Synspunkt

Ramadanen handler om at pleje sjælen

Allerede på tredjedagen kan jeg mærke en kæmpe forandring. Tanken om solnedgang og aftensmad (iftar) klokken 22:00 begynder så småt at sætte sig som en vane i krop og sind. Undtagelsestilstanden er ophørt, og forbindelsen til sindet bliver større, skriver cand.mag. Nancy Mohammad Al-Shahrour. Foto: ADEK BERRY

Jeg tror, enhver fastende muslim vil være enig med mig i, at man først forstår fastens allerdybeste og duftende essens, når man har gennemlevet fastens mest intense stadier, skriver cand.mag. Nancy Mohammed Al-Shahrour

En varm forårsdag i 1993 - blot 11 år gammel- satte jeg mig for at faste for første gang. Højdepunktet i fasten var belønningen, jeg var blevet lovet af min mor. Da solen var på vej ned, og fasten skulle brydes, var det ikke maden, jeg jublede over, men nærmere tanken om at jeg om lidt ville blive ti kroner rigere! Ti kroner, som skulle bruges på det farverige slik hos den lokale kioskmand.

Mine forældre havde dog ingen anelse om, at jeg havde snydt mig frem til den første ti’er! For da de ikke havde været hjemme den dag, havde jeg i al fryd og uden skam drukket lidt vand. Jeg måtte dog bekende min ugerning til min mor samme aften, da min samvittighed ikke kunne bære løgnen - og så midt under den allerhelligste måned.

At fortælle kammeraterne i skolen om ramadanen; hvorfor, hvordan og hvorledes var noget af en udfordring for mig. For da jeg var 11 år, syntes jeg, at alt det med religion var noget, folk alligevel ikke forstod. Ja, jeg var ret opgivende overfor min danske omgangskreds. Måske fordi de heller ikke var særligt begejstrede for min religiøse baggrund.

Jeg glemmer aldrig den dag, hvor jeg for alvor kunne se mig selv stå på dybt vand, da jeg takkede nej til et stykke chokolade, som min klassekammerat havde tilbudt mig.

"Jeg faster," forklarede jeg hende, og hun svarede forvirret: "Til hvem?" Jeg undrede mig over hendes spørgsmål og gav hende et svar, som for mig var åbenlyst: "Jeg faster til Gud!" Hun rynkede panden og kastede det noget blasfemiske spørgsmålet i hovedet på mig: "Er du faster til Gud?" Ja, som jeg nævnte før, så var min opgivenhed berettiget.

Disse misforståelser var der mange af, og jeg takker Gud for, at det trods alt er lidt nemmere i dag at forklare en ikke-muslimsk, etnisk dansker, hvad fasten går ud på.

En voksende spirituel bevidsthed

Som tiden går, og jo flere ramadanmåneder jeg har gennemlevet og kæmpet mig igennem, jo større fornemmelse for ro og spiritualitet fyldes jeg med i ramadanen. Denne følelse er dog først kommet efter flere års hårdt arbejde.

Fasten handler om pleje af sjælen. Når kroppen og selvet ikke spiser konstant, bliver der plads til sjælen. Føden, der skal afstås fra, er ikke kun i form af mad og væske, men også de handlinger som hverken kommer mig eller andre til gavn, som eksempelvis bagtalelse. Det handler simpelthen om at få renset alle de fysiske samt psykiske toksiner ud af kroppen.

Desuden bliver mit fokus større, når det drejer sig om ydmyghed og bevidsthed over for de daglige ting, som er mig naturlige, nemlig køb og indtagelse af mad og drikke, men også forholdet til mine medmennesker.

Jeg tror, enhver fastende muslim vil være enig med mig i, at man først forstår fastens allerdybeste og duftende essens, når man har gennemlevet fastens mest intense stadier.

For at gøre det nemt for mig selv, begynder jeg at indstille mit sind på fasten allerede et par dage før ramadanen. Hver gang jeg tager en kop kaffe (hvilket jeg gør mange gange i løbet af en dag), kan jeg fornemme, at mit sind har indvendinger mod det. Mit sind er nærmest i et indre oprør med min krop! Absurdt, men ret virkeligt. Sådan lykkedes det mit sind at overtage kontrollen. En selvkontrol som bliver stærkere under fasten.

Den første fastedag i ramadanmåneden går min krop i dvaletilstand, og jeg erklærer mig selv for værende i undtagelsestilstand. Det gælder om at ligne en zombie så meget som muligt, så mine kollegaer måske kommenterer på det, og det derved lykkes mig at skrabe en smule empati til mig.

Når det kommer til sultfornemmelsen, er den overraskende nok ikke eksisterende, men hovedet dunker. Min kaffeafhængighed har vist sit grimme ansigt!

Allerede på tredjedagen kan jeg mærke en kæmpe forandring. Tanken om solnedgang og aftensmad (iftar) klokken 22:00 begynder så småt at sætte sig som en vane i krop og sind. Undtagelsestilstanden er ophørt, og forbindelsen til sindet bliver større. Derfor foregår størstedelen af fasten vitterligt inde i hovedet.

Hvis du forestiller dig at have et mål om at løbe en maraton, men ikke har fundet det rette udstyr frem (motivation, fysisk og mental forberedelse, udholdenhed samt viljestyrke), så vil du helt klart ikke nå særlig langt. Det kræver indstilling, omstilling, forandring og forberedelse at løbe den maraton! Og sådan er det også med fasten. På vej ind i målet kan du se folk stå og heppe på dig. Tro det eller ej - den fornemmelse får jeg også under mit 30 dage lange ramadanløb.

Nancy Mohammed Al-Shahrour er cand.mag. i arabisk.