- Soldater risikerer at tage destruktiv adfærd med hjem

Sidste år døde flere amerikanske soldater på grund af selvmord end under selve den militære operation i Afghanistan, oplyser direktør Raag Rolfsen. - Foto: Foto:

Moderne militærtræning søger bevidst at reducere soldaternes medfødte aversion mod drab. En solid etikoplæring kan forhindre, at det giver bagslag, mener Areopagosdirektør Raag Rolfsen

Oberst Lars R. Møller har netop udgivet en meget omtalt bog: "Vi slår ihjel og lever med det". Samtidig er den danske dokumentarfilm Armadillo for nylig blevet vist i Cannes - og har skabt stor debat.Religion.dk har i den forbindelse spurgt Raag Rolfsen, der er direktør for Areopagos og tidligere har været engageret i efteruddannelsen af norske feltpræster:

Er det etisk forsvarligt at slå ihjel, hvis man er udsendt på mission og befinder sig i en krigssituation?

Langt de fleste med et ståsted inden for europæisk kristen etik, såvel som et flertal af repræsentanter for filosofisk etik vil hævde, at forbud mod drab er grundlæggende for ethvert fungerende samfund.

Selv blandt dem, der mener at drab i givne tilfælde er tilladelige, for eksempel som dødsstraf eller i krig, vil de fleste fastholde, at denne tilladelse må forstås som en undtagelse.

Offentligt sanktionerede drab må begrundes i det overordnede forbud mod at tage andres liv. Både dødsstraf og krig begrundes således ud fra viljen til at oprette den normale retstilstand og derfor ud fra behovet for at beskytte liv.

Bøddelens hætte markerer undtagelsen
Allerede bøddelens hætte markerer, at eksekutoren af disse offentligt sanktionerede handlinger udgør en samfundsmæssig anomali, det vil sige noget, som befinder sig uden for samfundets normale retstilstand.

Det paradoksale består derfor i, som den italienske filosof Giorgio Agamben påpeger, at anomalien er med til at beskytte og opretholde den normaltilstand, som den selv er en undtagelse af. Undtagelsen bekræfter reglen.

I det offentligt sanktionerede drab finder vi det paradigmatiske eksempel på et nødvendighedsprincip.

Regeringen skal beskytte normaltilstanden
Retten til at gennemføre undtagelsen fra normaltilstanden ligger hos suverænen, som per definition besidder immunitet fra den retsstat, han eller hun er sat til at bevare. I vores moderne europæiske samfund ligger den suveræne magt i praksis hos regeringen.

Forholdet mellem suverænen og samfundets normale retstilstand bliver komplekst, eftersom der både findes en normativ konflikt mellem dem med hensyn til retten til at tage liv og en gensidig afhængighed. Suverænens suverænitet er med til at beskytte normaltilstanden fra ydre og indre farer.

Samfundet er nødt til at dække over drab
I dette billede, med suverænen på den ene side og samfundets normaltilstand på den anden, falder eksekutoren af suverænens magt til at tage liv igennem og ind i et ingenmandsland. Agamben kalder dette område uklarhedszonen (zone of indistinction). Det er her, samfundsordenens dilemmaer bliver synlige.

Samfundet vil derfor have et behov for at dække over dette område. Bøddelens hætte er kun én måde at gøre det på. Andre måder kan være at operere med flere eksekutorer, således at det bliver umuligt at bestemme, hvem det var, der udførte drabet - eller ved i så stor en grad som muligt at overlade drabet til moderne teknologi.

Soldaterne betragtes som instrumenter
Det er i dette billede, vi må se soldatens rolle som udfører af drab. Manglen på debat om denne rolle er strukturelt bestemt. Systemet ønsker at anonymisere gerningspersonen, således at grundlæggende dilemmaer i samfundsstrukturen ikke når offentlighedens lys.

Systemet er orienteret mod at fritage soldaten for moralsk skyld. Strategierne for at opnå dette består i at beskytte soldaten mod offentlighedens lys, i at understrege, at ansvaret for krigen ligger på politisk og ikke på operationelt taktisk niveau - og i at betragte militære styrker som instrument og ikke som moralsk aktør.

Det berømte citat fra Carl von Clausewitz om, at krig kun er en fortsættelse af politik med andre midler må ses i dette lys. Bruddet med normaltilstandens forbud mod at tage liv tilsløres.

Soldater bryder egne værdigrænser
Men det, samfundet ikke kan beskytte sig i mod, er det, der sker bag masken. Den norske feltpræst og teolog Paul Otto Brunstad har med udgangspunkt i kristen etik forsket i, hvad der er på spil i soldatens rejse fra normaltilstanden, til det, han kalder liminalzonen og tilbage til samfundet.

I liminalzonen er normalkontekstens referencesystem for mening brudt sammen. I denne zone er der en stor fare for, at soldaten går radikalt ud over de grænser, hans eller hendes værdisystem normalt sætter.

Ved tilbagevenden til det normale værdimæssige referencesystem vil mindet om handlinger udført i liminalzonen fremstå som grusomme. De personlighedsændringer som kan følge af dette, vil føre til, at den anomali, som sædvanligvis er henvist til normaltilstandens randzone, bringes ind i hjertet af normaltilstanden.

Selvmordstal blandt soldater er meget høje
De officielle tal for selvmord blandt amerikanske soldater viser, at der sidste år var flere soldater, der døde på grund af selvmord, end dem som døde under selve den militære operation i Afghanistan (334 mod 319).

Dette er kun toppen af isbjerget. Langt fra alle selvmord som har baggrund i krigserfaringer bliver registreret, og for hvert selvmord er der mindst fem selvmordsforsøg.

I tillæg til dette må vi regne med anden destruktiv adfærd, som langt overgår den yderlighed, som selvmord repræsenterer. Det foreslåede budget for veteraner i USA for 2011 er på 125 mia. USD, og næsten 300.000 mennesker arbejder med opgaver tilknyttet veteraner i USA.

Selv om der kan være gode grunde til, at nordiske lande slipper lettere, så er der ingen grund til at tro, at et øgende antal veteraner ikke vil udgøre en alvorlig udfordring - også i vore nordiske lande.

Vi er født med aversion mod drab
David Grossmans studie On Killing (med undertitlen The Psychological Cost of Learning to Kill in War and Society) viser, at der findes en naturlig aversion mod at dræbe et andet menneske. Denne modstand kan lokaliseres i mellemhjernen. Sociopaten kan netop defineres ved en mangel på denne modstand.

Fra tidligere tiders krige har man erfaret, at denne aversion førte til, at relativt få skud blev affyret, specielt når afstanden var for lille. Man fandt på alle mulige undskyldninger for ikke at affyre skud.

Man kan ud fra afdøde soldaters geværer konstatere, at de havde ladt geværet igen og igen uden at skyde.

Moderne militærtræning skaber sociopater
Grossman fremdrager en markant ændring af denne statistik i Vietnam-krigen. Den moderne uddannelse til soldat er blevet bevidst om modstanden mod at dræbe, og oplæringen af soldater sætter nu fokus på at reducere mellemhjernens aversion mod drab. Man går bevidst ind for at skabe sociopater.

Det er effekten af dette, vi så hos Vietnam-veteranerne, og som også kan slå tilbage som en rekyl i vore egne samfund. Der findes nok et håb i den militære pædagogik om, at rollen som sociopat eller drabsmaskine er noget, man kan gå ind og ud af, men der findes ingen garanti for, at dette gælder for alle.

Etikundervisning kan mindske skaderne
En af Brunstads vigtige fund er, at solid etikoplæring kan bidrage til at rejsen fra liminalzonen ikke får destruktive konsekvenser. Soldatens værdisystem skal ikke kun findes i eksterne referencer. Det må forankres i soldaten selv og i den militære gruppe eller afdeling.

Dette vil kunne forhindre, at grænseoverskridelserne bliver ekstreme. Samtidig vil en sådan forankret etik kunne hjælpe soldaten til en højere bevidsthed omkring sine handlinger i gerningsøjeblikket og således bidrage til at hjælpe soldaten til at fortolke det, der er sket i eftertiden.

Kirken skal virkeliggøre freden
Som kirke er vi en aktør i civilsamfundet. Sammen med andre aktører skal vi rette fokus på de områder, som det politiske system ønsker at holde uden for offentlighedens lys. Derfor er debatten vigtig. Skal vi deltage i denne debat, må vi være bevidst om den komplekse politiske logik bag samfundets udvælgelse af eksekutorer af drab.

Vi skal samtidig påpege, at evangeliet forkynder en fred som verden ikke kender. Den politiske logik udtømmer ikke eksistensens mening. Som kirke kan vi både forkynde og stadig på ny begynde virkeliggørelsen af denne fred i vore menigheder, i vor hverdag, i vores engagement og som politiske aktører.

Raag Rolfsen er direktør for den kirkelige organisation Areopagos. Han har bl.a. arbejdet med teologisk rådgivning og efteruddannelse af det norske Feltprestkorpset.