"Polyteisteisme er ikke fredeligere end monoteisme"

Jens-Andre Herbener hævder i Politiken, at monoteistiske religioner er aggressive og intolerante, mens de polyteistiske ikke er det. Det er ikke rigtigt, mener historielektor Karen M. Larsen

Fra tid til anden kan man i religionsdebatten støde på den påstand, at monoteisme er nært knyttet til fanatisme og religiøs aggression, mens det eksplicit eller implicit påstås, at de polyteistiske religioner skulle være langt fredeligere. Senest kan man finde sådanne ideer hos religionshistorikeren og religionsdebattøren Jens-Andre Herbener.

Nu kan der slet ikke være tvivl om, at de monoteistiske religioner, især kristendommen og islam, i fortid og nutid har været brugt henholdsvis bliver brugt som begrundelse for vold. Meget vold. Brugen af vold og tvang er en (om end ikke den eneste) grund til, at monoteistiske religioner, primært kristendommen og islam, har haft en kæmpe succes på bekostning af de polyteistiske.

LÆS OGSÅ:Forskere vil undersøger forfølgelse af religiøse minoriteter

Polyteister forfølger også andre religioner
Alligevel er der nogle væsentlige problemer med Andre Herbeners ide om, at monoteistiske religioner er aggressive og intolerante, mens de polyteistiske ikke er det.

Der findes nemlig også eksempler på, at polyteister har forfulgt folk med andre religiøse forestillinger. De romerske myndigheder forfulgte de første kristne. I Mekka forfulgte polyteisterne de første muslimer. Og i middelalderens Kina har vi i hvert fald ét eksempel på, at kejseren med støtte fra tilhængere af Konfutse og daoister forfulgte landets buddhister. I den moderne verden kan vi se, at hindunationalister forfølger og sommetider begår drab på muslimer og kristne i Indien.

Dertil kommer, at mange af de førmoderne riger, hvis religion var polyteistisk (for eksempel det babylonske rige, romerriget og aztekerriget) var aggressive imperialistiske riger, der med vold undertvang sig deres naboer. I moderne tid kan vi se hvordan de japanske imperialister brugte shintoismen som en ideologisk overbygning for deres aggressive politik, der kostede millioner af asiater livet under 2. verdenskrig.

LÆS OGSÅ: Religion: Nu også farligt i Japan

Intet skel mellem religion og politik i førmoderne samfund
I denne forbindelse er det vigtigt at huske på, at religionen gennemtrængte de førmoderne samfund, ligesom samfundet gennemtrængte religionen - og det i en sådan grad, at det ikke giver mening at ville skelne mellem politik og religion eller religion og kultur.

I de førmoderne samfund var krig derfor ikke en ren verdslig sag. Krigen havde også religiøse aspekter.

LÆS OGSÅ: Det bør ikke overraske, at vi er i krig

I et samfund, hvor man, som det var tilfældet i mange polyteistiske lande, havde en gud for krig, og hvor man havde myter om gudernes krige mod andre guder eller dæmonagtige væsener, siger det egentlig sig selv, at det at være kriger og føre krig er at følge guderne vej. Krig og vold som sakral handling er altså på ingen måde noget, som man kun finder inden for monoteistiske religioner.

Religiøse afvigere var trussel mod samfundet
I de førmoderne samfund var religion som udgangspunkt en kollektiv sag - og man havde mere fokus på udførelsen af ritualer og overholdelsen af regler end på, hvad man troede på. I det førkristne romerrige var man for eksempel sådan set ligeglad med, om man troede på én eller flere guder.

Men man var ikke ligeglad med, om der var nogen, der ikke ville deltage i de store offerfester, eller som ikke ville ofre til kejseren. De, der ikke ville ære guderne ved hjælp af ofringer og fester, blev set som en trussel mod samfundet, da man måtte regne med, at sådanne religiøse afvigelser ville udløse straf fra guderne, for eksempel i form af hungersnød eller naturkatastrofer.

Samme tankegang blev i middelalderen brugt til at retfærdiggøre, at man forfulgte dem, der ofrede til andre guder end den kristne. Sådanne religiøse afvigere udgjorde nemlig også her en trussel for samfundet da man måtte regne med, at Gud ville straffe de lande, der tillod afgudsdyrkere med for eksempel hungersnød eller naturkatastrofer. I begge tilfælde kan vi se, at fokus er lagt på samfundets overlevelse, som man mente, blev truet af religiøs afvigelse.

Fortidens religiøse forfølgelser hang altså i høj grad sammen med den rolle, religionen spillede i samfundet, og det giver derfor ikke meget mening at ville finde svaret i rent dogmatiske spørgsmål som, hvor mange guder, man tror på.

I dag handler religiøse konflikter ofte om identitetsspørgsmål, og her er der igen ingen grund til at antage, at polyteister per definition skulle være mere tolerante end monoteister.

Karen Larsen er lektor i historie og religion og underviser ved Voksenuddannelsescenter Frederiksberg.