Rothsteins trosbekendelse står i vejen

Jeg er ikke ganske klar over, hvilken af Mikael Rothsteins mange ligtorne jeg har trådt ham på, men det må have gjort gevaldig ondt, siden han farer op, som han gør i sit indlæg, "Den frie forskning er under pres" den 27. december.

Men da hans indlæg stort set ikke indeholder andet end nedladende og nedgørende uvidenskabelige påstande, vil jeg tillade mig at gå ud fra, at han på et eller andet tidspunkt i begyndelsen af sin forskergerning har måttet aflægge en trosbekendelse, der siger, at man som religionshistoriker skal forsage teologien og alle dens gerninger og alt dens væsen.

Og da jeg jo åbent bekender, at jeg er teolog, oven i købet en kristen én af slagsen, træder hans trosbekendelse pr. rygmarvsrefleks i funktion, og han ved ikke alt det onde, han skal sige om mig.

Det havde dog været mere spændende og mere givende for samtalen, om han havde forholdt sig til de argumenter, jeg lagde frem.

Men lad os se lidt på det!

Han skriver bl.a.:

"Religion er et menneskeskabt fænomen, der hele tiden er i bevægelse. Det er disse bevægelser, disse løbende forhandlinger, der former de religiøse forestillinger og den religiøse praksis, Tim Jensen diskuterer."

Dette skulle vist nok være noget, jeg ikke begriber, eller noget, jeg ikke kan erklære mig enig i. Men det kan jeg faktisk. Også i min optik er religion et menneskeskabt fænomen, jeg er endda levende optaget af kirkehistorien og historien i al almindelighed. Og jeg er så udmærket klar over, at religion både som samfundsfænomen og som teologisk fænomen hele tiden er i bevægelse.

Det, som jeg forsøger at indvende imod Tim Jensen, er, om denne uafladelige bevægelse i menneskesamfundet, som religionen deltager i, medfører, 1) at der ikke er synderlig forskel på kristendom og islam, 2) at man kan tolke en helligtekst på en hvilken som helst måde.

Det kunne vi muligvis få en fornuftig diskussion ud af. Men det forudsætter, at Tim Jensen (og altså nu også Mikael Rothstein) tager teologien og dens problemstillinger alvorligt. Og det har måske lange udsigter, hvis min teori om Rothsteins trosbekendelse er korrekt.

Så hedder det:

"For Riis derimod er religion noget absolut, noget der findes i fast og veldefineret forstand. Sagligt set er det det rene vrøvl, men i et religiøst perspektiv er det ofte dér snittet lægges."

Dette er et forsøg på fra Rothsteins side at pådutte mig et synspunkt, som jeg ikke deler, for des nemmere at kunne nedgøre mig. Jeg må uvilkårligt spørge: Hvad anser han mig for? Tror han ikke, at jeg så udmærket er klar over, at min tro er en tro, og at jeg ikke - f.eks. i en diskussion med ham - kan komme anstigende med nogle teser baseret på denne tro?

Tror han ikke, at jeg er i stand til at skelne mellem det, der hører min tro til, og det, der hører en videnskab, f.eks. religionshistorien, til? Det er vist igen hans grundlæggende trosbekendelse om forsagelse af al teologi, der gør sig gældende. I hvert fald begrunder han ikke sin teori om mit synspunkt nærmere.

Så skriver Rothstein:

"Riis fremhæver således, at kristendom analytisk betragtet er noget væsensforskelligt andet end islam. Det er det rene nonsens for en fagmand, men en salig sandhed for Riis som religionsproducent."

(Læg mærke til, at Rothstein kalder mig "religionsproducent"! Det vil jo sige, at jeg er ét af hans mange forskningsobjekter. Det må være hårdt at skulle forske i noget, man i den grad ser ned på).

Her har Rothstein ramt noget hos mig, jeg kan godkende. Så man må sige, at i hvert fald det ene af hans mange skud fra hoften rammer plet. Jeg mener virkelig, at der er forskel på kristendom og islam, omend jeg ikke helt er klar over, om jeg mener det "analytisk betragtet" og heller ikke ved, om jeg godkender formuleringen "væsensforskelligt andet" (det havde vel været nok med "væsensforskelligt"!) Men lad det blot være!

Mere væsentligt er, at jeg jo faktisk kommer med argumenter for mit synspunkt. Og større forskel er der vel ikke på teologi og religionshistorie, end at det skulle være muligt at komme med modargumenter, hvis man vil det og ikke kun føler sig trådt på sine ligtorne.

Tim Jensen har fat på noget væsentligt, når han skriver, at det er svært at harmonere tanken om en åbenbaring af bestemte love med den demokratiske forestilling, hvor alt pr. definition står til debat. Det giver jeg ham ret i.

Hvad jeg angriber ham for, er kun, at han skærer jødedom, kristendom og islam over én kam og tilsyneladende mener, de har samme vanskeligheder med at tolke demokratiet ind i deres helligtekster.

Her bevæger Tim Jensen sig, måske uden at vide det, ind på det teologiske gebet. Og derfor må han påregne at blive mødt med teologiske modargumenter. Det er han måske også parat til. Men Mikael Rothstein er ikke. Han lider af den før omtalte trosbekendelse og har ikke andet at sige, end at dette at påpege en forskel mellem islam og kristendom "er det rene nonsens for en fagmand."

Argumenter, kære Rothstein, kom dog med et argument! Det kan godt være at skovbrugsmanden hævder, at der set fra det store overblik ikke er forskel på æbletræer og pæretræer, men vi, der skal spise æblerne og pærerne, synes nu alligevel, vi kan smage forskel, hvordan det så kan være.

Jeg tillod mig at nævne et teologisk argument ud fra et Jesus-ord. Men hvis han er "persona non grata" for Mikael Rothstein (når jeg nævner ham, tror han vist øjeblikkelig, at jeg er ude på at promovere min religion), så tillad mig at nævne et andet argument, taget ud fra forskellen på Koranen og Bibelen!

Koranen er skrevet af én person (eller skal jeg sige "formidlet af én person," hvis man nu skal være så "videnskabelig," at man undlader på forhånd at udelukke den mulighed, at Koranen er Guds eget skinbarlige ord?), blevet til over et kort tidsrum, fra 610-632.

Bibelen derimod er et konglomerat af meget forskellige tekster, blevet til over et langt tidsrum, hvilket har voldt de kristne teologer megen hovedbrud. Men denne litterære forskel på de to helligskrifter har gjort tanken om Koranen som Guds eget uformidlede ord langt mere udbredt indenfor islam, end tanken om Bibelen som Guds uformidlede ord er det indenfor kristendommen.

Men se, nu kom jeg til at bevæge mig ind på Rothsteins område! Og det kan vist ikke være anderledes, end at vore to discipliner af og til mødes. Det kunne være sjovt, om vi kunne mødes i respekt, men ak, her står vist Rothsteins "trosbekendelse" lidt i vejen.

Så skriver Rothstein mod slutningen:

"Riis' utilfredshed med Tim Jensen begrundes således reelt i, at forskeren ikke er kristen! Det er også på dette grundlag han med hele den politiske højrefløj mener, at Tim Jensen ikke bør tildeles offentlige forskningsmidler."

Jeg véd ikke, om jeg skal kalde dette infamt eller bare dumt! Men man kunne spørge tilbage, om der da ikke er religionsforskere, der kan se forskellen mellem kristendom og islam, eller om det er endnu en trosbekendelse, man skal aflægge for at blive religionshistoriker: Der er ingen forskel mellem religionerne, videnskabeligt set er pærer og æbler nøjagtig det samme.

Til sidst kun dette: Min væsentligste indvending mod Tim Jensen har Mikael Rothstein tilsyneladende ikke opdaget. Han fik så ondt i sin ligtorn, at han ikke fik læst det hele. Tim Jensen indrømmede selv, at man kunne sige, at han politiserede, når han anså det for strategisk uklogt at sætte lighedstegn mellem islam og islamisme.

Og overfor dette politiske argument fremførte jeg, at man også kunne formode, at vore hjemlige muslimer, stillet overfor en hårdhændet koranforskning, ville reagere, som vi kristne har reageret på den hårdhændede bibelforskning: ved at godtage den og gå ind for den og betragte den som den rette bibeludlægningsmetode.

Det er måske ønskedrømme, men der er ingen grund til at behandle muslimer med fløjlshandsker, de er voksne mennesker, der nok kan tage vare på deres religion, som de synes bedst.

I håb om, at ligtornen kommer sig.

Ricardt Riis
Cand.theol. og tidligere sognepræst