Ricardt Riis: Man kan ikke både blæse og have mel i munden

Kendte Muhammed til moderne videnskab? Debatten om Noas Ark fortsætter

Kommentar til Aminah Tønnsen:

Når jeg hævder, at moderne muslimer opfatter Muhammed som et tomt og dødt rør, der blot uden at tænke selv gengiver ordene fra Gabriel", så er det ikke ondt ment, men et forsøg på at beskrive konsekvensen af det, man kunne kalde det videnskabelige bevis for koranens guddommelighed'.

Og det er jo i nogen grad det, vi diskuterer.

Maurice Bucaille har perfektioneret denne bevisførelse (uden at det dog bliver rigtigere af det). Tanken er den, at koranen foregriber den moderne videnskabs resultater. Og det bliver et bevis på koranens guddommelighed på den måde, at man spørger:

Hvordan skulle dog Muhammed i 600-tallet kunne kende den moderne astronomis kendsgerninger? Alligevel er de beskrevet i koranen. Hvordan skulle han kunne kende den menneskelige fosterudvikling? Alligevel svarer koranens beskrivelse, hævder altså Bucaille, til den moderne videnskabs beskrivelse.

Hvis man siger sådan, så gør man Muhammed til et tomt og dødt rør. For han har jo gengivet ordene uden selv at forstå dem. Det er det, der er kernepunktet i beviset' for koranens guddommelighed. Det kan være sandt nok, at Muhammed livet igennem forklarede og tydeliggjorde koranens udsagn, vejledte og bilagde stridigheder, som Tønnsen gør opmærksom på. Men på det punkt her har han intet kunnet sige til vejledning. For han forstod ikke selv, hvad åbenbaringen hævdede.

Og det er det, der er min pointe, også med hensyn til Noa-beretningerne: Hvis man vil hævde, at koranens ord er identisk med Guds egne ord, så er det ligegyldigt, om Muhammed har forstået dem eller ej, ja, så er det på sin vis et endnu større under, hvis han ikke har forstået dem. Sådan som Bucaille påstår.

Muhammed kender ikke til astronomiens og embryologiens hemmeligheder. Men Gud gør. Muhammed véd ikke, hvor arken landede, hvor mange dyr der var med, om det var en lokal eller en global begivenhed, osv.

Men Gud véd det Muhammed var ikke med ved Jesu kors og aner derfor intet om hans korsdød på almindelig, historisk-menneskelig manér. Men Gud véd det.

Så har jeg hævdet, at denne hårde' åbenbaringsforståelse dog opblødes noget, når man gør meget ud af Muhammeds vejledninger. Ifølge en sådan åbenbaringsforståelse har Muhammed selv forstået Gabriels ord til ham, så han altså ud fra denne forståelse har kunnet vejlede og forklare nøjere, hvad det og det koran-ord betød.

Endelig kan man også forestille sig sagen, som visse ahadith forestiller sig den, (ahadith, ental: hadith, gengivelser af profetens ord og handlinger), nemlig sådan, at det er Muhammed, der har ansvaret for ordlyden, blot er han inspireret af Allah. Når Muhammed således kan godkende en lovprisning som hørende til koranen, skønt det er skriveren, der fremkommer med den, så er forudsætningen, at Muhammed er den ansvarlige.

Jeg finder det på sin vis meget tiltalende, at historien om skriveren Abdallah er bevaret. Han var én af dem, som Muhammed brugte til at nedskrive sine åbenbaringer; og han kom af og til med forslag til forbedringer, forslag, som i nogle tilfælde blev godtaget af Muhammed. Da således Muhammed havde reciteret sura 23,12-14, udbrød Abdallah: Velsignet være Allah, den bedste skaber!' Det påbød Muhammed ham at nedskrive, og det findes i koranen i dag som noget, der er åbenbaret af Gud. Siden forlod Abdallah Muhammed og islam og tog bolig i Mekka.

Da Muhammed senere indtog denne by, lod han Abdallah myrde. Men det er egentlig meget tiltalende, at disse begivenheder er refereret i en række ahadith.

Og det, jeg har søgt at efterspore i disse teologiske betragtninger, er, om de tre forskellige åbenbaringsforståelser kan fastholdes på én gang. Det forekommer mig, at de i nogen grad modsiger hinanden.

Vil man fx hævde, at den nuværende koran er identisk med en koran, der findes i himlen, så får man det svært med den refererede hadith. Og omvendt giver en himmelfalden' koran altså uvægerlig vanskeligheder med historiske og videnskabelige kendsgerninger. For det er jo ikke alle, der har en så imødekommende holdning som Bucaille.

Nu er jeg ikke den første, der har stillet sådanne spørgsmål. I det hele taget finder jeg det yderst fascinerende ved islam og islams historie, at den på så mange måder minder om kristendommen.

Ligesom kristendommen fra Mellemøsten, fra en semitisk sproglig og kulturel baggrund, trængte ind i den græske verden og blev tvunget' til at tage stilling til alle den græske kulturs indvendinger, således trængte islam også, omend meget senere, ind i den græske kultur fra en semitisk sproglig og kulturel baggrund.

Og også islam blev tvunget' til at tage stilling til den græske kulturs indvendinger. Og blandt andet det medførte, at man gav sig til at gennemtænke Muhammeds åbenbaringer på en mere rationel måde.

Der opstod således omkring år 900 en strid om, hvorvidt koranen var evig eller skabt. De såkaldte mutazalitter' hævdede, at vel var koranen identisk med Guds ord, men dette ord var talt til bestemte mennesker i en bestemt historisk situation.

Hvis man derfor ville applicere koranens ord på nutiden, måtte man først forstå dem i den historiske sammenhæng, hvori de var talt. Det spændende er, at dette implicerer en sprogfilosofisk forudsætning, den nemlig, at forbindelsen mellem ord, dvs lydbillede, og sag, ikke er guddommelig, men menneskelig, tilfældig.

Nu blev det ikke mutazalitterne, der sejrede i denne strid, men deres modpart. De hævdede, at koranen var evig, ikke skabt, og det uanset mutazalitternes indvending, at man derved forbrød sig mod et muslimsk grunddogme: at intet kunne stå ved siden af Allah, heller ikke kunne hans ord, koranen, opfattes som et evigt sidestykke til Allah. Og siden har dette synspunkt, i hvert fald i den sunni-muslimske verden, været det fremherskende.

Dog er der nutidige muslimske teologer, der begynder at genopfriske mutazalitternes tankegods. Den ægyptiske professor Nasr Abu Zaid gik i den retning, mens han var professor i Ægypten, men blev af det ansete muslimske universitet al-Azhar af den grund erklæret for ikke-muslim og har siden følt sig tvunget til at flygte til Holland.

Han skriver i et papir om koranen som tekst: For at vise (min) opfattelse på en meget simplificeret måde: Hvis koranen ikke er evig, så er den skabt i en særlig kontekst og det budskab, den indeholder, må forstås i denne kontekst.

Denne opfattelse giver plads til en reinterpretation af den religiøse lov, fordi Guds ord må forstås efter ånden og ikke efter bogstaven. De endelige konsekvenser er, at de offentlige myndigheder og/eller det offentlige samfund får forrang ved interpretationen og applikationen af loven.

Men omvendt, hvis Guds ord er evigt, ikke-skabt og uforanderligt, så bliver tanken om, at det skal reinterpreteres i en ny situation, tabu. Der bliver ingen forskel mellem den guddommelige lovs bogstav og ånd og kun teologer kan have forrang, når den guddommelige lov skal opretholdes og forsvares.

Med andre ord: Der bliver behov for en islamisk autoritet i lighed med den kristne kirke, og det er også næsten, hvad der er sket i islams socio-politiske og kulturelle historie siden 1000-tallet, da koranens evighed med alle de implikationer, der følger med, af de politiske autoriteter fik stemplet den rette tro' på sig".

(Taget fra internettet: www.geocities.com - min oversættelse).

Man kan være enig eller uenig med Abu Zaid i hans opfattelse af koranen, men det forekommer mig, at hans beskrivelse af konsekvenserne af de to holdninger er yderst interessant.

Det er i hvert fald, hvad jeg har prøvet at fastholde: At man ikke både kan hævde, at koranen foregriber den senere videnskabs resultater, og at Muhammed selv fuldt ud har forstået koranens ord.

Derimod véd jeg ikke rigtig, hvad jeg skal mene om hans anden påstand: At forbindelsen mellem ordene og tingene i virkeligheden er menneskeskabt.

Det kan måske være sandt nok, at det i og for sig er tilfældigt, at en dør hedder dør' på dansk, men Tür' på tysk. Men det må ikke få os til at overse, at sproget binder. Har man udtalt sig, er man bundet af sine udtalelser. Det er alle, også Gud.

Lad mig illustrere det med Aminah Tønnsens behandling af sura 71,26, hvor Noa siger: Lad der ikke blive så meget som én tilbage af de vantro på jorden'.

Her siger hun, at der ikke er tale om, at Noa er hævngerrig, men om, at han beder om, at ondskaben som sådan må forsvinde fra jorden, en bøn, hun håber, at mange troende jøder, kristne og muslimer beder. Og det vil jeg da gerne medgive, at bønnen om, at ondskaben som sådan må forsvinde fra jorden, er en god og from bøn. Men det er da ikke den bøn, Noa beder.

Noa kunne have bedt om, at vantroen måtte forsvinde fra jorden. Men så skulle han have formuleret sig anderledes. Og vi kan ikke efterfølgende lave om på det. Med andre ord: Vi kan ikke skalte og valte med fortolkningen ganske som det passer os. Vi må lade ordene gælde for det, de står for.

I den kristne tradition er vi glade for skriftordet fra Ez 33,11: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, så han bevarer livet". Og her lægger vi vægt på at skelne mellem synderen og hans synd; synden forkastes, men synderen tilgives. Men jeg kan ikke med min bedste vilje se, at man kan lægge en sådan skelnen ind i dette koran-sted. Og da slet ikke, hvis man tager sammenhængen i betragtning.

Noa siger i sura 71,25: På grund af deres synder blev de druknet i syndfloden og på grund af deres synder blev de kastet i ilden, og de fandt ingen, der kunne hjælpe dem i Allahs sted" (efter Yusuf Alis oversættelse). Og så er det, Noa beder om, at der ikke må blive nogen vantro efterladt på jorden.

Det begrunder han så i vers 27 på følgende måde: For hvis du lader nogle af dem leve, vil de vildlede dine hengivne". Jeg kan ikke se andet, end at der er tale om, at Noa ønsker død over korporlige mennesker, fordi de ellers vil vildlede de troende, ikke om, at menneskene skal leve, men deres vantro forsvinde.

Men måske Aminah Tønnsen ikke vil lade sig binde af sproget. Og måske Gud efter muslimsk opfattelse heller ikke føler sig bundet af sproget. Jeg vil til sidst prøve at opstille en forskel mellem kristendom og islam ud fra denne tese: I islam er Gud i den grad almægtig, at han er herre også over sproget. I kristendommen er Gud bundet af sproget, af sine egne ord.

Den store muslimske teolog, al-Gazzhali, fra engang i 1100-tallet, hævdede således, at vel kunne mennesket ved hjælp af årsagssætningen tilsyneladende få indsigt i naturen. Men Gud var i ethvert øjeblik fri til at bryde årsagssætningen. Den tanke har efter sigende fulgt den muslimske verden op til i dag.

Det siges, at fastemånedens begyndelse nok kan forudberegnes, men at man som troende muslim ikke må rette sig efter forudberegningerne, men er nødt til at vente, til de muslimske astronomer har erklæret, at månen står som den skal stå ved fastemånedens begyndelse; for det kunne jo være, at Gud netop denne gang havde brudt de naturlove, han engang havde givet, de love, måner og planeter bevæger sig efter.

Jeg finder også denne Guds overordentlige almagt bevidnet i koranen. Den er bevidnet i det såkaldte abrogations-vers' 2,106, hvor der står: Vi ophæver (abrogate) ikke nogen af vore åbenbaringer eller får dem til at blive glemt, men vi erstatter dem med noget lignende eller noget bedre. Véd I ikke, at Allah har magt over alle ting?"

Jeg véd godt, at man kan komme ind i en lang diskussion om selve begrebet abrogation', og jeg véd også godt, at mange muslimer vil fornægte abrogations-begrebet i det hele taget, fordi det er svært at håndtére teologisk, men når man lægger vægt på, at Allah begrunder sin abrogation med, at han har magt over alle ting, altså også magt over sproget på den måde, at han ikke er bundet af de ord, han tidligere har talt, så synes jeg, man får løftet diskussionen op på et højere plan. Så bliver spørgsmålet: Lader det sig gøre at tænke om Gud, at han er fri overfor sproget, altså også fri overfor det ord, han tidligere har åbenbaret?

Det er klart, at vi kristne vil sige, at netop sådan kan man ikke tænke om Gud. Men jeg finder det fascinerende, at muslimer vover at tænke sådan om Gud, omend jeg ikke ganske kan se, hvilke konsekvenser det har.

Det synes således at have den konsekvens, at det er tilladt for Muhammed at bryde et løfte, han har givet. Og her kan naturligvis muslimer og ikke-muslimer kommer ind i en lang diskussion: Brød Muhammed nu også virkelig sit løfte, som den og den hadith fortæller om det? Er netop denne historiske kilde troværdig? osv, men lad mig i stedet for nøjes med at sige, at hvis Muhammed er nogenlunde konsistent i sin gudsopfattelse (eller, som vel muslimer vil sige:

Hvis Muhammed i koranen har haft med Guds og ikke sine egne ord at gøre), så er denne handlemåde en konsekvens af, at Muhammed ikke kan forestille sig, at Gud skulle være bundet af sproget; han er herre over alle ting, også over sproget og dets logik.

Og ud fra en sådan gudsforestilling bliver det sådan set også ligegyldigt, om der lader sig påvise modsigelser i Allahs handlinger. Hvis Gud ikke er bundet af sproget, er han ikke bundet af sin egen fortid og af de ord, han har talt. Han begynder så at sige i hvert øjeblik på en frisk Det er noget af den problematik, der viser sig i koranens behandling af de andre skriftreligioner.

Det er ganske unødvendigt at undersøge disse religioners kilder. Når koranen fastslår, at de siger det samme som Muhammeds nuværende åbenbaring, så forholder det sig naturligvis sådan, og så er yderligere undersøgelse overflødig.

Fra mit kristne synspunkt vil jeg nok mene, der er tale om en afsløring af en historisk uvidenhed i sura 5,45-46. Her hedder det: Vi anordnede for dem deri [i moseloven]: Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og sår lige for lige'. Men hvis nogen undlader gengæld af kærlighed er det en forsoningshandling for ham selv.

Og hvis nogen undlader at dømme i lyset af, hvad Allah har åbenbaret, er de ikke bedre end dem, der handler forkert. 46. Og efter dem sendte vi Jesus, Marias søn, som bekræftede den lov, som var kommet før ham. Vi sendte ham evangeliet; deri var der vejledning og lys og bekræftelse på den lov, der var kommet forud for ham: en vejledning og en formaning for dem, der frygter Allah".

Jeg vil som kristen naturligvis spørge, om Muhammed da er ganske uvidende om, at Jesus ifølge Matt 5,38 har sagt: I har hørt, at der er sagt: 'Øje for øje og tand for tand.' v39 Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til". Et sådant ord kan man naturligvis ikke betragte som en bekræftelse af moselovens øje for øje og tand for tand'.

Men hvis for Muhammed og for koranen Gud ikke er bundet af sin fortid, så har hans senere ord jo altid forrang fremfor hans tidligere ord, og så bliver den historiske sandhed om Jesus og hans ord ligegyldig.

Det eneste, der så foruroliger mig, er, at hvis Gud ikke er bundet af sit ord, så bliver han en magtgud, en despot, én, hvis bestemmelser er fuldstændig vilkårlige, måske forbarmer ham sig, måske gør han ikke, i begge tilfælde skal han tilbedes som den ophøjede. Eller jeg kan sige: Hvis Gud ikke er bundet af sit ord, kan det på ingen måde være sådan, at forskellen mellem kristendom og islam kun er overfladisk, som Aminah Tønnsen synes at mene til sidst.

Ricardt Riis
Carit Etlars Vej 25,
8700 Horsens
email : rriis@mail1.stofanet.dk