Synspunkt

"På pilgrimsfærden finder mennesket sin inderste viljestyrke frem"

Arba’in er symbolet på historier og fortællinger om en mand, en familie, der ønskede at gøre en forskel, skriver muslimsk panelist Nour Tessie Jørgensen. Foto: Privatfoto.

Arba'in pilgrimsfærden er et symbol på gæstfrihed, hvor hjem åbnes for fremmede, og rejsende strømmer til fra hele verden, skriver cand.mag og underviser Nour Tessie Jørgensen

I dag deltager op imod 30 millioner shia-muslimer i den årlige pilgrimsfærd til Karbala i Irak. Arba’in er en af de vigtigste mærkedage for verdens 300 millioner shia-muslimer og bliver markeret verden over, også i Danmark, hvor herboende shia-muslimer går en symbolsk rute, der rituelt symboliserer pilgrimsvandringen i Irak.

Arba’in, som på arabisk betyder fyrre, dækker over de traditioner, der udføres den fyrretyvende sørgedag. Dagene op til Arba’in er op imod 30 millioner shia-muslimer samlet i den irakiske by Najaf og går en omkring 80 kilometer lang pilgrimsvandring mod Karbala. Pilgrimsvandringen er en del af den årlige mindehøjtid for drabene på Profeten Muhammads barnebarn, al-Husayn, og hans følge, som blev dræbt i et angreb nær Karbala i Irak i år 680.

Datidens kalif, Yazid ibn Mu’awiya, beskrives som amoralsk og tyrannisk, og da al-Husayn søger støtte i Kufa for endeligt at gøre op med kaliffen, bliver han og hans familie dræbt på vejen mod Kufa.

Dette markeres hvert år med sørgeritualer, sørgerecitationer, tragediespil, taler og demonstrationer. Det er både for at udtrykke sorg og mismod over drabene samt for at give rum til at offentliggøre forskellige budskaber. Der er mange forskellige kulturelle traditioner forbundet med perioden, en af dem er, at sørgeperioden strækker sig over fyrre dage. Arba’in er rig på oplevelser og traditioner, fortællinger og ritualer og er en inspirationskilde og en anledning til refleksion.

Arba’in er symbolet på historier og fortællinger om en mand, en familie, der ønskede at gøre en forskel. Det er historier og fortællinger, som driver millioner af mennesker, og sammen danner de den største samling af muslimer på verdensplan. Arba’in er en pilgrimsvandring, der finder menneskets inderste viljestyrke frem og giver mod og håb til dårligt gående, kørestolsbrugere, og ældre.

Det er en vandring af gæstfrihed, hvor alle mulige mennesker kommer fra nær og fjern for at servicere pilgrimmene. Arba’in er symbolet på gæstfrihed, hvor hjem åbnes for fremmede, og rejsende strømmer til fra hele verden. Hvor tilfældige på vandringen tilbyder pleje og hjælp til pilgrimmene. Der emmer af pilgrimme hvor end man går, og der summer af stræben og higen efter at gøre det gode for hinanden. Arba’in er motivation til hjælpsomhed, til at handle godt og lette andres besvær.

Nour Tessie Jørgensen 
Cand.mag i islamiske studier, underviser og foredragsholder