Nyt regeringsgrundlag vil ikke give folkekirken større demokratisk frihed

Mogens S. Mogensen Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Regeringsgrundlaget minder om, at vi har en folkekirke med særstatus. Men måske skal vi hellere huske på, at vi har en fri folkekirke, der ikke bør blive en del af en politisk kamp om værdier, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen

Så blev det 27 kapitler og 86 sider lange regeringsgrundlag for den kommende VLAK regering offentliggjort under navnet ”For et friere og rigere og mere trygt Danmark”. I det næstsidste kapitel med overskriften ”Folkekirken” slås det fast, at Danmark også efter regeringsskiftet er et kristent land. Og hvis man ikke skulle vide det, så indtager den evangelisk-lutherske også fremover en særstatus som folkekirke.

Den særstatus vil regeringen bevare, hvilket lyder ganske fornuftigt, da det også ville kræve en grundlovsændring at ændre på det forhold. Og hvis man ikke lige for nylig har læst Grundloven, så bliver borgerne her mindet om, at vi har religionsfrihed her i landet. For som de to liberale og det ene konservative parti skriver, så ” skal der selvfølgelig være frihed til at tro på det, man vil, så længe det sker med fuld respekt for andres ret til det samme.”

Som indledning til dette afsnit om folkekirkens særstatus og religionsfriheden slås det fast, at ”Vi skal værne om vores nationale identitet og egenart”.

Den nationale identitet og egenart må have med danskhed at gøre, men som det er fremgået af de seneste måneders debat, så er der langtfra enighed om, hvad det vil sige at være dansker, så det står ikke helt klart, hvad det er, der skal værnes om. I det følgende lover regeringen også at stå vagt om vore danske værdier, som her beskrives som ”demokrati, ligeværd og muligheder for den enkelte”.

Det giver især mening, fordi der derefter står, at vi skal ”forblive åbne for verden omkring os”, for netop disse tre ”danske” værdier deler vi vel med store dele af verden omkring os, i hvert fald den europæiske del af verden.

Hvad denne indledning om danskhed og danske værdier har med folkekirken at gøre, står imidlertid hen i det uvisse. Det er altid farligt at drage slutninger ”e silentio”, altså ud fra en kildes tavshed om et emne, men det kunne være, at folkekirken i regeringsgrundlaget betragtes som en del af den nationale identitet, det vil sige at det at være medlem af folkekirken bliver et vigtigt element i talen om danskhed og danske værdier. Mod det taler, at der samtidig tales om retten til at tro, hvad man vil.

I sidste del af kapitlet om ”Folkekirken” bliver regeringsgrundlaget mere konkret og handlingsorienteret. Her lægges der op til, at der skal tages initiativer til at lette menighedsrådenes administrative arbejde og til at styrke menighedsrådenes demokratiske legitimitet. Og det er der bestemt grund til. Men da folketinget i den nu afgående regerings periode valgte kasserede alle de forslag til en større styringsmæssig selvstændighed i folkekirken, vil vi også fremover stå tilbage med folketinget som folkekirkens eneste, men meget magtfulde synode, altså som det organ, der træffer de vigtigste beslutninger.

Demokrati præsenteres i dette regeringsgrundlag – sammen med ligeværd og muligheder for den enkelte – som ”grundlæggende forudsætninger for vores fællesskab”. Og derfor giver det bestemt mening, at den nye regering vil styrke folkekirkens demokratiske legitimitet på lokalt plan, altså når det gælder menighedsrådene. Men det er paradoksalt, at man ikke vil arbejde på at styrke folkekirkens demokratiske legitimitet på national plan.

Regeringsgrundlaget taler om et friere, rigere og mere trygt Danmark. Har vi også brug for en friere, rigere og mere tryg folkekirke? Vi har bestemt ikke brug for en rigere folkekirke, for i sammenligning med de fleste andre store kirker i Vesten er folkekirken en meget god økonomi. Men vi har måske brug for en friere folkekirke, altså en kirke, der bliver mere fri for politisk styring på nationalt plan ved at få sine egne demokratiske organer på nationalt plan.

Måske ville det også øge trygheden i folkekirken, hvis folkekirken ikke risikerer at blive inddraget i den politiske kamp, og det er bestemt ikke nogen hypotetisk risiko i en tid, hvor værdipolitik spiller en stadig større rolle.

Læs mere fra Mogens S. Mogensen på hans eget website her