Reinkarnation eller opstandelse?

Debatten om reinkarnationens plads i kristentroen er ikke ny. Læs her, hvad missionspræst og stifter af I Mesterens Lys, Ole Skjerbæk Madsen, skrev om reinkarnation i folkekirken for 10 år siden

"Baglæns ind i fremtiden. Ét skridt bagud til tidligere liv kan måske være 10 skridt fremad. For nøglen til problemer i nutiden kan ligge i fortiden." Sådan indleder det danske alternative tidsskrift Nyt Aspekt (januar 2004) en artikel om 3 regressionsterapeuter.

Troen på reinkarnation og troen på opstandelsen har ofte været stillet op overfor hinanden på en måde, der har udelukket dialog mellem mennesker fra alternativverdenen og kirken. Det har ofte været sandhed mod sandhed. Men, er en oplevelse af at have levet før et bevis for sandheden af reinkarnationslæren? Eller kan menneskers oplevelse af tidligere liv bare affærdiges med en henvisning til den kristne troslære?

For 50 år siden ville en nærdødsoplevelse almindeligvis blive tolket som et vidnesbyrd om det evige livs og opstandelsens virkelighed. Den kristne tro var den ramme, man tolkede åndelige oplevelser i.

I vor tid har mange mennesker reinkarnation som tolkningsramme. I denne nye sammenhæng bliver en nærdødsoplevelse et vidnesbyrd om sjælens uafhængighed af kroppen og om muligheden af sjælens genfødelse i en ny personlighed. Nærdødsoplevelsen kan altså være den samme, beskrives på samme måde, have samme indhold – og alligevel tolkes forskelligt, nemlig afhængig af den overordnede spirituelle tilværelsesforståelse.

Dette gælder også oplevelsen af tidligere liv. En tidligere-liv-oplevelse behøver ikke, at betyde at denne person eller denne sjæl har levet før eller været til stede i den oplevede historiske sammenhæng. Har man i forvejen en tro på reinkarnation, vil man også forstå en spontan eller fremkaldt oplevelse, der rummer træk af fortiden, som et vidnesbyrd om reinkarnationstroens sandhed, for denne vished sætter adfærdsmønstre og skæbnemønstre i ens liv her og nu på plads.

For mange mennesker har oplevelser af at have levet før været livsforvandlende. Alligevel er en vis forsigtighed påkrævet i tolkningen af disse oplevelser. I alt fald skrev regressionsterapeut Steen Krarup i et brev til Nyt Aspekt (maj 1995), at terapeuter af enhver slags desværre ofte forvrænger deres klienters verdensopfattelse, og han fortsætter:

"Når en klient i et terapiforløb oplever tidligere liv, kunne det så ikke lige så vel være et traumatiseret sinds forsøg på at løse en kritisk situation i nuværende liv, måske i forhold til forældrene – og sindet kan så vælge at distancere sig fra det konkrete ved hjælp af fantasi eller ønsketænkning ved fx at opleve noget, der tyder på tidligere liv."

Det gør dog ikke "oplevelsen" værdiløs, for den viser nøjagtig som en betydningsfuld drøm, hvad der rører sig i underbevidstheden, så at klient og terapeut kan tage fat på de følelser og adfærdsprincipper, som nu er afsløret.

Selv forstår jeg oplevelser af at have levet tidligere som billeder af, hvad der foregår i sindet, metaforer for oplevelser, som har krænket personens selvværd eller formet hendes/hans liv, - billeder, der ligger gemt i sindet, hvor vi også gemmer vore minder. Videre tror, jeg, at vi på sjælens plan er dybt forbundne med andre mennesker – ikke bare her i tiden, men også ned gennem historien, og at sindet kan bruge et sådant erindringsstof for at udtrykke de igangværende psykiske processer.

Jeg forstår det enkelte menneske som unikt. Hvert eneste menneske er skabt i Guds billede og lighed, og hvert menneske er et fysisk-sjæleligt-åndeligt væsen. Som skabning er mennesket enestående ved i én person at rumme alle tre tilværelsesplaners natur. Menneskets opgave er nemlig at knytte skabningen sammen med Gud.

Derfor deler mennesket stof med alle fysiske skabninger; vi hører med til mineralriget. Derfor deler mennesker sjæl med alle besjælede, levende væsener. Derfor er mennesket et åndeligt væsen ligesom englene. Som åndeligt væsen og som skabt i Guds billede er mennesket indrettet på kommunikation med Gud og samliv med Gud. Når dette samliv med Gud lykkes, drager mennesket i sin person skabningen som materie, sjæl og ånd med sig ind i sit fællesskab med Gud og sin udødelighed hos Gud. Dette sker endegyldigt, når mennesket opstår som sig selv, som et fysisk-sjæleligt-åndeligt væsen.

Mystikeren og apostlen Johannes udtrykker det således: "Verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid." Ved at forstå hvert menneske som person, fastholder vi vor opgave i Guds skabelses plan, at være det kosmiske menneske, som forbinder jord og himmel.

På det terapeutiske område møder vi mange mennesker, som ikke føler sig hjemme i deres liv, udtrykt i oplevelsen af at have haft sine tidligere liv på andre planeter eller i engles og devaers verden. Andre plages af skyld – ofte en påført skyld, som kan skyldes en streng religiøs opdragelse, men som også kan mangedobles ved at opfattes som karma fra tidligere inkarnationer.

Mange vil gerne selv tage ansvaret for deres liv, deres sundhed, deres succes – men for andre føjer det bare spot til skade, at de på grund af gammel karma selv anses som skyldige, når de lider under deres nederlag, sygdomme og ulykke. I troen på Kristus er al karma forløst, enhver handling, ethvert ord, enhver tanke, som har krænket mit værd, eller hvormed jeg har krænket andre, er optaget i den død, Gud i sit menneskeblevne Skaberord led for os.

Mystikeren Paulus udtrykker denne erfaring således: "Så er der da nu ingen fordømmelse for den, som er i Kristus."

Den kristne ønsker ikke at flygte fra ansvaret for sine tanker, ord og handlinger, som det af og til opfattes af mennesker i den alternative verden, men vedkender sig ansvaret og bekender dem som synd. Men Gud tilgiver synden, sådan at vi selv kan tilgive dem, som har krænket os. Dette sætter en forligelsens proces i gang i verden, hvor vi begynder at leve i tjenende kærlighed efter Jesu forbillede. Det er i Guds kærlighed, at jeg finder min sande identitet og mit selvværd – og Gud elsker denne unike person, som er mig – krop, sjæl og ånd.

I Jesu opstandelse ser vi vort håb. Opstanden fra de døde var Jesus stadig det sande menneske, men hans nye legeme, opstandelseslegemet, er ikke præget af alt det, som nedbryder livet; det er ikke begrænset af tid og rum, men dog et legeme. I opstandelsen bliver vi som Kristus, et fysisk-sjæleligt-åndeligt væsen, som er genkendeligt og dog uden tidens og rummets begrænsninger, et udødeligt liv i Guds nærhed, men mere end det:

Vores individuelle legemlighed vil være en del af en større legemlighed, Kristi legeme, så at vi og skabningen i os sammenfattes i Kristus. Sådan skriver mystikeren Paulus i sit første brev til menigheden i Korinth, og han føjer til med et billede af sædekornet:

"Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed... Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme... Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive. Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede... Vi skal alle forvandles!"

Jeg tror, at mange ser ind i deres sjæls processer, når de i deres sinds hukommelsescenter oplever minder fra fortiden eller fra liv på andre planeter eller i engle-deva-riget. Jeg tror, at det handler om en længsel efter et engleligt liv, et liv i Guds kærligheds varme, og at det handler om en oplevelse af tab og uforløsthed ved at leve uden for sit livs bestemmelse, og jeg tror det handler om at finde sit selvværd, hvor det er smertefuldt krænket og derfor skjult i metaforer og billeder af tidligere liv.

Jeg tror, at sjælens og sindets tilkendegivelser er vigtige, og jeg tror, at Guds kærlighed, som vi møder den i Jesus Kristus, kan helbrede sårene, genoprette selvværdet og lede os tilbage til vort livs opgave. Jeg tror, at dette bedst sker, når vi betragter vort liv og vor person som enestående, et Guds underværk i fysisk stof, sjæl og ånd.

Ole Skjerbæk Madsen er missionspræst i Areopagos. Synspunktet blev publiceret første gang i 2005