Imam-debat: Politikere misforstår danske frihedsrettigheder

Ønsket om at lovgive mod hadprædikanter viser, at Venstre og Dansk Folkeparti har misforstået de danske frihedsrettigheder. Hvordan kan de to partier gå fra forsvar for ubegrænset ytringsfrihed til et forsvar for indgreb i friheden, spørger lektor Sune Lægaard

Siden Jyllands-Postens Muhammedtegninger har danskerne debatteret frihedsrettigheder og religion: Var det et problem at trykke tegningerne, og burde det måske ligefrem være strafbart? Eller betyder ytringsfriheden, at den slags må muslimer bare finde sig i?

Det sidste synspunkt har fra start været dominerende. Det blev formuleret af Jyllandspostens redaktør Flemming Rose, men fik opbakning fra de fleste politiske partier, især Venstre og Dansk Folkeparti.

Argumentet fra denne side er ofte blevet formuleret sådan, at ytringsfriheden er ”ubegrænset” eller ”absolut”, og at man derfor ikke kan sige, at ”jeg går ind for ytringsfriheden, men…” – det vil sige, at der ikke kan være nogen begrænsninger af eller kvalifikationer i forhold til ytringsfriheden.

Denne debat er nu vækket til live igen i forbindelse med regeringens forslag om indgreb over for imamer, der ”prædiker had” og ”undergraver vores samfund” ved at tale for stening, kvindeundertrykkelse og imod demokrati. Venstre forslår her, som reaktion på TV2-programmet ”Moskeerne bag sløret”, der viste eksempler på denne slags udsagn i danske moskeer, at ”hadprædikanter” skal kunne afvises indrejse, fratages vielsesbemyndigelse, og straffes.

Dansk Folkeparti går helhjertet ind for disse indgreb. Partiets udlændingeordfører Martin Henriksen har påpeget, at religionsfriheden i Grundlovens paragraf 67 ikke er formuleret som en absolut eller ubegrænset frihedsrettighed, men kun gælder så længe ”intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”. Derfor mener Henriksen, at folketinget kan vedtage de indgreb, der skal til, for at komme imamernes ytringer til livs.

Det interessante er her først og fremmest, at både Venstre og Dansk Folkeparti er i stand til at gå fra et kompromisløst forsvar for ubegrænset frihedsrettigheder til et forsvar for indgreb i friheden. Det ligner umiddelbart en selektiv og opportunistisk omgang med ideen om frihedsrettigheder: Man er for disse rettigheder, når de beskytter noget, man er enig i, men imod når de kommer i vejen for indgreb overfor noget, man ikke kan lide.

Men problemet stikker dybere end dette: Ikke nok med at Venstre og Dansk Folkeparti skifter standpunkt (hvilket jo ikke er ualmindeligt i politik); de indtagne standpunkter både før og efter skiftet er også hver især uholdbare og udtryk for en grundlæggende misforståelse af, hvad frihedsrettigheder er.

På den ene side har argumentet for den ubegrænsede ytringsfrihed siden Muhammedtegningerne ofte været noget i stil med dette:
 
1) Ytringsfriheden skal være ubegrænset og tillader ikke, at friheden kvalificeres med et ”men…”;

2) Kritikken af Muhammedtegningerne og lovgivning, der kunne gøre denne slags ytringer strafbare, som eksempelvis racismeparagraffen og blasfemiparagraffen, er netop udtryk for begrænsning og kvalificering af ytringsfriheden

3) Derfor er kritikken af Muhammedtegningerne forkert, og derfor bør lovgivning som eksempelvis racismeparagraffen og blasfemiparagraffen afskaffes.

Dette argument holder et stykke af vejen: Anden præmis er korrekt, og konklusionen følger af præmisserne.

Problemet med argumentet er, at første præmis åbenlyst og selvfølgelig er forkert. Grundlovens paragraf 77 siger, at ytringsfriheden er ”under ansvar for domstolene”. Det vil sige, at ytringer kan begrænses, hvis Folketinget har vedtaget en lov, der kriminaliserer dem. Det har Folketinget gjort i utallige tilfælde – ikke kun med racismeparagraffen og blasfemiparagraffen, men med alskens andre love om tavshedspligt, copyright, begrænsning af markedsføring, injurier og så videre.

Der findes ikke et land i verden, hvor ytringsfriheden ikke er begrænset. En absolut ytringsfrihed er faktisk utænkelig i et reguleret retssamfund.

Så Venstre og Dansk Folkeparti startede med at indtage en position med et argument, der er udtryk for en misforståelse af ytringsfriheden. Nu indtager de så den modsatte position, hvor ytringsfriheden og religionsfriheden kan begrænses, fordi disse friheder beskytter ytringer, de ikke bryder sig om. Men det er udtryk for en lige så stor misforståelse. Argumentet lader til at være noget i stil med dette:

1) Frihedsrettigheder er ikke absolutte, men er begrænsede, så det er ikke alle religiøse handlinger eller ytringer, der er beskyttet af religionsfriheden eller ytringsfriheden.
2) Vi kan ikke lide imamernes ytringer.
3) Derfor er der ikke noget problem i forhold til ytringsfriheden eller religionsfriheden med at begrænse imamernes ytringer.

Dette argument holder også et stykke af vejen, for den første præmis er korrekt. Problemet med argumentet er, at bare fordi frihedsrettighederne ikke er ubegrænsede, betyder det ikke, at der ikke er grænser for, hvornår ytringer eller handlinger kan begrænses.

Venstres og Dansk Folkepartis misforståelse er, at de øjensynligt tror, at der kun er to muligheder: Enten er frihedsrettighederne ubegrænsede, og så må man finde sig i alt (det troede de i forhold til Muhammedtegningerne), eller også er frihedsrettighederne ikke ubegrænsede, og så kan vi begrænse dem, hvis vi ikke kan lide de handlinger eller ytringer, de beskytter (det tror de nu i forhold til imamernes hadske tale).

Men begge dele er forkerte: Frihedsrettigheder er ikke et enten-eller spørgsmål. De er hverken ubegrænsede eller noget, politikerne kan begrænse, når de har lyst – i så fald ville der jo slet ikke være grund til at have dem.

Frihedsrettighederne kan (selvfølgelig) begrænses – men kun ud fra nogle helt bestemte typer af tungtvejende hensyn. Pointen med frihedsrettigheder er, at de skal beskytte handlinger, selv om andre ikke bryder sig om dem eller er uenige med dem. Derfor kan begrundelsen for at begrænse ytringsfriheden eller religionsfriheden ikke være, at vi er uenige i ytringerne eller ikke bryder os om de religiøse overbevisninger, de er udtryk for.

Venstre og Dansk Folkeparti har i deres spring fra den ene yderlighed til den anden sprunget over den virkelige diskussion i forhold til frihedsrettigheder. Den handler om forskellen mellem de begrundelser for begrænsninger, der ikke er legitime grunde for at begrænse frihedsrettigheder, og de begrundelser for begrænsninger, der er. Det vidner om en grundlæggende misforståelse af frihedsrettigheder, der, som amerikanerne siger, er ”the right to do wrong”.