Præst: Faderhuset var et sygt religiøst fællesskab
"Grunden til Faderhusets nedlæggelse er ikke eksternt pres, men internt kollaps. De økonomiske og åndelige ressourcer er brugt op, tilliden til ledelsen er brudt, og håbet er forsvundet," mener sognepræst og tidligere medlem af Moon-bevægelsen Martin Herbst
Kristendommen blev født ud af forfølgelse. Historisk set er religiøse bevægelser blevet stærkere i mødet med modstand. Det ved Faderhusets leder Ruth Evensen så godt som nogen. Derfor forekommer det utroværdigt, at hun giver omgivelserne skylden for Faderhusets opløsning. LÆS OGSÅ: Menigheden Faderhuset nedlægger sig selv
Grunden til Faderhusets nedlæggelse er ikke eksternt pres, men internt kollaps. De økonomiske og åndelige ressourcer er brugt op, tilliden til ledelsen er brudt, og håbet er forsvundet. Med andre ord: Kærligheden er gået død, og døden er kommet indefra.
Det er imidlertid en klassisk religiøs erfaring, Faderhusets medlemmer ingenlunde er ene om at gøre sig. Deres udfordring består i at reflektere, indrømme fejl og komme videre. Det gør de ikke ved at rette alle anklagerne mod Ruth, djævelen eller det omgivne samfund, men ved hver især at tage ansvar i troen på, at der er en Gud, der kan skænke os en ny begyndelse.
Sektledere får guddommelig autoritet
Faderhuset var et sekterisk religiøst fællesskab. Problemet med sekteriske fællesskaber er, at en del gøres til helheden. Det betyder for det første, at lederen bliver tildelt en guddommelig autoritet, han eller hun ikke er værdig til.
For det andet gør man sine egne forklaringer til hele sandheden og er dermed immun over for andres meninger. Og som det tredje lukker man sig inde i et fællesskab uden selvkritik.
SE OGSÅ:Billedserie: Faderhuset igennem tiderne
Faderhuset eksemplificerede sekterisme på alle tre niveauer. Derfor var det et sygt religiøst fællesskab, der nu er afgået ved døden. Sygdommen bestod i arrogance, frygt og åndelig dovenskab, der tilsammen kan være direkte dødelige for det religiøse liv.
Ruth Evensen er ikke en dæmon
Men når det så er sagt, skal man passe på med at gøre Faderhuset værre, end det var. Ruth er ikke en dæmon. Hun er et menneske som dig og mig. Deres tro var ikke det rene bedrag. De har prøvet at tage Bibelen alvorligt. Deres fællesskab var ikke helvedet på jorden. Sammen har de oplevet mange smukke og uforglemmelige stunder.
Det gode skal de holde fast i. Det onde skal de slippe. Det indebærer, at de hver især lærer at sondre mellem det falske og det sande, både i sig selv, Ruth og i tilværelsen som helhed. Kun på den måde er der en vej frem. På denne vej skal de gå i bevidstheden om, at selvom de har været et offer for noget sygt, skal de ikke gøre sig selv til et offer.
Sondringen mellem at være et offer for noget og at gøre sig selv til et offer, er så let at overse, og dog er den altafgørende. Det kaster troen på Kristus klarhed over. For Kristus gjorde sig selv til et offer for, at vi ikke skal gøre det.
I erkendelsen af dette skal Faderhusets eksmedlemmer nu vandre videre. Og i den forbindelse er det måske ikke så dårligt at tage en af Storm Ps fluer med på vejen: Hellere vakle ud ad den rette vej end marchere rask frem ad den fejle!
LÆS OGSÅ:Tidligere moon-medlem: Åndeligt dovenskab fører til syge fællesskaber
Martin Herbst er sognepræst og tidligere medlem af Moon-bevægelsen. Læs om nogle af konsekvenserne her. Læs også: Martin Herbst "Sunde og syge fællesskaber", København, Alfa, 2013.