SYNSPUNKT: Det bør ikke overraske, at vi er i krig

Når man kæmper i krig, kæmper man for at nedkæmpe fjenden. Derfor opleves det positivt, når det lykkes, skriver feltpræst Andreas Christensen.- Foto: Foto: Arkiv

Uanset om man er enig eller uenig i krigen, er det en fælles opgave at tage vare på soldaternes ve og vel, mener feltpræst Andreas Christensen

Oberst Lars R. Møller har netop udgivet en meget omtalt bog: "Vi slår ihjel og lever med det". Samtidig er den danske dokumentarfilm Armadillo for nylig blevet vist i Cannes - og har skabt stor debat.

Religion.dk har i den forbindelse spurgt Andreas Christensen, der er feltpræst:

Er det etisk forsvarligt at slå ihjel, hvis man er udsendt på mission og befinder sig i en krigssituation?

Andreas Christensen svarer:

Må vi slå ihjel?

Nej, man må ikke slå ihjel eller stjæle eller spærre folk inde eller give elektrisk stød eller mange af de andre ting, vi som samfund udsætter mennesker for. Man må ikke, men vi gør det alligevel. Alle sammen! Alle er med i det, når det er noget samfundet gør.

Jeg skal med det samme understrege, hvad min hensigt er med disse linjer: Jeg vil opfordre alle til at tage medansvar for, at vores soldater har det så godt som muligt! Uanset om man er enig eller uenig i krigen, er det en fælles opgave og et fælles ansvar at tage vare på soldaternes ve og vel.

Hjemlandet er farligst for soldaterne
Det farligste for en soldat er ikke fjenden men stemningen i soldatens eget land. Som ansat i hæren er det en daglig belastning, at stemningen kan vende hen over natten. Pludselig kommer der en boganmeldelse eller en filmanmeldelse og vupti er der en masse mennesker, som er oprørte over krigens virkelighed.

Oberst Lars Møller har skrevet en bog: Vi slår ihjel og lever med det hvor han afliver den opfattelse, som mange danskere har: Hvor må det være livsødelæggende belastende at tage et andet menneskes liv i krig! Møller har undersøgt fænomenet nøje og er nået frem til, at det er det altså ikke.

Som feltpræst er jeg ikke overrasket over bogens konklusion. Det svarer til min oplevelse i arbejdet blandt soldater.

Drab er ikke soldaternes største problem
Jeg møder ofte spørgsmålet, når jeg er til selskab: Er det ikke svært at sidde i Irak og Afghanistan og skulle tale med soldater, der har måttet opleve det grænseoverskridende forfærdelige at tage et andet menneskes liv? Hvad siger man til sådan et stakkels menneske?.

Når man er til selskab i Danmark, gamle elever fest, grillparty, middag, er drab en meget fjern virkelighed og netop drabets grænse bliver et emne. Men det er ikke det, der fylder i feltpræstens hverdag i felten. Det er som regel alle mulige andre problemer.

Derfor falder Møllers bog på et tørt sted, fordi den gør op med en forestilling hos den almindelige dansker.

Når man kæmper i krig, kæmper man for at nedkæmpe fjenden. Derfor opleves det positivt, når det lykkes. Dermed ikke sagt at det etisk set er positivt, at det finder sted. Det ved soldaterne samtidig, fordi de er en del af et civiliseret samfund.

Vores krigsforestillinger er forældede
Jeg tror mange danskere har en forestilling om krig, som stammer fra de store krige, hvor millioner af mennesker måtte stikke bajonetter i hinanden uden at være klædt på til det og uden at være krigere.

I de store krige bliver civile iklædt uniform og tvunget til at slå andre civile ihjel uden at nogen af parterne har bedt om det. Derfor kender man beskrivelser fra de store krige, hvor menigmand føler sig som morder i meningsløse drab i titusindtal.

Vi sejrer hver dag over Taleban
I dag lever vi i den fredeligste af alle tidsaldre. Der er færre krigsdræbte end nogensinde. Men for danskerne er det tæt på, fordi vi for en gangs skyld er med.

I det sydlige Afghanistan kæmper danskere, amerikanere og briter mod Taleban, for at Taleban ikke skal drage nordpå og tage magten i Kabul og dermed i hele Afghanistan.

Hvis Taleban atter får magten i Afghanistan, vil det være til stor sorg og lidelse for den almindelige afghaner og til fare for resten af verden. Derfor kæmpes der, indtil den afghanske hær er stærk nok til at klare det selv. Det lykkes fortsat at holde Taleban væk, hvilket er en sejr hver dag.

De, der udfører dette job er en del af samfundet. Samfundet er i krig, og de udfører opgaven. Det bør ikke være en overraskelse, at vi er i krig. Og hvis det er en overraskelse, må det ikke gå ud over den enkelte soldat.

Andreas Christensen er sognepræst på Østerbro og feltpræst ved husarerne.