Stjernholm: Hvorfor tro på en gud?

Hvorfor tro på Gud?, spørger ateist Anders Stjernholm. Her forsøger han selv at forklare, hvorfor man skal lade være, skriver Anders Stjernholm

Det forekommer sært, at nogle mennesker tror på nogle gamle påstande om livets oprindelse og formål uden andet belæg end, at ”det står i en gammel bog".

Med en kampagne hos Movia lader vi i disse dage Københavns busser stille et vigtigt spørgsmål: 'Hvorfor tro på en gud', skriver Anders Stjernholm, talsmand for Ateistisk Selskab

Som ateister kan vi ofte undre os over religiøs tro. Der er mange forunderlige ting her i livet og i universet - det benægter vi ikke. Og mange af dem har vi stadig ikke svar på.

Men det forekommer sært, at nogle mennesker tror på nogle gamle påstande om livets oprindelse og formål uden andet belæg end, at ”det står i en gammel bog". Særligt i disse tider, hvor vi har erfaret, at skabelsesberetningen ikke var andet end et forsøg på at give en forklaring, hvor man ingen havde, således at man kunne sætte sit liv i en eller anden form for sammenhæng.

Den sammenhæng søger vi selvfølgelig stadig den dag i dag, men vi har så meget viden, der direkte modbeviser så mange religiøse påstande, at det forekommer absurd, at de stadig er i spil. Men modsvaret er gerne: “Spørgsmålet om Guds eksistens hører ikke til videnskaben at besvare". Den videnskabelige metode duer simpelthen ikke, når det kommer til dette helt særlige spørgsmål. Hvorfor ikke?

Den videnskabelige metode
Mennesket har fundet ganske fornuftige metoder til at afgøre, om nogen taler sandt. Når som helst og hvor som helst en person fremsætter en påstand, kan vi bruge disse metoder til afgøre, hvor sandsynlig påstanden er.
 
Enten kigger man empirisk på det: Hvad kan vi se og måle om det her?

Eller rationelt: Hvad kan vi regne ud?

Eller historisk: Ved vi noget i forvejen om det her?

Og ofte er det klogt at se på det pragmatisk: Hvem står til at tjene på det ene eller andet resultat? Er der nogle egeninteresser, der er i vejen for objektivitet og så videre.

Disse greb har været menneskehedens bedste venner i søgen efter ny viden. Især de sidste 400 år har metoderne vist deres værd og givet os en teknologisk, økonomisk og social udvikling ulig noget i verdenshistorien. Disse metoder har hjulpet os med at tænke os om.

Den hellige påstand
Men når det så kommer til påstanden om guders eksistens, så bliver der råbt op om, at nu duer disse smarte metoder ikke, fordi det er en metafysisk eller filosofisk påstand.
 
Lige når det kommer til denne påstand, skal vi ikke gøre det der, hvor vi tænker os om. Med hensyn til påstanden: "Gud findes" kan man ikke bruge den videnskabelige metode. I stedet skal man mærke efter i sig selv eller stole blindt på Gud eller noget helt tredje. Hvorfor?

Nogle vil sige, at den videnskabelige metode ikke er egnet til at besvare spørgsmålet om guders eksistens. Fordi den påstand ligger i et domæne uden for videnskabens rækkevidde. Det er nok mere omvendt: At påstanden om guds eksistens ligger så langt væk fra logikkens rækkevidde, at det gør dens afsendere blinde for sandheden. Det rationelle udgangspunkt er først at acceptere noget som sandt, når der foreligger tilstrækkelige beviser.

Alternativet - at tro på ting, indtil de er modbevist - betyder nemlig, at man ellers hurtigt kommer til at tro på påstande, der modsiger hinanden uden nogen måde at vurdere, hvilken der er sand. Denne tilgang bruger de fleste af os i de fleste aspekter af vores liv - men nogle undgår at benytte sig af den tankegang, når det gælder den gud, de er opdraget til at tro på. Hvorfor?

Videnskabens bidrag til religion
Videnskaben kan ikke endeligt afgøre, at der ikke findes guder. Ligesom den heller aldrig vil afgøre om Bigfoot findes. Den dag vi er i stand til at scanne hele Jorden for livsformer, skal Bigfoot-fansene nok være klar med nogle påstande om, at Bigfoots biomasse eller blodsignatur ikke kan registreres af værktøjet.

Det, den videnskabelige metode i stedet giver os, når det kommer til at påstandene om guder er en indikation af sandsynligheden. Hvad er sandsynligheden for, at der findes en eller flere guder når vi:
 
- Ikke har set dem nogensinde?
- Kan påvise, at skabelsesberetningerne er forkerte?
- Kan påvise at påstandene om messiasser er kopieret fra tidligere myter?

Hvad er sandsynligheden for at disse påstande holder vand? Hvorfor bør vi fortsat bruge så meget tid og energi på dem?

Tænk selv over det.