Tankevækkende film om Jehovas Vidner

Saras og Teis' historie er smertefuld, men også vidunderlig og fuld af håb, skriver Poul Bregninge. Foto: Foto: Jens Juncker-Jensen

Virkeligheden overgår filmen, skriver forfatter og tidligere Jehovas Vidne Poul Bregninge i sin anmeldelse af To Verdener

Min kone og jeg så "To verdener" i Nordisk films studier i Valby. Jeg havde ringet til Freddy Neumann, som er PR-mand på filmen, for at høre, om det var muligt for os at se filmen ved en forpremiere, og vi fik straks en indbydelse. Den gjorde et stærkt indtryk på os. Ikke fordi vi ikke var kommet rigtigt ud af Jehovas Vidner i 1959, hvor vi forlod bevægelsen, men fordi man aldrig helt kan slippe sine dårlige minder. Der vil altid være noget tilbage, der giver myrekryb. Sådan var reaktionen, da vi så "To verdener".

Sporene efter en dybtgående hjernevask vil for altid befinde sig et eller andet sted i hjernen, i en slags dybt liggende "erindringssump", hvor det, der helst skulle glemmes, alligevel er lagret. Erindringer, der for manges vedkommende til stadighed manifesterer sig som ukontrollerede udbrud fra det "ubevidste", der er med til at opretholde den evige angst for "Harmagedon", slaget ved verdens ende.

Men selv om vi altså for længst har gjort op med filmens baggrundsemne, Jehovas Vidner, så virkede filmen alligevel stærkt på os. Og en enkelt tåre eller to blev det da også til. I den lille biograf fik vi genoplivet noget af alt det, vi selv havde oplevet for mange, mange år siden. Dengang hed det ældsteudvalg, man blev indkaldt til, "Det Dømmende Udvalg". Personligt mødte jeg op med en båndoptager i min mappe, da man nægtede mig, at jeg kunne medbringe mine egne vidner til "retssagen". Det var i 1964, og jeg havde besluttet at skrive en bog om Vidnerne, der skulle hvile på dokumentation. Derfor blev den efterfølgende udstødelsesproces en del af det erfaringsgrundlag, der dannede baggrunden for min første bog om Jehovas Vidner ("Jehovas Vidner under anklage", 1966).

Sara og Teis
Filmens historie er i al korthed, at de elskende, Sara og Teis, desværre ikke må få hinanden. Sara og Teis får hinanden, men ikke uden en hård kamp, som får dybe konsekvenser, dels for Sara, men også for hendes nære familie, der må bryde al forbindelse med hende.

Saras og Teis' historie er smertefuld, men også vidunderlig og fuld af håb, og selv om instruktøren, Niels Arden Oplev, har understreget, at filmens objekt ikke er Jehovas Vidner, og altså ikke skal forstås som et opgør med denne bevægelse, men snarere er et forsøg på at skildre kærlighedens vilkår indenfor det fundamentalistiske trossamfund, så var gensynet med alle de rædselsvækkende specialiteter inden for Vidnerne alligevel en stærk oplevelse.

En nærgående film om tilsvarende tildragelser indenfor den politiske sekt, indenfor andre kirkesamfund eller for den sags skyld inden for islam, havde vakt lige så stærke følelser. Det vigtigste er genkendelsen. At man oplever et drama som noget, der både angår én selv, men også rammer noget alment. Og "To verdener" er meget vedkommende. Den rammer noget universelt, noget vi alle på en eller anden måde har oplevet.

Jeg har tit spekuleret på, hvorfor Jehovas Vidner er et så populært emne i medierne. Det må blandt andet være, fordi sekten afstedkommer overskrifter, forargelse, undren. Og ikke uden grund. Tænk bare på de såkaldte "hospitalskomitéer", der sendes til hospitalerne, hvor indlagte Vidner ellers kunne fristes til at acceptere blod som en mulighed under en operation. Interessen for denne bevægelses absurde leveregler og læresætninger er måske i aftagende, men selve emnet, den fundamentalistiske sekts intolerance overfor egne medlemmer samt dens intimidering af det offentlige rum (islam kontra ytringsfrihed), er vist mere aktuel end nogensinde.

Det, der griber én i filmen, er dog ikke først og fremmest forargelsen, men især medfølelsen og solidariteten med de to forelskede unge, der på trods af en religiøs organisations vanvittige gudsforestillinger og familiens fanatisme må finde deres egen vej i livet. At det i sidste ende betyder et afgørende brud med familien, er en del af prisen for et liv i frihed.

Virkeligheden overgår filmen
Men Sara kom ud. Hun overlevede, selv om det blev på denne jord, i denne verden. Hellere et liv i hånden end ti på taget, som man siger! Tabita Brøner er navnet på den unge kvinde, der oprindeligt i 2005 fortalte sin historie til Berlingske Tidendes læsere. Her var virkelig en engagerende historie, og artiklen dannede inspirationsgrundlaget for instruktøren. Men Tabitas historie er ingenlunde enestående indenfor denne fundamentalistiske bevægelse. Det vrimler med dem, ofte om unge "søstre", der forhøres af de ældste, som nidkært snager i de ophidsende, intime detaljer:

De unge nyforelskede, der må lyve for at kunne mødes på hemmelige steder. De "ældste", der står på lur i nærheden af, hvor synderen har overnattet. Ældsteudvalgets forhør af den formastelige unge "søster", der tvinges til at gå til bekendelse. Og så den uundgåelige udstødelse af det unge, sårbare menneske, der herefter totalt isoleres fra familien og "Vennerne". Det skal nok hjælpe, synes disse blodfattige inkvisitorer at mene. I så henseende er "To verdener" næsten alt for høflig. Virkeligheden overgår langt filmen.

Filmen fungerer
Men det er nok godt, som det er. Filmen fungerer med sin stille, men yderst dramatiske historie. Det usagte - det ufilmede - er alligevel stærkt inde på nethinden. Vi kan næsten ikke bære mere. Det vi ikke ser, ser vi tydeligt for os. Og hvor var det godt, at Teis fik Sara over på sin side, selv om det i høj grad var Saras eget valg. For hun elskede Teis mere end Jehova. Måske skulle man lægge til, at hendes far elskede sig selv endnu mere. Vi befinder os i den mest selviske af alle verdener, religionens verden.

Ved at underdrive rædslerne får instruktøren, Niels Arden Oplev, dog fortalt sin historie om kærlighedens vilkår i "ingenmandslandet" mellem to verdener på en måde, så den først og fremmest kommer til at handle om de to hovedpersoner, og ved ikke at overdrive den sekteriske baggrundsscene, virker filmen så meget desto stærkere.

Rosalinde Mynster i hovedrollen som Sara er fantastisk og medrivende spillet. Så godt, at vi undervejs helt glemmer, at Sara kun eksisterer på filmlærredet. Rosalinde Mynster har virkelig formået at formidle den autenticitet, som baggrundshistoriens Tabita har oplevet med krop og sjæl. Fiktion, ja, men historien er mere sand, end instruktøren overhovedet kunne have drømt om.

1984
Jeg kan ikke lade være at associere til George Orwell's roman "1984", i hvilken "tankepolitiet" til sidst afslører det formastelige elskende par, Julie og Winston. De aflures i deres hemmelige kærlighedsrede, et lejet, snusket værelse uden for "Store Broders" kontrolapparat - tror de, for det var altså forsynet med hemmelige lytteapparater. I modsætning til denne kærlighedshistorie, lider kærlighedsparret, Sara og Teis, ikke samme grufulde skæbne, men kan forhåbentlig se et mere normalt liv i møde.

Jeg ved, at "To verdener" har vakt stor interesse uden for Danmarks grænser. En kontakt i USA, en tidligere højtplaceret i Vidnehovedkvarteret i New York, havde hørt, at Sara (Tabita) var på vej tilbage til Vidnerne. Det kan hun umuligt være. Dertil er hendes udvikling for fremskreden. Men det er min erfaring, at rydder den "frafaldne" ikke effektivt op i det, der i det nye liv senere kan forårsage angst, hvis vedkommende ikke er gået helt ned i substansen, er fristelsen til igen at lade sig opsluge i sektlivets falske tryghed en stadig lurende realitet. Som Saras lillebror i øvrigt gør, da ensomheden uden for Vidnerne bliver for uudholdelig.

Jeg tror, det kan lade sig gøre at leve en slags liv indenfor denne bevægelse, et "som-om-liv", men det er på vilkår, intet normalt menneske i længden kan klare uden at gå sjæleligt til grunde. Sara valgte at overleve "udenfor". At redde sin sjæl. Det var et godt valg. En tankevækkende og dejlig film på en rystende baggrund.

Poul Bregninge, tidligere Jehovas Vidne og forfatter

Læs mere om filmen og se trailer her