"Religion begår ikke terror - det gør mennesker"

Selvom terroraktioner ofte optræder i en religiøs forklædning og retfærdiggøres i et religiøst sprog, har de oftest et klart defineret politisk formål, skriver panelist på religion.dk Sherin Khankan. Foto: Ulrik Jantzen

Nogle muslimers terrorhandlinger er således medvirkende til at tolke islam som en trussel mod den vestlige verden og samfundsorden, skriver forfatter og debattør Sherin Khankan

"De, der tror, og de, der er jøder, sabierne og kristne; de der tror på Gud og den yderste dag og handler ret, de skal ikke være bange og bliver ikke bedrøvede." (Koranen 5:69)

Religion begår ikke terror. Det er mennesker, der begår terror og det er mennesker, der skal stilles til ansvar. Selvmordsbomberen i Stockholm planlagde ikke terror, fordi han er muslim ligesom den israelske hær ikke begår statsterror og drab på mere end 1000 civile libanesere i sommeren 2006, fordi de er jøder. Gandhi blev dræbt af en fanatisk hindu. Men den pågældende hindu myrdede ikke Gandhi, fordi han var hindu. En dansk familiefar dræber ikke sine egne børn, fordi han er dansker eller kristen.

Dette er ikke et forsøg på at forsvare islam, da en religion ikke kan begå terror og derfor ikke behøver et forsvar. Det er derimod et forsøg på at placere ansvaret det rette sted, nemlig hos det menneske, som vælger at begå terror.

Jeg fordømmer utvetydigt den planlagte terroraktion i Stockholm, ikke fordi jeg er muslim, men fordi jeg som menneske fordømmer alle former for vold, terror og drab på uskyldige civile uanset juridisk, politisk, filosofisk, religiøst ophav, det vil sige uanset hvordan et menneske, en gruppe eller en stat vælger at legitimere deres vold eller terror. Flere muslimske ledere, muftier, tænkere, jurister, kunstnere, politikere og filosoffer har ligeledes gennem tiden fordømt vold og terror enten via Fatwaer, artikler, bøger, taler, kunst, politik eller på anden vis.

Når det er sagt, er det et faktum, at nogle terrorhandlinger bliver begået af mennesker, der politiserer islam og bruger Koranen som referenceramme i den sproglige artikulering, der kan have til formål at legitimere den politisk motiverede terrorhandling, ligesom det er tilfældet for selvmordsbomberen i Stockholm. Nogle muslimers terrorhandlinger er således medvirkende til at tolke islam som en trussel mod den vestlige verden og samfundsorden.

Terrorhandlinger er ikke primært religiøst funderede, selvom de ofte retfærdiggøres religiøst. Endvidere har terrorisme ofte en årsag, hvis rod er politisk snarere end religiøs. Forskere på området, deriblandt Frida Nome, understreger, at det ikke er religiøse perspektiver, såsom drømmen om martyrstatus eller paradiset, der motiverer selvmordsbombere. Disse religiøse perspektiver er sekundære, indtræder senere og udgør ofte rammen for, men ikke indholdet af den politiske kamp.

Verdens terrorisme er ikke et generelt udtryk for en kamp mellem civilisationer, altså mellem islam og Vesten, som den yderste danske højrefløj og den yderste muslimske venstrefløj ofte hævder. Kampen foregår sædvanligvis ikke mellem de to konstruerede civilisationer, men inden for samme civilisation. Selvom terroraktioner ofte optræder i en religiøs forklædning og retfærdiggøres i et religiøst sprog, har de oftest et klart defineret politisk formål. I stedet for at bekæmpe terrorismen som et ansigtsløst fænomen eller som en kamp mellem islam og Vesten eller de onde og de gode bør vi kigge på de politiske motiver bag folks handlinger.

Pointen er ifølge mange islamister, at vi ikke kan vide os sikre i Vesten, så længe verdenssamfundet ignorerer besættelsen af Palæstina og fører angrebskrige i den muslimske verden. Motiverne bag nogen terror handler om besættelse og den ulige fordeling af verdens goder. En uretfærdig og inkonsekvent amerikansk og europæisk udenrigspolitik bliver af mange i den muslimske verden tolket som en krig imod islam. Derfor sættes terrorismen ofte ind i en religiøs ramme og legitimeres ved hjælp af denne.

Diskussionen om sammenhængen mellem religion og terror kædes ofte sammen med iagttagelsen af en øget islamisk aktivisme i verden. Islamisk aktivisme defineres som et kollektiv og sidestilles med radikalisering. Men islamisk aktivisme har mange udtryk, og det er vigtigt at have for øje inden man dømmer al øget religiøsitet som et faresignal om radikalisering.