukter måtte spise, bortset fra det usyrede brød, matza.

Det betyder, at pesach har sin helt egen traditionelle kornfrie cuisine, som i stedet trækker stærkt på solide grønsager og kager bagt på nødder ud over alverdens innovative anvendelser af det usyrede brød: opblødt i vand og stegt på panden eller lavet til store knödel-agtige sager, man spiser i suppe, og meget andet.

Også i helt sekulære familier, hvor man ikke kunne drømme om at udrense alt korn, laver man pesach-retter, præcis som også helt sekulære danskere elsker julemad.

Børnenes fest

Selv lever jeg kornfrit til pesach og plejer at vende mig mod Orientens køkken, for både thairetter, japansk mad og indisk er utroligt pesach-egnet! Men faktisk kobler pesach også perfekt med den stenaldermad, som mange i dag anbefaler: spis som før landbruget slog igennem med masser af grønsager, nødder, kød og fisk!

Og mad er også i centrum på pesachs to første aftener, som i år falder den 29. og 30. marts. Hele fortællingen om udgangen fra Egypten (læs selv historien i starten af 2. Mosebog eller se Disneys tegnefilm Prinsen af Egypten) fortælles nemlig med mad som en vigtig rekvisit.

Først og fremmest det usyrede brød, men også bitre urter, saltvand, æg og grønt, en brændt lammeknogle og en særlig brunlig frugtmos, som skal illudere det ler, som slaverne i Ægypten måtte arbejde med.

Saltvand står for tårer, bitre urter for ja, bitterhed, knoglen for fortidens ofrede lam, grønne urter og æg for forår og genfødelse til nyt liv. Der findes en næsten 2000 år gammel drejebog til aftenens forløb, Haggada, som mange stadig følger og sågar læser højt på hebraisk, spækket med særlige sange.

Men i mange andre familier har man lavet sin egen version af fortællingen eller blot bevaret små dele af den. Det kan nemlig godt blive lidt vel langt med den klassiske version, og egentlig er festen først og fremmest ment som børnenes aften: Det er dem, som skal undre sig over alt det, som er anderledes denne aften, og spørge og så få historien fortalt.

Fællesskabet i fokus

I mange familier har man så godt som droppet de gamle, lidt omstændelige ritualer og mødes i stedet til måske en dejlig lammesteg ledsaget af matza og hvad man nu har lyst til. Samvær og fællesskab er for mange det vigtigste ved aftenen, som bekræfter tilhørsforhold og familiebånd og vækker minder om ens egen barndom. Og det er ikke engang sikkert, at det præcis bliver den 29. marts, man mødes måske er en anden aften mere belejlig.

Variationerne er uendelige blandt moderne danske jøder, og det gælder utvivlsomt også den mening, man lægger i festen. For nogle er det først og fremmest lykkelig nostalgi og et årligt glædeligt gensyn med gammelkendte ritualer og sange.

For andre er det først og fremmest en frihedsfest, som meget vel kan forbindes med ens politiske holdninger og aktuelle sociale sager: et udtryk for en forpligtelse til at fremme ligestilling og frihed for alle i Verden. For andre igen er det en spirituel oplevelse af årlig indre fornyelse og en rejse i gamle fodspor gennem mytiske sfærer. Og så videre.

Men for alle er det en oplevelse af fællesskab og bånd til jøder alle steder og til alle tider, som har holdt netop deres form for pesach for mig især når man af og til alle kan blive enige om melodierne til de hebraiske sange, og det hele pludselig klinger rent og dybt og rørende.

Heidi Laura er jøde, journalist og ph.d. i Jødiske studier og hebraisk. Hun er aktuel med bogen Den jødiske verden, som handler om jødisk kultur og fællesskab i dag